Mødedato: 29.05.2002, kl. 19:00

Retningslinier for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet samt ansøgning om tilskud fra brobygningspuljen (Bilag)

Retningslinier for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet samt ansøgning om tilskud fra brobygningspuljen (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 29. maj 2002

 

Sager til beslutning

11. Retningslinier for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet samt ansøgning om tilskud fra brobygningspuljen (Bilag)

FAU 243/2002 J.nr. 243/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget

at Høringssvarene fra Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet tages til efterretning,

at "Retningsliner for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet" tiltrædes.

at der bevilges Brønshøj Boldklub kr. 145.000 til projektet "Klubudvikling i bydelen Tingbjerg med Brønshøj Boldklub som omdrejningspunkt".

RESUME

Forslaget til en ny integrationsindsats på kultur- og fritidsområdet blev vedtaget på et fællesmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget d. 10. oktober 2001.

Som led i indsatsen blev det besluttet at afsætte 1,2 mill. kr. i en brobygningspulje, som foreninger kan søge til projekter. Vedlagte retningsliner anbefales at danne grundlag for vurderingen af ansøgningerne.

Retningslinierne blev sendt i høring i Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet. Høringssvarene foreligger nu.

Forvaltningerne indstiller retningslinierne endeligt godkendt med den ændring, at der besluttes fire faste ansøgningsfrister i stedet for løbende ansøgningsfrist.

I sagen forelægges endvidere en konkret ansøgning til brobygningspuljen fra Brønshøj Boldklub. Projektet går ud på "at koble fodboldmæssige, sociale, arbejdsmarkeds- og uddannelsesmæssige aspekter, så klubbens medlemmer og brugere udvikler kompetencer, der gør dem til gode medspillere på fodboldbanen, i lokalområdet, på udddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet". Boldklubben søger om tilskud til en idrætspædagog.

SAGSBESKRIVELSE

Retningslinierne for brobygningspuljen (efter høring)

Indledning

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med repræsentanter fra Integrationsrådet og foreningslivet udarbejdet forslag til oprettelse af et projekt for at styrke integrationsindsatsen på kultur- og fritidsområdet.

Det blev vedtaget at iværksætte initiativet på et fællesmøde den 10. oktober 2001 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget rekvirerer ydelsen hos Kultur- og Fritidsudvalget efter køb/salg-modellen. Projektet er forankret i Kultur- og Fritidsforvaltningen under Folkeoplysningssekretariatet (FOS). Projektet har fået navnet "Projektrådgivningen – mangfoldighed, kultur og fritid".

Som led i indsatsen blev det besluttet at afsætte 1,2 mill. kr. i en brobygningspulje, som udmøntes efter høring af de to udvalg.

Forvaltningerne har udarbejdet retningslinier for puljen. Retningslinierne er vedlagt som bilag 1.

Kultur- og Fritidsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede i marts 2002, at retningslinierne sendes til høring i Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg med høringsfrist tirsdag d. 9. april 2002.

Integrationsrådets og Integrationsudvalgets høringssvar foreligger nu, og er vedlagt som henholdsvis bilag 2 (Integrationsrådet) og bilag 3 (Integrationsudvalget).

Høringssvar fra Integrationsrådet

Integrationsrådet er umiddelbart positiv over for brobygningspuljen og retningslinierne herfor. Dog anbefaler Integrationsrådet, at der hvert år udmeldes prioriteringsområder for puljen. Endvidere anbefaler Integrationsrådet, at der tages stilling til, hvordan puljen annonceres, samt hvornår på året puljen udmeldes.

Forvaltningernes bemærkninger

Forvaltningerne er enige i det hensigtsmæssige i at målrette anvendelsen af puljen til indsatsområder, hvor man ønsker nogle resultater og erfaringer. Dette fremgår da også af retningsliniernes § 3 stk. 1 og 2.

Ved en evaluering af projektet kan retningslinierne for tildeling af tilskud fra brobygningspuljen også vurderes for at se, om det er de rigtige prioriteringsområder, der er valgt.

Ønsket om stillingtagen til hvornår puljen udmeldes bliver taget op nedenfor.

Høringssvar fra Integrationsudvalget

Integrationsudvalget er umiddelbart positiv, men har et forbehold.

