Status på aftenskolernes regnskabsaflæggelse for 2025 og igangsættelse af omfordeling 2026
Folkeoplysningsudvalget orienteres om status for aftenskolernes regnskabsaflæggelse for regnskabsåret 2025 og skal tage stilling til omfordeling på voksenundervisningsområdet 2026.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager status for aftenskolernes regnskabsaflæggelse for 2025 til orientering, og
- at Folkeoplysningsudvalget godkender, at forvaltningen igangsætter omfordeling for 2026.
Problemstilling
Aftenskolerne har aflagt regnskab for 2025 med frist den 1. april. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har færdigbehandlet 37 ud af 53 regnskaber. Den foreløbige regnskabsbehandling viser en tilbagebetaling til forvaltningen på 1,8 mio. kr., som kan indgå i omfordeling i 2026.
Løsning
Aftenskolerne modtog i 2025 samlet 45,0 mio. kr. i tilskud.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har pr. 10. maj færdigbehandlet regnskaber for 37 ud af 53 aftenskoler, heraf ét slutregnskab. 15 tilskudsregnskaber og 4 visitkortregnskaber behandles fortsat, men forventes færdigbehandlet i midten af juni.
Ved regnskabsbehandlingen viser den foreløbige afregning en tilbagebetaling på ca. 1,8 mio. kr. til Københavns Kommune. For de aftenskoler, hvis regnskaber ikke er færdigbehandlet, estimeres en tilbagebetaling på ca. 0,3 mio. kr.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller, at foreløbige tilbagebetalte midler samt 1,0 mio. kroner af den afsatte buffer på 1,7 mio. kr. til nye aftenskoler indgår i omfordeling for 2026, og at forvaltningen indkalder ansøgninger om tilskud til meraktivitet i 2026 med frist d. 1. juli. Ansøgningerne behandles på udvalgets møde d. 15. september.
Økonomi
Den foreløbige tilbagebetaling fra aftenskoler for 2025 samt restmidler udgør 3,5 mio. kr. Der afsættes en buffer på 700.000 kr. til eventuelle mindreindtægter på rammen. Den samlede ramme til omfordeling 2026 er dermed 2,8 mio. kr.
Videre proces
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen fortsætter sagsbehandlingen af aftenskolernes regnskaber. Forvaltningen indhenter desuden ansøgninger til omfordelingstilskud til meraktivitet i 2026. Ansøgningerne og den endelige regnskabsopgørelse behandles på udvalgets møde den 15. september.
Mads Kamp Hansen
/ Marianne Kruckow