Orientering om resultaterne fra Børnesundhedsprofilen 2025
Folkeoplysningsudvalget orienteres om resultaterne for Børnesundhedsprofilen 2025 – København. Undersøgelsen er gennemført i samarbejde mellem Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen, Børne og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen om hovedresultaterne fra Børnesundhedsprofilen 2025 til efterretning.
Problemstilling
25. november 2025 offentliggjorde Københavns Kommune Børnesundhedsprofilen 2025 – København. Børnesundhedsprofilen er en spørgeskemaundersøgelse om trivsel, sundhed og fritidsliv blandt københavnske børn i 3., 6., og 9. klasse.
Undersøgelsen er gennemført hvert andet år siden 2021. Det er derfor ikke de samme børn, som har besvaret undersøgelsen i 2021, 2023 og 2025. Børnesundhedsprofilen giver ny og aktuel viden om københavnske børns mentale og fysiske sundhed og deres idræts-, forenings- og fritidsliv.
Løsning
Undersøgelsen er baseret på i alt 10.886 besvarelser, og 78 % af de indbudte børn har besvaret undersøgelsen.
Resultaterne viser, at størstedelen af de københavnske børn fortsat har det godt, og samlet set viser resultaterne en positiv udvikling eller samme niveau som i 2023. Undersøgelsen understreger dog også behovet for en vedholdende indsats for at fremme københavnske børns sundhed og trivsel, da der fortsat er områder med plads til forbedring. Det gælder bl.a. oplevelsen af præsentationspres blandt de ældre børn, samt det samlede fysiske aktivitetsniveau, som falder med alderen.
Resultaterne for den generelle sundhed og trivsel i 3. klasse er overvejende på niveau med 2023, mens der ses en fremgang for børnenes i 6. og 9. klasse på flere områder siden 2023. Det gælder mental sundhed, forskelsbehandling, aktivt fritidsliv, digital adfærd, søvn, nikotin og alkohol.
86% procent af børnene i 3. klasse går til sport i en klub. 77% af eleverne i 6. klasse og 53% af eleverne i 9. klasse går til sport i en forening minimum en gang om ugen.
I 3. klasse svarer 40% af eleverne, at de går til fx spejder, musik eller teater i en klub. 22% af eleverne i 6. klasse og 16% af eleverne i 9. klasse går til teater, musik, spejder eller lignende minimum en gang om ugen.
Anvendelse af resultaterne lokalt og strategisk
De deltagende folkeskoler og privat- og friskoler modtager hver en skolerapport med resultater fra egen skole. Med rapporterne får skolerne viden om børnenes sundhed, trivsel og idræts-, forenings- og fritidsliv, samt mulighed for at perspektivere til skolens resultater fra tidligere udgaver af Børnesundhedsprofilen. Resultaterne kan anvendes som grundlag for planlægning og prioritering af forebyggende, sundhedsfremmende indsatser samt idræts-, fritids- og kulturrelaterede indsatser, der kan understøtte børnenes hverdag, trivsel og sundhed.
Forvaltningerne analyserer løbende data for at opnå ny viden om børnene i København, og der kan udarbejdes dybdegående analyser ud fra politiske og forvaltningsspecifikke ønsker og behov. Ved behov for prioritering og koordinering af indkomne analyser drøftes og besluttes disse i samarbejde mellem de tre forvaltninger. Analyserne udarbejdes inden for gældende regler for GDPR.
Børnesundhedsprofilen er finansieret af midler fra Budget 2021, der med Budget 2026 blev gjort varige. Undersøgelsen gennemføres næste gang i efteråret 2027.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Intet yderligere.
Mads Kamp Hansen/
Thomas Bach