Mødedato: 27.10.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København - ændringer som følge af anbefalinger fra Intern Revision

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til ændringer af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender forslag til ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, bilag 1.

Problemstilling

Intern Revision, Københavns Kommune, har gennemgået udvalgte aftenskolers tilskudsregnskaber for 2019 (bilag 2) og udvalgte foreningers medlemstilskud 2020 (bilag 3) og har på den baggrund anbefalet ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.

Løsning

Intern Revisions anbefalinger har givet anledning til forvaltningens forslag om ændringer i tre afsnit i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København:

  • Afsnit 2 - Tilskud til aftenskoler.
  • Afsnit 4 - Tilskud til aktiviteter med børn og unge under 25 år.
  • Afsnit 6 - Revisionsinstruks.

Afsnit 2 - Tilskud til aftenskoler

Det er tilføjet, at deltagerbetaling skal kunne dokumenteres og henføres til den enkelte deltager.

For igangværende hold skal dokumentation for berettigelsen af tilskud til særlige grupper kunne fremsendes til forvaltningen. Da udgangspunktet er, at tro- og loveerklæring er tilstrækkelig, og da det kan være umuligt for den enkelte aftenskole efterfølgende at fremskaffe dokumentationen, kan forvaltningen kun fremsætte krav herom for igangværende hold.

Kravet om fremsendelse af virksomhedsregnskab udgår, da der ikke er hjemmel hertil i folkeoplysningsloven. Aftenskoler kan dog fortsat vælge at aflevere virksomhedsregnskab, hvis det lever op til reglerne for tilskudsregnskaber.

Aftenskoler skal fremover indsende dokumentation for antal oprettede hold.

Endelig skal udgifter og indtægter, der stammer fra aktiviteter i regnskabsåret, medtages i regnskabet. Dette da retningslinjerne hidtil har kunnet skabe tvivl om periodiseringen af regnskabsposterne.

Afsnit 4 - Tilskud til aktiviteter med børn og unge under 25 år

Det er tilføjet, at medlemmer også er tilskudsberettigede, hvis deres kontingent betales som kompensation for frivilligt arbejde i foreningen.

Det er tilføjet, at medlemsregister og dokumentation for kontingentbetaling er regnskabsmateriale, der skal opbevares og kunne udleveres efter anmodning.

Afsnit 6 - Revisionsinstruks

Det er tilføjet, at ansøgninger og praksis for støtte er omfattet af de grundlæggende regler og principper for god adfærd i det offentlige.

Endelig er det præciseret, at det er den enkelte tilskudsmodtagers ansvar at opbevare dokumentation for tilskudsregnskaber, så dokumentationen kan fremsendes efter anmodning herom.

Forslag til ændringer fremgår af bilag 1.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

De af Folkeoplysningsudvalget godkendte ændringer offentliggøres på Københavns Kommunes hjemmeside.

 

Mads Kamp Hansen

  /Rikke Lauritzen

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 27. oktober 2021:

Indstillingen blev godkendt.

Til top