Mødedato: 07.05.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Tro og love erklæring om indhentelse af børneattester

Se alle bilag
Siden den 1. januar 2010 har det været lovpligtigt for alle folkeoplysende foreninger, der modtager tilskud eller får anvist lokaler, at der indsendes erklæring om, at de indhenter børneattester, hvis de ansætter eller beskæftiger personer, der har direkte kontakt med børn under 15 år.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning,

  1. at folkeoplysende foreninger, der skal have overført deres indendørstider fra sæson 2011-2012 til sæson 2012-2013 og ikke har indsendt den krævede erklæring, ikke får overført deres tider til sæson 2012-2013, og
  2. at de foreninger, der ikke får overført deres tider til sæson 2012-2013, kan søge resttider, hvis de efterfølgende indsender erklæringen.

Løsning

I tilknytning til lov om indhentelse af børneattester trådte bekendtgørelse nr. 1546 af 27. december 2009 i kraft den 1. januar 2010.

Ifølge bekendtgørelsen skal alle folkeoplysende foreninger og distriktsforeninger, der modtager tilskud eller får anvist lokaler, en gang årligt afgive erklæring om indhentelse af børneattester til den kommune, hvori foreningen er hjemmehørende.

Det er en betingelse for at få tilskud eller anvist lokaler, at foreningen afgiver erklæringen.

Kommunen skal undlade at yde tilskud og anvise lokaler, hvis foreningen ikke afgiver erklæringen.

Pligten til at afgive erklæring gælder også, selv om foreningen på tidspunktet for erklæringens afgivelse ikke ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år. De skal dog ikke indhente børneattester.

I erklæringen forpligter foreningen sig gennem hele tilskudsåret til at indhente børneattester i det omfang, der ansættes eller beskæftiges personer, der skal have direkte kontakt med børn under 15 år.

Erklæringen skal underskrives af foreningens tegningsberettigede jævnfør vedtægterne.

Foreninger, der har fået tildelt indendørstider i sæson 2011 - 2012 og skal have overført tiderne til sæson 2012 - 2013, har fået mail / brev om kravet til indsendelse af erklæringen.

801 folkeoplysende foreninger skal indsende erklæringen, og heraf har 19 ikke gjort dette.

Der er sendt erindringsmail/brev den 6. februar, 6. marts, 23. marts og 4. april 2012 om kravet til indsendelse af erklæringen, og om at deres tider for 2011 - 2012 ikke overføres til sæson 2012 - 2013, hvis erklæringen ikke indsendes. Og at de henvises til at søge resttider, hvis erklæringen indsendes efterfølgende.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at folkeoplysende foreninger, der ikke har indsendt erklæringen om indhentelse af børneattester, ikke får overført tiderne.

Folkeoplysende foreninger, der efterfølgende indsender erklæringen, henvises til at søge resttider, når disse frigives medio maj 2012.





Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.

Videre proces

Forvaltningen meddeleler foreningerne, at de ikke får genbooket deres tider, men har mulighed for at søge resttider, hvis erklæringen indsendes.

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top