Mødedato: 17.05.2005, kl. 15:00

Godkendelse af ansøgninger til den folkeoplysende Voksenundervisning

Godkendelse af ansøgninger til den folkeoplysende Voksenundervisning

Folkeoplysningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 17. maj 2005

 

 

5.      Godkendelse af ansøgninger til den folkeoplysende Voksenundervisning

(FOU  35/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at INCHI (Instituto de Cultura Hispanica) Dansk – Spansk forening godkendes som folkeoplysende forening.

at Dante Alighieri godkendes som folkeoplysende forening.

at Kajejdoskop godkendes som folkeoplysende forening med forbehold for, at de aftalte vedtægtsændringer gennemføres.

at Samahita Yoga godkendes som folkeoplysende forening.

at foreningen Natha Yogacenter godkendes som folkeoplysende forening.

at ovennævnte 5 foreninger får meddelt et foreløbigt tilskudstilsagn baseret på 100 undervisningstimer jf. bilag 1. 

at Serate Italiane godkendes som folkeoplysende forening.

at Foreningen til Systedets Bevarelse godkendes som folkeoplysende forening.

at ovennævnte 2 foreninger får meddelt et endeligt tilskudstilsagn jf. bilag 1, da de har søgt om under 100 timer.

at Foreningen Omsorgsorganisationernes Samråd meddeles afslag begrundet i, at en forening, der tilbyder frivilligt socialt arbejde, ikke er berettiget til at modtage tilskud iht. Folkeoplysningsloven.

at Teaterforeningen Yana meddeles et tilsagn på deres ansøgning om et mertilskud til 460 undervisningstimer (40.173 kr.) samt et mertilskud på 1.008,98 kr. til regulering af de reelle udgifter i forbindelse med gennemførelse af de 96 oprindeligt ansøgte undervisningstimer.

at Trim Team NV får meddelt et nyt foreløbigt tilsagn baseret på i alt 200 undervisningstimer, jf. bilag 1.  

 

 

 

RESUME

Ved ansøgningsfristen den 2. maj 2005 havde Fritid & Idræt modtaget ansøgning fra 8 nye foreninger, der påtænker at starte aktivitet i perioden 1. juli – 31. december 2005. Derudover havde to af de foreninger, der startede i januar 2005 søgt om yderligere tilskud.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

I henhold til retningsliniernes punkt 2.6.2 er der fastsat 2 årlige ansøgningsfrister for foreninger, der vil udbyde folkeoplysende voksenundervisning, og der afsættes hvert år et rammebeløb reserveret til nye foreninger. Ved årets anden ansøgningsfrist den 2. maj 2005 havde Fritid & Idræt modtaget ansøgning fra:

1. INCHI (Instituto de Cultura Hispanica) Dansk - Spansk forening

2. Dante Alighieri

3. Kajejdoskop

4. Samahita Yoga

5. Foreningen Natha Yogacenter

6. Serate Italiane

7. Foreningen til Systedets Bevarelse

8. Omsorgsorganisationernes Samråd

De nye foreningers vedtægter er gennemgået og 6 af de nye foreninger har modtaget rådgivning i Fritid & Idræt.

Ad 1: INCHI (Instituto de Cultura Hispanica) Dansk - Spansk forening indstilles til godkendelse som folkeoplysende forening. Foreningen vil udbyde kurser i spansk sprog, litteratur, samfundsforhold, kultur, dans, yoga, madlavning, film, musik, teater samt i avanceret dansk sprog på et niveau, der ligger over den danskundervisning, der tilbydes ifm. lov om dansk som andetsprog for indvandrere og flygtninge.

Ad 2: Dante Alighieri indstilles til godkendelse som folkeoplysende forening. Foreningen vil tilbyde kurser i italiensk sprog samt – uden tilskud - foredrag inden for italienske samfundsforhold og kulturliv.

Ad 3: Kalejdoskop indstilles til godkendelse som folkeoplysende forening med forbehold for, at de aftalte ændringer ifm. vedtægterne gennemføres. Foreningen vil tilbyde kurser i edb og syning. Foreningen er oprettet i regi af Frelsens Hær. De kurser foreningen vil tilbyde retter sig især mod personer på overførselsindkomster, hvorfor omfanget af det skønnede PEA-tilskud er relativt højt.

Ad 4: Samahita Yoga indstilles til godkendelse som folkeoplysende forening. Foreningen vil tilbyde kurser i yoga samt foredrag om sundhed.

Ad. 5: Foreningen Natha Yogacenter indstilles til godkendelse som folkeoplysende forening. Foreningen vil tilbyde kurser i yoga samt kurser om spirituelle, sundhedsmæssige og psykologiske emner. Foreningens kurser retter sig især imod unge – herunder SU-modtagere – hvorfor det skønnede PEA-tilskud er relativt højt.

De 5 foreninger vil iht. retningsliniernes punkt 2.6.2 modtage et foreløbigt tilskudstilsagn baseret på 100 undervisningstimer.

Ad 6: Serate Italiane indstilles til godkendelse som folkeoplysende forening. Foreningen vil udbyde kurser i italiensk sprog og madlavning. Dertil kommer en række foredrag om italienske samfundsforhold, litteratur og madlavning.

