Høringssvar om "Marmormolen Øst og Langelinie Nord" - forslag til lokalplan
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formand Åge Staghøj til sammen med lokaludvalgsmedlem Anton Skovle at skrive og sende et høringssvar til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (KTF), baseret på Anton Skovles forslag, som ses i bilagsoversigten.
Problemstilling
Med svarfrist den 21. september 2026 har KTF sendt forslag til lokalplan "Marmormolen Øst og Langelinie Nord" i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen.
Plangrundlaget imødekommer grundejernes ønsker for to molespidser. På spidsen af Marmormolen muliggør lokalplanen opførelse af et kontordomicil på i alt ca. 32.700 m2 bestående af to bygninger med bygningshøjder på henholdsvis maksimalt 34 m og 96 m, etablering af en ny bypark på ca. 5.000 m2, samt flytning af det eksisterende, bevaringsværdige Lodseri til molens yderste spids.
På spidsen af Langelinie muliggør lokalplanen opførelse af et boligbyggeri på i alt ca. 29.800 m2, som vil kunne rumme ca. 230 familieboliger, hvoraf 25 % vil være almene. Byggeriet består af to tårne, henholdsvis et højere på 120 m og et lavere på ca. 63 m, samt en mellembygning på ca. 25 m, svarende til bygningshøjden på de øvrige bygninger på Langelinie Allé. Der etableres en promenade langs hele molen, og på den østlige del af spidsen plantes en lund af træer, mens der på den vestlige side skabes rum for en ny pladsdannelse mellem bygningen på Langelinie Allé 47 (Pier 47) og ud for den ny bebyggelse. Herudover muliggør lokalplanen, at der kan etableres en træbrygge. Endeligt udpeges en zone til placering af flydende anlæg på vand langs den vestlige kajkant, ind mod Mellembassinet og Søndre Frihavn, der er tiltænkt et offentligt badeanlæg.
Lokalplanområdet ligger i Østerbro Lokaludvalgs område. I bilagsoversigten ses høringssvaret, som Østerbro Lokaludvalg vedtog den 26. august 2026.
Medlemsforslag
Lokaludvalgsmedlem Anton Skovle foreslår, at lokaludvalget sender et høringssvar til KTF. I bilagsoversigten ses hans forslag til, hvad høringssvaret skal indeholde.
Løsning
Formand Åge Staghøj foreslår, at han sammen med Anton Skovle bemyndiges til at skrive og sende et høringssvar til KTF, baseret på Anton Skovles forslag. Forslaget ses i bilagsoversigten.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet lægger høringssvaret på Bliv Hørt-portalen.