Mødedato: 10.06.2020, kl. 16:30
Mødested: Microsoft Teams

Forenings- og aftenskolepakke, ansøgninger 2020

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget orienteres om ønsker til investeringer i forenings- og aftenskolepakken 2016-2021 og skal tage stilling til indkomne investeringsønsker.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget drøfter og prioriterer de indkomne ansøgninger til Forenings- og aftenskolepakken i 2020,
  2. at Folkeoplysningsudvalget fastsætter en ny ansøgningsfrist til Forenings- og aftenskolepakken den 2. oktober 2020,
  3. at Folkeoplysningsudvalget drøfter og eventuelt beslutter yderligere tiltag i 2020, og
  4. at Folkeoplysningsudvalget beslutter at finansiere start og drift af svømmehal på Rymarksvej 1 med 2,1 mio. kr. i 2020.

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2018 blev forenings- og aftenskolepakken 2018-2021 vedtaget med det formål at sikre flere og bedre offentlige lokaler samt at give yderligere støtte til private lokaler.

Til dette formål er der i 2020 afsat 2 mio. kroner til forbedring af offentlige lokaler og 4 mio. kroner til frikøb af tider i kulturhuse (driftsmidler). 

Da der i ansøgningsperioden har været stor usikkerhed grundet corona-krisen har antallet af ansøgninger været lavere end forventet.

Løsning

Folkeoplysningsudvalget besluttede på sit møde den 18. april 2020, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle indkalde ønsker til investeringer, der kommer foreninger og aftenskoler til gode og ønsker til frikøb af tider i kulturhuse med videre.

Ansøgninger til Forenings- og Aftenskolepuljen skal opfylde følgende kriterier:

  1. Midlerne skal anvendes til at forbedre offentlige eller private lokaler til forenings- og aftenskolebrug.
  2. Der kan søges om midler til udstyr, der understøtter foreningens aktivitet.
  3. Kulturhuse kan ansøge i samarbejde med en eller flere foreninger.

Foreninger og aftenskoler kan desuden fremsætte ønsker til frikøb af tider i for eksempel kulturhuse. Der kan ansøges til planlagte kontinuerlige forløb (sæsonbookinger).

Der er indkommet 14 ønsker til forbedring af offentlige lokaler og 6 ønsker til frikøb af tider.

En kommunal svømmehalsfacilitet og to sale på Rymarksvej 1 er blevet ledige, og Kultur- og Fritidsforvaltningen har nu mulighed for at overtage lejemålet. Bassinet måler 9,75 x 16,75 m. og har en vanddybde fra 1,2 - 3,1 m. Hvis Kultur- og Fritidsforvaltningen skal overtage dette lejemål, skal folkeoplysningsområdet finansiere 2,1 mio. kr. i 2020. Udgifterne dækker et engangsbeløb på 0,5 mio. kr. til adgangskontrolsystem, indkøb af rengøringsmaskiner, førstehjælpsudstyr, skilte, rekvisitter, inventar, wifi, alarm, videoovervågning m.m. og driftsudgifter. Den permanente driftsfinansiering indgår i forhandlingerne om Budget 2021.

Grundet det lave antal ansøgninger, særligt til frikøb af tider, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen at give mulighed for at lave endnu en ansøgningsrunde i 2020 med frist den 2. oktober 2020. Indkomne ansøgninger vil blive forelagt Folkeoplysningsudvalget på dets møde den 3. november 2020.

Det er endvidere forventningen, at det fra 8. juni bliver muligt at genoptage indendørs idræt - herunder eventuelt svømning. Det er endnu uvist, hvor stor søgningen på indendørs foreningstider er, og hvilke forsamlingskrav og rengøringskrav der vil gælde. Det kan derfor overvejes, om der skal afsættes økonomi til yderligere åbning af foreningsfaciliteter i sommerperioden og til øget rengøring.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

På baggrund af udvalgets beslutning arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre med at forbedre offentlige faciliteter samt frikøbe tider i kulturhuse ud fra de godkendte investeringsønsker.

 

Mads Kamp Hansen

                                         /Marianne Kruckow

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 10. juni 2020:

De indkomne ansøgninger blev godkendt.

Indstillingen blev godkendt.

Til top