Integrationsudvalget anfører således, at man ser et problem i forhold til det økonomiske aspekt af tiltaget. Udvalget anfører, at der ikke i forslaget er taget stilling til, hvorledes man skal forholde sig hvis puljen på 1,2 mio. kr. opbruges, og der herefter kommer ansøgninger.

I den forbindelse henleder Integrationsudvalget opmærksomheden på, at det er vigtigt at holde sig lighedsgrundsætningen for øje i tildelingen af midler, hvilket Integrationsudvalget forudsætter, at § 12 i retningslinierne skal sikre. Med lighedsgrundsætningen forstås ifølge Integrationsudvalget, at ens tilfælde skal behandles lige.

Integrationsudvalget anfører videre, at problemet i forhold til lighedsgrundsætningen er, at der kan blive en skævvridning i fordelingen af midler, når der i alt kun er afsat et bestemt beløb til fordeling. Herved risikerer man ifølge Integrationsudvalget, at de foreninger, som søger efter midler på et tidspunkt, hvor puljen er opbrugt ikke stilles lige i forhold til foreninger, som har søgt om midler på et tidligere tidspunkt.

Integrationsudvalget finder det derfor vigtigt at overveje, hvilken betydning det har, når de afsatte midler er opbrugt, herunder hvorvidt man ønsker at anvende et først-til-mølle-princip. Integrationsudvalget finder derfor kun at kunne støtte retningslinierne, såfremt denne problemstilling afklares nærmere.

Forvaltningernes bemærkninger

Indledningsvis skal understreges, at forvaltningerne er helt enige i, at det altid er vigtigt at holde sig lighedsgrundsætningen for øje i forbindelse med tildelingen af midler, og gør det i øvrigt også i det daglige arbejde med administrationen af diverse puljer mv.

Som udslag af lighedsgrundsætningen har borgerne krav på at kunne vurdere adgangen til de pågældende midler. Dette er baggrunden for, at der nu skal fastsættes retningslinier for brobygningspuljen, der gør det muligt for borgerne at opnå sikkerhed for en ligelig behandling efter saglige kriterier i forhold til det angivne formål med brobygningspuljen. Fastsættelse af retningslinierne for brobygningspuljen er således et konkret udslag af lighedsgrundsætningen.

Med hensyn til bemærkningen om, at brobygningsmidlerne kan være opbrugt i løbet af året kan dette bestemt ikke afvises. Tværtimod er der en årelang erfaring for denne situation inden for tilskudsområdet/puljeområdet. Den umiddelbare konsekvens i forhold til en forening, der søger på et tidspunkt, hvor midlerne er opbrugt, er således, at der må meddeles afslag på grund af manglende midler. Til gengæld kan foreningen opfordres til at søge igen i det nye budgetår.

Som eksempel på den erfaring kan nævnes den tidligere start- og udviklingspulje i henhold til folkeoplysningsloven, hvor foreninger løbende kunne indsende ansøgninger. Ansøgningerne blev løbende behandlet af Folkeoplysningsudvalget, indtil start- og udviklingspuljen for det pågældende budgetår var opbrugt.

Denne fremgangsmåde er ikke ualmindelig for områder, der forudsætter at der ageres hurtigt, og hvor man ikke kan afvente f.eks. en årlig ansøgningsrunde. Såfremt målgruppen skal nås, når motivationen er til stede, skal de økonomiske beslutninger i forbindelse med projektet træffes hurtigst muligt efter at ansøgningen er modtaget.

At der ikke foreligger nogen ansøgningsfrist henholdsvis at puljen kan være opbrugt i løbet af året ændrer imidlertid ikke på, at lighedsgrundsætningen er opfyldt, jf. de foreliggende retningslinier. Retningslinierne er som nævnt med til at give borgerne sikkerhed for ligelig behandling.

Forvaltningerne finder imidlertid, at der kan være en række praktiske hensyn, der tilsiger, at der indarbejdes faste ansøgningsfrister i retningslinierne. Faste ansøgningsfrister kan gøre det nemmere for de politiske udvalg direkte at sammenligne indkomne ansøgninger og der skal tages stilling til ansøgninger til puljen et begrænset antal gange.

Det foreslås på denne baggrund sammenfattende, at det i retningsliniernes §§ 6 og 7 indarbejdes, at der er fire årlige ansøgningsfrister (den 1. februar, 1. maj, 1. august, 1. november).

