Mødedato: 04.05.2026, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Indstilling om forplejning ifm. møderne i Borgerrepræsentationen

Gruppeforpersonskredsen (GFK) skal tage stilling til en henvendelse fra Radikale Venstre til Økonomiforvaltningen om forplejningen ifm. møderne i Borgerrepræsentationen. Økonomiforvaltningen anbefaler, at GFK drøfter og beslutter sig for, om der skal ske ændringer af den eksisterende forplejning.

Indstilling

Det indstilles,

  1. at GFK drøfter forplejningen ifm. BR-møderne mhp. en beslutning om, hvorvidt der skal ske ændringer til den eksisterende forplejning.

Problemstilling

Radikale Venstre har anmodet Økonomiforvaltningen om, at der lægges en indstilling på GFKs dagsorden om forplejningen ved BR-møderne, særligt har Radikale Venstre undret sig over, at det altid er muligt at få flæskesteg.

Løsning

Det er efter fast praksis GFK, som tager stilling til forplejningen i Snapstinget i forbindelse med møderne i BR. Senest den 23. februar 2024 besluttede GFK, at der ikke skal serveres rødt kød i Snapstinget ifm. BR-møderne.

ØKF/BR-sekretariatet er ressortansvarlige for forplejningen ifm. BR-møderne, og lægger op til, at GFK på vegne af en ny samling afgør, om der skal ske ændringer i den eksisterende forplejning ifm. BR-møderne.

I forhold til Radikale Venstres spørgsmål om hvorfor, og hvem der har besluttet, at det altid er muligt at få flæskesteg ifm. BR-møderne, kan ØKF oplyse, at ønsket om flæskesteg er historisk betinget. Hver gang der i forskellige kredse, herunder GFK, har været talt om forplejningen ifm. BR-møderne, så har det været et tilbagevende ønske, at flæskestegen skulle fastholdes som en lun ret.

Dette har ØKF efterkommet, hvorfor der altid er flæskesteg som en lun ret på bordet under varmelampen, som en del af mødeforplejningen til BR-møder. I øvrigt er der altid på modsatte bord salater og diverse grøntsager. Den varme ret, som også har et vegetarisk alternativ, serveres af køkkenpersonalet og varierer fra gang til gang.  

COMPASS GROUP DANMARK A/S, der leverer forplejningen i Snapstinget i forbindelse BR-møderne, har fsva flæskestegen oplyst, at alt bliver spist op, samt at flæskestegen er økologisk. Dermed lever flæskestegen også op til Københavns Kommune mål om, at mindst 90% af råvarerne skal være økologiske.

Endelig har COMPASS GROUP oplyst, at der med undtagelse af roastbeef-smørrebrød hverken serveres lammekød, kalvekød eller rødt oksekød ifm. BR-møderne. Dermed flugter forplejning i overvejende grad med BR-beslutningen fra 2. november 2023 om, at okse-, kalve- og lammekød udelukkes fra måltider, der serveres i Københavns Kommunes skoler og institutioner.

Økonomiforvaltningen har en rammeaftale fsva. forplejningen i Snapstingen ved BR-møderne, som udløber den 1. august 2029. En rammeaftale betyder, at GFK godt kan beslutte sig for, at indholdet af forplejningen bliver ændret.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis GFK ønsker at ændre i forplejningen ifm. møderne i BR, vil BR-sekretariatet kontakte COMPASS GROUP evt. med inddragelse af KEID og informere om dette.


Til top