Mødedato: 19.09.2025, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Officiel udlånsforespørgsel af Gobelin - Frederiksborg Slot

Se alle bilag
Økonomiforvaltningen har modtaget en forespørgsel vedr. udlån af én af Rådhusets gobeliner “Regnar og Tora” (1920) fra det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot ifm. en særudstilling i perioden 2. marts til den 20. september 2026. Udlånsanmodningen er til gruppeforpersonskredsens godkendelse.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at gruppeforpersonskredsen godkender udlånsanmodningen (Bilag 1) fra Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot.

Problemstilling

Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot har ifm. særudstillingen ”Frederiksborgs gobeliner – en portal til skønvirke og kvindelige entreprenører” (Bilag 2) haft en forespørgsel om at låne rådhusets gobeliner “Regnar og Tora” (1920).  Forespørgslen er i tråd med det igangværende Værdiredningsprojekt på rådhuset, som siden 2024 har haft som mål at opdatere rådhusets værdiredningsplan, samt indsamle viden og dokumentation for at effektivt beskytte og evakuere kunst og værdigenstande i akutte krisesituationer.

Løsning

Udlånet giver en unik mulighed for at afklare gobelinernes montering og indhente nødvendig viden for at kunne foretage hurtig og skånsom nedtagning ved brand. Da gobelinerne er skrøbelige, bliver de ikke afmonteret under de årlige brandøvelser, hvilket gør en detaljeret dokumentation af processen, i samarbejde med tekstilkonservatorer, til uvurderlig viden. Udstillingen vil samtidig formidle skønvirke effektivt og fremhæve Københavns Rådhus’ rolle i udviklingen af kunsthåndværk i Danmark omkring 1900.

Gobelinerne på rådhuset har stor kunsthistorisk værdi og en særlig kulturhistorisk forbindelse til centrale værker på Frederiksborgs Slot. Lorenz Frølich udarbejdede museets 37 meter lange billedfrise, mens væverskerne Dagmar Olrik og Louise Harboe havde en vigtig rolle i udførelsen af gobelinerne på Frederiksborg Slot efter arbejdet med rådhusets gobeliner var afsluttet.

Økonomi

Udlånet vil være udgiftsneutralt for Københavns Kommune.

Videre proces

Såfremt udlånet godkendes, udarbejder Økonomiforvaltningen en proces- og kommunikationsplan i samarbejde med Nationalhistoriske Museum.

Til top