En af begrundelserne for, at der oprindeligt blev foreslået løbende ansøgningsfrister, var som tidligere anført hensynet til, at initiativtagerne hurtigst muligt skal kunne igangsætte deres projekter. Med fire ansøgningsfrister vil der stadig være en relativ kort tid for ansøgerne at vente på behandling af deres ansøgning.

Konklusion

Forvaltningerne indstiller, at retningslinierne tiltrædes med ændringer i §§ 6 og 7 (indarbejdelse af fire årlige ansøgningsfrister).

Forvaltningerne finder under henvisning til foranstående bemærkninger, at Integrationsrådets og Integrationsudvalgets bemærkninger ikke giver anledning til yderligere ændringer i retningslinierne, og indstiller derfor, at retningslinierne tiltrædes i den nu foreliggende form.

 

Ansøgning fra Brønshøj Boldklub

Indledning

Brønshøj Boldklub har ansøgt om tilskud fra brobygningspuljen til integrationsprojektet "Klubudvikling i bydelen Tingbjerg med Brønshøj Boldklub som omdrejningspunkt". Projektet løber fra 2002 til og med 2004.

Baggrunden for projektet er, at en meget stor del af befolkningsgrundlaget i Tingbjerg er etniske minoriteter. 75% af ungdomsmedlemmerne i Brønshøj Boldklub har indvandrerbaggrund. I seniorafdelingen er det kun 4%. Man vil gerne kunne fastholde en større del af ungdomsmedlemmerne, når de bliver seniorer.

Projektet går ud på "at koble fodboldmæssige, sociale, arbejdsmarkeds- og uddannelsesmæssige aspekter, så klubbens medlemmer og brugere udvikler kompetencer, der gør dem til gode medspillere på fodboldbanen, i lokalområdet, på uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet.".

Delmålene med udviklingsarbejdet er:

  • At gøre klubhuset til et naturligt samlingssted for bydelen Tingbjerg – klubhuset som aktivitetscenter - hvor idrætten fungerer som nøgle til at kulturformidle og brobygge.
  • At sikre værestedets fortsatte eksistens, som en integreret del af klubben og dermed lokalområdet.
  • At trænere og ledere opnår tilstrækkelige kompetencer til at løse integrationsopgaven med idrætten som det bærende element.
  • At udbygge samarbejdet med øvrige idrætsgrene og øvrige interessenter i bydelen Tingbjerg, så der opnås en synergieffekt mellem fritid, sociale kompetencer, uddannelse og erhverv.

Børn, unge, voksne i klubben og nye brugergrupper skal tiltrækkes af tilbuddene i klubben.

Bag projektet ligger intentionerne om at skabe fundamentet for en styrkelse af sociale relationer gennem et bevidst fritidsliv. Herpå skal udvikles kompetencer, der kvalificerer brugerne til uddannelse og arbejdsliv og gør dem til aktive medborgere. Indsatsen sker i samarbejde mellem Brønshøj Boldklub, erhvervsliv/uddannelsesinstitutioner, bydelen Tingbjerg og Københavns Kommune.

Samarbejdspartnerne i kommunen er Kultur- og Fritidsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Der er nedsat en styregruppe til at følge projektet. Her er Folkeoplysningssekretariatet repræsenteret. Der er endvidere tæt kontakt til Lokalcentret Brønshøj-Husum-Tingbjerg v. chefen for lokalcentret. Når projektet igangsættes vil Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens distriktsmedarbejder på klubområdet også blive tættere inddraget i projektet.

Hvad er perspektivet – hvorfor er det interessant?

Projektet er interessant, fordi det er en idrætsforening, som tager initiativ til at lave et målrettet integrationsarbejde i en hel bydel med mange etniske minoriteter. Initiativet skal ikke bare sikre foreningen en overlevelse men samtidig udvikle deltagernes sociale, uddannelses- og erhvervsmæssige kompetencer. Dvs. Brønshøj Boldklub tager et socialt ansvar i forhold til det omgivende samfund.

Foreningernes lyst og mulighed for at tage et socialt ansvar har i mange år været genstand for debat. Her er et udspil til, hvordan man i samarbejde med andre instanser i samfundet kan forene udvikling af foreningen med udvikling af kompetencer for etniske minoriteter, som i mange tilfælde har sværere ved at få en uddannelse og få fodfæste på arbejdsmarkedet end andre. Gennem et engagement i foreningslivet kan etniske minoriteter få en mere aktiv rolle i det danske samfund, som kan lette integrationen også på arbejdsmarkedet.

