Mødedato: 17.05.2025, kl. 13:00
Mødested: ---

Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København – forslag om ændring af muligheden for inddragelse af tider og tilladelser til at benytte kommunale anlæg

Se alle bilag

Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, om retningslinjerne for inddragelse af tider skal præciseres og skærpes.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København justeres og skærpes angående inddragelse af tider og tilladelser til at benytte kommunale anlæg, jf. bilag 1

Problemstilling

Reglerne for inddragelse af tider fremgår af Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i Københavns Kommune, afsnit 5.4.

Ved behandlingen af en sag på Folkeoplysningsudvalgets seneste møde 22. april 2025 godkendte udvalget en indstilling om inddragelse af en forenings tilladelse til at benytte en specifik skole.
I samme ombæring anmodede udvalget forvaltningen om at udarbejde indstilling om en ændring af retningslinjerne til et kommende udvalgsmøde (Bilag 2), som skal gøre det muligt for forvaltningen administrativt at inddrage tildelte tider samt tilladelser til at benytte specifikke anlæg uden forudgående advarsel.

Løsning

Forvaltningen har i en del tilfælde behandlet henvendelser om hændelser i forbindelse med foreninger og aftenskolers brug af særligt skolefaciliteter, hvor ordensregler og generelle regler for udlån er blevet overtrådt i grovere grad uden konsekvenser. Både forvaltningen og flere skoler, som udlåner lokaler til folkeoplysende aktiviteter, har oplevet dette som uhensigtsmæssigt og problematisk.

Praksis ved regelbrud er, at brugere får en skriftlig advarsel fra forvaltningen, hvor de informeres om, at en tildelt tid eller tilladelse til at bruge et specifikt anlæg som udgangspunkt inddrages ved gentagende tilfælde, jf. retningslinjerne.

Tider og tilladelser til at benytte anlæg og faciliteter kan uden forudgående advarsel kun inddrages af Folkeoplysningsudvalget, hvilket medfører, at en eventuel konsekvens ved grove regelbrud kun kan ske ved at afvente kommende udvalgsmøde, hvilket kan dreje sig om måneders ventetid eller ved en skriftlig votering mellem møderne.
Forvaltningen har således ikke mulighed for at inddrage tider og lade regelbruddene få øjeblikkelige konsekvenser – heller ikke i tilfælde af grovere regelbrud.

Dette betyder, at brugere som udgangspunkt kan bryde reglerne ganske groft en enkelt gang uden umiddelbare konsekvenser.
Samtidig gælder en skriftlig advarsel kun resten af den igangværende sæson, hvilket betyder, at det som udgangspunkt er konsekvensfrit at bryde reglerne op mod sæsonafslutningerne.

Den nuværende mangel på umiddelbare handlemuligheder uden forudgående skriftlig advarsel har flere skoleledelser oplevet som meget utilfredsstillende i situationer, hvor brugere på deres respektive skoler har brudt reglerne, uden at det har kunnet få umiddelbare konsekvenser.

Forvaltningen oplever, at den manglende mulighed for umiddelbar handling i disse sager påvirker samarbejdet med de involverede skoler negativt, samt at den manglende handlekraft på kort sigt er uhensigtsmæssig og vanskeliggør administrationen af udlån af kommunale faciliteter, når der er tale om grovere mislighold af tildelte tider.

Ændringsforslag
På den baggrund indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Folkeoplysningsudvalget ændrer retningslinjerne angående inddragelse af tider og tilladelser – vedhæftet som Bilag 1.

Ændringsforslaget består af en tilføjelse til de eksisterende retningslinjer, som vil gøre det muligt for forvaltningen administrativt uden forudgående advarsel at inddrage tider og tilladelser af kortere eller længere varighed baseret på en konkret vurdering ved specifikke hændelser med grovere regelbrud.

Grove tilfælde af regelbrud kan f.eks. omfatte:

  • Hærværk, ildspåsættelse eller rygning i faciliteterne
  • Utryghedsskabende opførsel eller trusler
  • At brugere tiltvinger sig adgang til områder/faciliteter, som de ikke skal have adgang til
  • At brugere har ophold i/på et anlæg uden at have en booking, f.eks.:
    • ikke forlader anlæg efter brug, men f.eks. forbliver efter lukketid
    • oovernatter uden aftale med relevante parter
  • At brugere efterlader døre og vinduer ulåste/åbne, og dette medfører, at andre eller brugeren selv får adgang og tager ophold, laver hærværk m.v.
  • At en facilitet eller et anlæg efterlades ikke-opryddet eller ikke-rengjort i en grad, som er ud over hvad der kan forventes af brugeren
  • At brugere gentagende gange overtræder ordensreglerne og ikke retter ind efter henvendelse fra forvaltningen

Folkeoplysningsudvalget vil blive orienteret om eventuelle inddragelser uden forudgående advarsel på det efterfølgende udvalgsmøde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen offentliggøre de ændrede Retningslinjer på kommunens hjemmeside og fremover håndtere sager om inddragelse af tider i overensstemmelse med ændringsforslaget.

 

Mads Kamp Hansen

                                                                                       /Rikke Lauritzen

 

Til top