Mødedato: 17.05.2025, kl. 13:00
Mødested: ---

Udviklings- og Aktivitetspuljen for aftenskoler

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal behandle to ansøgninger om støtte fra Udviklings- og Aktivitetspuljen for aftenskoler.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager stilling til to ansøgninger om støtte fra Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler.

Problemstilling

Gigtskolen har søgt om støtte til anden fase af projekt ”Welcome to Copenhagen”.

Aftenskolernes Samråd har søgt om støtte til projekt ”Aktivering af 5-års strategi for Københavns aftenskoler i partnerskab med Københavns Kommune, lokale foreninger og udvalgte virksomheder”.

Løsning

1. Gigtskolen

Gigtskolen har søgt om støtte på 690.785 kr. til anden fase af projekt "Welcome to Copenhagen". Gigtskolens medfinansiering er 75.000 kr.

Udvalget behandlede ansøgningen på sit møde den 18. februar i år og anmodede forvaltningen om sammen med Gigtskolen at afklare, om ansøgningen kunne bearbejdes, så den dels pegede tydeligt mod aftenskoleområdet, dels indeholdt en tydelig forankringsplan. Forvaltningen har holdt to møder med Gigtskolen, hvor særligt disse to pointer er betonet. I det første møde deltog også Studieskolen, som efterfølgende har oplyst, at de får en mindre rolle i projektet.

Gigtskolen har herefter indsendt bearbejdet ansøgning.

Projektets formål er fortsat at integrere internationale borgere i Københavns foreningsliv ved at synliggøre og skræddersy tilbud til målgruppen.

Forvaltningen er enig i, at målgruppen formentlig har et rekrutteringspotentiale, og at der kan være behov for at udvikle nye formater. Forvaltningen savner dog fortsat en tydelig retning mod enten eksisterende aftenskoler/hold eller udvikling af nye formater/hold, hvilket der ikke er en plan for. Forvaltningen vurderer, at uddeling af pjecer og et ønske om at rekruttere efter projektets afslutning ikke er tilstrækkeligt uden en tydelig plan.

Indsatsen fremstår således på nuværende tidspunkt primært som en indsats for at synliggøre aftenskoleområdet i relativt bred forstand.

Forvaltningen vurderer således fortsat, at projektet, ud over den opmærksomhed projektet ville kunne skabe om området generelt, savner et tydeligt ophæng til konkrete aftenskoler/hold eller en plan for udvikling af disse og en realistisk forankringsplan. Set som synliggørelse af området, er det ligeledes forvaltningens vurdering, at omkostningerne ved projektet ikke står mål med indsatsens potentiale.

Forvaltningen indstiller på den baggrund, at udvalget giver afslag på støtte til projektet i dets nuværende form.

2. Aftenskolernes Samråd

Aftenskolernes Samråd har søgt om støtte på 490.000 kr. til projekt ”Aktivering af 5-års strategi for Københavns aftenskoler i partnerskab med Københavns Kommune, lokale foreninger og udvalgte virksomheder”.  Aftenskolernes Samråds skal medfinansiere projektet med 49.000 kr.

Projektet skal styrke aftenskolernes kapacitet og relevans bl.a. gennem udvikling af nye tilbud, metoder og samarbejder på tværs af sektorer, og Aftenskolernes Samråd forventer at søge om støtte til indsatsen hvert år i gennemførslen af strategien.

Aftenskolernes Samråd har i ansøgningen oplyst, at 8 aftenskoler på nuværende tidspunkt bakker op om projektet.

Aftenskolernes Samråd har modtaget en administrativ bevilling til projekt “Udvikling af 5-års strategi for Københavns aftenskoler; voksenlivslang læring, folkesundhed og demokratisk dannelse”. Resultatet af dette projekts forarbejde forventes præsenteret for udvalget på dets seminar inden behandlingen af denne ansøgning.

Forvaltningen vurderer, at ansøgningen i dens nuværende form skal uddybes, så den bliver mere operationel i forhold til retning for den ønskede strategi, hvilket formentlig i en vis grad også vil afhænge af resultaterne af pilotprojektet til udvikling af en 5-års strategi. Derudover bør de fleste budgetposter udspecificeres, lige som der højst kan søges tilskud til den samme aktivitet tre gange.

På den baggrund indstiller forvaltningen, at udvalget bevilger op til 441.000 kr., som udmøntes af forvaltningen efter dialog med Aftenskolernes Samråd.

Økonomi

Udviklings- og aktivitetspuljen for aftenskoler har i 2025 budget på 2,25 mio. kr. 

Rest på budget efter Folkeoplysningsudvalgets møde den 22. april 2025

1.865.019 kr.

Indstillet til dette møde

441.000 kr.

Administrative bevillinger inden dette møde

103.233 kr.

Rest på budget

1.320.786 kr.

Videre proces

Forvaltningen meddeler ansøgerne udvalgets beslutning.

 

Mads Kamp Hansen

                           /Rikke Lauritzen
Til top