Integrationsprojektet må derfor ses som et forsøgsprojekt, som kan danne grobund for lignende projekter i andre foreninger og bydele.

Projektet er udviklet i samarbejde mellem Danmarks Idræts-Forbund/Dansk Boldspil Union, Københavns Kommune (FOS) og Brønshøj Boldklub. Projektets tidshorisont er fra 2002 til udgangen af 2004.

Tingbjerg er et af de lokalområder, som integrationsteamet vil lægge deres ressourcer i fra begyndelsen. Integrationskonsulenterne vil således kunne følge projektet og være med til at sikre, at de ønskede målsætninger nås.

Hvad søges der om

Brønshøj Boldklub har ansøgt brobygningspuljen om et tilskud på kr. 145.000 kr. til ansættelse af en idrætspædagog. Idrætspædagogen skal være den daglige ansvarlige for værestedet og planlægge arrangementer, hvor børn og forældre deltager. Idrætspædagogen skal også indgå i det lokale netværk og er ansvarlig for at opsamle erfaringer fra projektet. For at projektet kan køre videre i 2003 vil der blive forelagt udvalgene fornyet ansøgning om tilskud til idrætspædagogens løn i 2003.

Folkeoplysningsudvalget har bevilget 120.000 kr. fra udviklingspuljerne til etablering af projektet. Derudover søges 145.000 kr. fra udviklingspuljen for flygtninge og indvandrere til den anden halvdel af årslønnen for idrætspædagogen.

Dansk Boldspil Union har givet tilskud på 110.000 kr. til bl.a. uddannelse.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Tingbjerg Fællesråd har søgt Integrationsministeriet om, at Tingbjerg bliver et modelområde på linie med andre kvartersløftprojekter. Såfremt Tingbjerg udpeges til modelområde vil man lokalt bruge en del af midlerne til Brønshøj Boldklub-projektet, som bakkes op af private og offentlige instanser i Tingbjerg.

Tidligere har Brønshøj Boldklub fået tilskud fra Folkeoplysningsudvalgets start- og udviklingspulje til et værested og fra Folkeoplysningsudvalgets udviklingspuljer til at sørge for at deltagerne i værestedet blev sluset over i fodboldklubben. Begge projekter har været succeser.

Hvilke kriterier i Brobygningspuljen opfylder projektansøgeren?

Det indstillede projekt opfylder følgende kriterier i forhold til brobygningspuljens retningslinier § 3 stk. 1:

  • Etablering af aktiviteter for etniske minoriteter rettet mod medlemskab i det frivillige foreningsliv.
  • Foreningslivets medvirken til integration gennem udvikling og afprøvning af modeller i samarbejde med erhvervsliv/uddannelsesinstitutioner.

I forhold til § 3, stk. 2 opfylder projektet følgende krav:

  • Information om det danske foreningslivs traditioner, pligter og muligheder til forældre til børn/unge af etniske minoritetsgrupper.
  • En særlig indsats for at få flere piger/kvinder aktive i foreningslivet.

MILJØVURDERING

Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

ØKONOMI

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen rekvirerer ydelser hos Kultur- og Fritidsforvaltningen for i alt 3,3 mill. kr. årligt. Heraf er 1,2 mill. kr. afsat til brobygningspuljen jf. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning d. 10. oktober 2001.

Projektet "Klubudvikling i bydelen Tingbjerg, med Brønshøj Boldklub som omdrejningspunkt" har et samlet budget på 2.932.500 kr. for perioden 2002 – 2004. Heraf er de 2.340.000 kr. til løn. Det samlede budget for det første år er 1.122.500 kr. Heraf foreslås det, at brobygningspuljen giver tilskud på 145.000 kr. til lønnen for idrætspædagogen det første år.

Der er ikke bevilget penge fra puljen endnu. Der vil således være 1.055.000 kr. tilbage i puljen, hvis tilskuddet til Brønshøj Boldklub bevilges.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Nærværende indstilling om retningslinier for brobygningspuljen er udarbejdet på baggrund af høringssvarene fra Integrationsrådet og Integrationsudvalget.

BILAG

  1. Retningslinier for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet.
  2. Høringssvar fra Integrationsrådet
  3. Høringssvar fra Integrationsudvalget

4. Projektbeskrivelse fra Brønshøj Boldklub

 

Olga Brüniche-Olsen / Grethe Munk

 

Til top