Mødedato: 06.12.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Forslag til udvalgsinitiativ: Projekt "Streetfodbold - et organiseret tilbud til unge"

Se alle bilag
Folkeoplysningudvalget skal tage stilling til, om der skal afsættes midler fra Udviklingspuljen for Børn og Unge til et streetfodboldprojekt under DBU København.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender, at der bevilges 400.000 kr. under Udviklingspuljen for børn og unge til projektet ”Streetfodbold – et organiseret tilbud til de unge” under DBU København.

Problemstilling

Folkeoplysende foreninger i København har ofte problemer med at inddrage og fastholde unge 12 -18-årige i deres aktiviteter. Dette er en særlig udfordring i de udsatte byområder, hvor de unge hænger ud på gaden og blandt andet skaber utryghed frem for at deltage i det etablerede foreningsliv. Samtidig findes der flere midlertidige projekter, som formår at appellere til de unge, men disse projekter fungerer ofte løsrevet fra foreningerne og har svært ved at blive forankret i det etablerede foreningsliv, når projektperioden ophører.

Folkeoplysningsudvalget har i flere omgange diskuteret, hvordan man kan imødekomme denne udfordring, herunder hvordan der kan udvikles nye foreningstyper, som kan tiltrække de unge på en mere permanent basis.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen ser en mulighed for at imødekomme udfordringen ved, at Folkeoplysningsudvalget støtter op om DBU Københavns projekt ”Streetfodbold – et organiseret tilbud til de unge”. Forvaltningen anbefaler, at der gives en særlig bevilling til projektet, som løber over to år. Herefter er det forventningen, at DBU København i samarbejde med fodboldklubberne selv formår at videreføre indsatsen som en integreret del af deres daglige arbejde.

 

Projektets baggrund

Med projektet ønsker DBU København at trække på de erfaringer, som projektet Futbol De Calle har oparbejdet gennem fem års arbejde med at arrangere streetfodbold for børn og unge i alderen 8-16 år i udsatte byområder. De Calle har flere gange modtaget støtte fra Udviklingspuljen og Brobygningspuljen til deres projekter og har haft stor succes med at udforme lokale aktivitetstilbud i form af fleksible streetfodbold-turneringer, som i høj grad appellerer til de unge. Vel og mærke unge, der ikke normalt bliver medlem af de traditionelle fodboldklubber. De Calle har gennem årene afholdt mere end 600 gadeaktiviteter i 10 forskellige boligområder i København.

Det har dog været et problem for De Calle for alvor at bygge bro mellem de unge på gaden og fodboldklubberne. Med andre ord har overgangen fra gadefodbolden til det etablerede foreningsliv været svær, hvilket både Kultur- og Fritidsforvaltningen og De Calle selv har været opmærksomme på de seneste år. Med DBU Københavns projekt ønsker man nu at integrere gadefoldbolden i de etablerede klubber. Derved tilpasser klubberne sig de unges ønsker, og de unge får mulighed for at spille streetfodbold under mere organiserede former.

 

Projektets formål

Formålet med projektet er at støtte de københavnske fodboldklubber i at oprette streetfodbold-afdelinger og derved imødekomme en stigende efterspørgsel blandt de unge om faste street-tilbud, mere fleksibel træning på de unges præmisser og turneringskampe på street-niveau. På den måde forankres De Calles aktiviteter og erfaringer i de etablerede klubber, og streetfodbolden udvikles fra et projekt til en integreret del af københavnsk fodbold.

 

Aktiviteter og mål:

Helt konkret ansættes de to medarbejdere fra De Calle i DBU København. De to medarbejdere skal blandt andet arbejde for:

·         at der etableres streetfodbold-afdelinger i minimum 10 fodboldklubber i København (DBU København har positive tilkendegivelser fra flere interesserede klubber, herunder B93, Fremad Valby og Bispebjerg Boldklub)
·         at der etableres en bydækkende streetfodbold-liga

·         at der afholdes events i streetfodbold

·         at der uddannes 30 streetfodboldtrænere (rollemodeller), som tilknyttes klubberne

·         at streetfodbold-afdelingerne og events/arrangementer etableres og afholdes i udsatte byområder, mere specifikt bl.a. Akacieparken, Holmbladsgade, Tingbjerg mv. (der findes knap 30 fodboldklubber med ungdomsafdelinger i eller tæt ved de udsatte byområder)

Målet er, at 4.000 børn og unge (drenge og piger 12-19 år)  i løbet af projektet meldes ind i de eksisterende fodboldklubber og betaler kontingent.

Det er en forudsætning for bevilligen til DBU København, at der nedsættes en styregruppe for projektet med deltagelse af en repræsentant fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Se bilag 1 for projektbeskrivelse og bilag 2 for budget.

Ifølge retningslinjerne for Udviklingspuljen kan der ikke bevilges midler til foreninger, der ikke er godkendt som folkeoplysende. DBU København er ikke en folkeoplysende forening og kan derfor ikke søge Udviklingspuljen på normal vis. Folkeoplysningsudvalget har imidlertid mulighed for selvstændigt at tage initiativ til at støtte projekter, der understøtter foreningslivet. Tidligere eksempler på dette er en aktivitetsmedarbejder på DSB-arealet og Carlsberg-boblen.

Økonomi

Forvaltningen indstiller, at der bevilges i alt 400.000 kr. fra Udviklingspuljen for børn og unge til DBU København.

Såfremt der afsættes 400.000 kr. fra Udviklingspuljen til projektet, vil forvaltningen undersøge muligheden for, at disse midler kan indgå som Kultur- og Fritidsudvalgets medfinansiering til en ansøgning på 600.000 kr. til Den Tværgående Integrationspulje under Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. I så fald vil København Kommune samlet set støtte projektet med 1 mio. kr. Såfremt der ikke bevilges midler fra Den Tværgående Integrationspulje, søges der finansiering via andre puljer og fonde.
DBU København egenfinansierer med 600.000 kr., mens DIF bidrager med 100.000 kr.

Videre proces

Såfremt den fulde projektfinansiering tilvejebringes af DBU København, udbetales midlerne fra Københavns Kommune, og projektet igangsættes.

Beslutning

Mads Kamp Hansen bemærkede, at antallet af fodboldklubber, der har tilsluttet sig projektet, nu er oppe 12.

Anders Christensen bemærkede, at Folkeoplysningsudvalgets eventuelle tilskud først vil blive udbetalt, når hele projektets finansiering er på plads.

Herefter blev indstillingen godkendt.
Til top