Mødedato: 20.10.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge 2015

Folkeoplysningsudvalget skal orienteres om administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger til efterretning.

 

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser om tilskudsbeløb under 100.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Løsning

1. Fremad Valby

Aktivitetsudvikling.

Fremad Valby har fået bevilget 43.000 kr. til projektet "Fremad Valby Street".

Formål og målgruppe.
I samarbejde med boligområderne Sjælør Boulevard og Akacieparken vil foreningen tilbyde Street fodbold til primært drenge i alderen 8 - 16 år. Herigennem er målet at rekruttere flere børn og unge til foreningens fodboldafdeling.
Aktiviteten består af street fodbold træning, øvelser, mini stævner og events i samarbejde med boligområdernes medarbejdere. Tilbuddet koordineres med DBU CPH street.
Fremad Valby Street skal løbende have basis i boligområderne, men samtidig motivere børnene til at spille i foreningens fodboldafdeling.
Aktiviteten foregår en gang ugentligt i hvert boligområde, og foreningen forventer at aktiviteten videreføres efter endt projektperiode i samarbejde med medarbejdere fra boligområderne og fast træner fra Fremad Valby.

Foreningen forventer at få 30 nye medlemmer samt 3 nye instruktører via projektet.

Projektperioden er 1. september 2015 - 30. juni 2016.


2. Fægteklubben Trekanten

Rekruttering.

Fægteklubben Trekanten har fået bevilget 73.500 kr. til projektet "Rekrutteringsprojekt for sæson 2015-16".

Formål og målgruppe.
Projektets mål er at rekruttere drenge og piger i alderen 6 - 15 år. Indholdet i projektet er opdelt i tre indsatsområder: 1) at oprette to nye træningshold i samarbejde med to fritidsordninger, 2) at afholde 8 åbent hus arrangementer på udvalgte søndage gennem sæsonen og 3) at køre "Åben Skole" forløb i samarbejde med københavnske folkeskoler. Trænerløn til "Åben Skole" forløbet finansieres af Samarbejdspuljen.
Aktiviteten består af fægtetræning og afvikles i Trekantens fægtesal i Ryparkens Idrætsanlæg. De nyoprettede hold afvikles onsdage og støder tidsmæssigt op til foreningens faste børne- og ungdomstræning. Dette for at støtte op om en mulig overgang for deltagerne til klubmedlemsskab.
Herudover har Østerbro Internationals SFO indgået aftale om, at fritidsordningens børn fra 0. - 4. klassetrin træner på et begynderhold en eftermiddag ugentligt.
Projektet byder også på 8 Åbent Hus events, hvor eleverne kan tage søskende, venner og familie med til en fægteeftermiddag i Trekantens lokaler.

Foreningen regner med at få 20 nye medlemmer i alderen 6 - 15 år via projektet.

Projektperioden er 7. september 2015 - 30. juni 2016. 


3. KFUM København Håndbold

Aktivitetsudvikling / rekruttering.

KFUM København Håndbold har fået bevilget 45.000 kr. til projektet "Minihåndbold - leg og boldspil".

Formål og målgruppe.
Projektets målgruppe er børn i alderen 4 - 7 år. Målet er at rekruttere børn til et nyt minihåndbold koncept, der skal forankres i foreningen. Herudover vil projektet rekruttere nye instruktører blandt foreningens ungdomsspillere.
Aktiviteten består af alderstilpasset leg og boldspil samt en række simple øvelser, der stimulerer børnenes motorik, balance og koordineringsevne.
Holdet afvikles om onsdagen på Emdrupparkens Idrætsanlæg, og projektet vil finde deltagerne blandt andet via Emdrupparkens brugernetværk samt uddeling af flyers på bydelens institutioner.

Foreningen forventer at få 30 nye medlemmer og 5 frivillige instruktører via projektet.

Projektperioden er 1. september 2015 - 1. juni 2016.


4. Islands Brygge Badminton

Åben skole projekt / aktivitetsudvikling.

Islands Brygge Badminton har fået bevilget 5.600 kr. som supplement til en bevilling fra Samarbejdspuljen.

Formål og målgruppe.
Islands Brygge Badminton har indledt samarbejde med Islands Brygge Skole. I den forbindelse har foreningen fået en bevilling fra Samarbejdspuljen, der kun har mulighed for at bevilge støtte til lærer/trænerløn.
Som et led i samspillet mellem kultur- og fritidslivet og folkeskolen, har Udviklingspuljen for børn og unge bevilget 5.600 kr., der dækker indkøb af fjerbolde.



Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2015 et budget på 5.670.179 kr.

Der indstilles til dette møde 3 projekter med et samlet forbrug på 365.772 kr., og der er meddelt 4 administrative bevillinger med et samlet forbrug på 167.100 kr.

 Resterende midler efter FOU 8. september 2015      3.685.209 kr.
 Indstillet til dette møde     365.772 kr.
 Administrative bevillinger     167.100 kr.
 Rest på budget  3.152.337 kr.

Beslutning

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1. Indstillingen blev godkendt.
Til top