Ad. 7: Foreningen til Systedets Bevarelse indstilles til godkendelse som folkeoplysende forening. Foreningen vil tilbyde kurser i syning og tilskæring.

De 2 foreninger vil iht. retningsliniernes punkt 2.6.2 modtage et endeligt tilskudstilsagn på henholdsvis 56 og 53 timer.

Ad 8: Foreningen Omsorgsorganisationernes Samråd indstilles til afslag. Begrundelsen er, at en forening, der tilbyder frivilligt socialt arbejde, ikke er berettiget til at modtage tilskud iht. Folkeoplysningsloven.

Foreningen har skriftligt fået at vide, at de kan stifte en folkeoplysende forening, og at den folkeoplysende forening kan søge tilskudt i november 2005 med virkning fra 1. januar 2006.

Derudover havde to af de foreninger, der startede i januar 2005, søgt om yderligere tilskud. Det drejer sig om:

9. Teaterforeningen Yana

10. Trim Team NV

Ad 9 Teaterforeningen Yana, der startede i foråret 2005, søgte oprindeligt om tilskud til lærerløn til 96 undervisningstimer i 2005. Foreningen fik i december 2004 meddelt et endeligt tilskudstilsagn til 96 undervisningstimer i 2005.

Foreningen søger nu om et mertilskud til 460 undervisningstimer. Tilskuddet vil beløbe sig til 40.173 kr. Begrundelsen er, at foreningen har misforstået ansøgningsproceduren. Foreningen troede, at den kun søgte tilskud til undervisning i foråret 2005, og at den igen i maj 2005 kunne søge tilskud til undervisning i efteråret 2005.

Dertil kommer, at foreningen søgte tilskud ud fra lærerlønsatsen 230,47 kr. pr. undervisningslektion eksklusiv feriepenge mv. til de 96 timer, den oprindeligt søgte tilskud til. De søger derfor også om tilskud til differencen mellem lærerlønsatsen og indbetalingssatsen til Fritid & Idræt, der administrerer lærerlønnen. Dette tilskud vil beløbe sig til (262,00 – 230,47 x 96 : 3) 1.008,98 kr.

Det oprindeligt ansøgte beløb beror på en fejl. I ansøgningsskemaet har foreningen ganske vist anført et beløb, der svarer til 96 undervisningstimer, men af det vedlagte budget fremgår, at de 96 timer kun vedrører aktivitet i perioden januar- juni 2005.

Det fremgår desuden af det vedlagte budget, at tilskuddet er beregnet ud fra en forkert lønsats. Da Fritid & Idræt burde have reageret på oplysningerne i budgettet, indstilles det, at foreningen får tilsagn om tilskud til såvel de 460 mertimer som om mertilskuddet til regulering af de reelle udgifter i forbindelse med gennemførelsen af de 96 undervisningstimer, de allerede har fået tilsagn om. 

Teaterforeningen Yana tilbyder undervisning i stemmetræning, bevægelse og yoga.

Ad 10: Trim Team NV søgte oprindeligt om tilskud til 564 undervisningstimer i 2005. Foreningen fik i december 2004 meddelt et foreløbigt tilskudstilsagn baseret på 100 undervisningstimer i 2005. Foreningen søger nu om endnu et foreløbigt tilsagn på yderligere 100 undervisningstimer i 2005. 

Trim Team tilbyder undervisning i motionsgymnastik. 

Foreningen vil iht. retningslinierne modtage et nyt foreløbigt tilsagn på tilskud til i alt 200 undervisningstimer.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Der henvises til bilag 1 og 2.

Efter bevillingen af tilskud til eksisterende og nye foreninger i 2005 ifm. den første ansøgningsrunde i november 2004 og omfordelingen af KKA-puljen i april 2005 er der i budgettet for 2005 2.802.407 kr. til rest til tilskud til nye foreninger til undervisning, debat, PEA-tilskud, handicapbetingede udgifter og lokaletilskud.

Dertil kommer PEA-tilskud ifm. den undervisning, der er blevet overtaget fra KKA (omfordeling af KKA-puljen). Vi kender ikke omfanget af disse PEA-tilskud, da de bevilges efter objektive kriterier. 

Efter denne sidste ansøgningsrunde vil det maksimale træk på den afsatte ramme til nye foreninger til almen undervisning, debat, og lokaletilskud, samt til PEA-tilskud[1] blive på 944.816 kr. Det kan oplyses, at der ikke er søgt om supplerende tilskud.

Når det maksimale træk på 944.816 kr. på den afsatte ramme fratrækkes de 2.802.407 kr., der pt. er til disposition i budgettet, vil der stadig være en rest på 1.857.591 kr. til handicapbetingede udgifter, dækning af et eventuelt mindre provenu end forventet ifm. den mellemkommunale refusion og PEA-tilskud ifm. de undervisningstimer, der blev omfordelt ifm. KKAs konkurs.

De foreløbige tilsagn vil dog kun beløbe sig til 170.044 kr.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

 

HØRING

Ingen.

 

BILAG

Bilag 1. Tildeling af tilskud.

Bilag 2. Budget 2005.                                                                                                                           

 

 

 

Mads Kamp Hansen

/ Lisa Hougaard

 

 

 

 


 



[1] PEA-tilskuddet er anslået af foreningerne.

Til top