Mødedato: 26.09.2001, kl. 12:30

Orientering i forbindelse med Jobskolens ophør (Bilag)

Orientering i forbindelse med Jobskolens ophør (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. september 2001

 

Sager til drøftelse

7. Orientering i forbindelse med Jobskolens ophør (Bilag)

FAU 359/2001 J.nr. 359/01

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens orientering om Jobskolens ophør til efterretning.

RESUME

Jobskolen blev etableret i 1998, som et tværsektorielt udviklingsprojekt med det formål at nå marginaliserede unge mellem 13-16 år, som ikke følger undervisningen i det ordinære skolesystem, og som i almindelighed er kendt af de sociale myndigheder. Grundideen var at skabe motivation via praktisk arbejde (produktionsværksteder) til igen at påbegynde undervisning.

I 2000 blev det besluttet, at integrere jobskolen i Center for Aktivering og Beskæftigelses (CAB) almindelige virksomhedsområde. En evalueringsrapport udarbejdet af CAB angav flere udviklingsperspektiver for Jobskolen, ligesom den godtgjorde tilstedeværelsen af såvel behovet og målgruppen for Jobskolens aktiviteter. Det har dog vist sig igennem det sidste år, at det ikke har været muligt, at skabe det indhold og de rammer der skal til, for at tiltrække og fastholde målgruppen. CAB konkluderer i sin rapport om forløbet, der førte frem til beslutningen om lukning af Jobskolen, at man ikke længere har fundet det, hverken fagligt eller ressourcemæssigt, forsvarligt at fortsætte med aktiviteten.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har derfor, i forståelse med Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen, taget CABs beslutning om at ophøre med aktiviteten til efterretning. Der er sket en gradvis udslusning af de tilbageværende elever til andre aktiviteter, ligesom personalet i takt hermed er blevet overført til andet arbejde indenfor organisationen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder sammen med Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen på etablering af alternative mere individualiserede skoletilbud til målgruppen til erstatning for Jobskolen. Sagen er sat på dagsordenen til et fælles udvalgsmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Ungdoms- og Uddannelsesudvalget d. 28. november.

SAGSFREMSTILLING

Baggrund.

Jobskolen blev oprettet i 1998 som et 3-årigt forsøgsprojekt i et samarbejde mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen (UUF) og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (FAF). Der blev nedsat en styregruppe med repræsentanter for de 2 forvaltninger, først med UUF og senere med FAF som ansvarlig. Driftsansvaret blev oprindelig placeret under Københavns Produktionsskole, men overgik senere til Center for Aktivering og Beskæftigelse (CAB), idet det på et fælles udvalgsmøde mellem de to forvaltninger d. 12 januar 2000 blev besluttet,at Jobskolen efter en forsøgsperiode nu skulle integreres i CABs almindelige virksomhedsområde.

I 1998 og 1999 blev skolen drevet dels med EU-midler (1/3), dels FAF-midler (1/3), dels UUF-midler (1/3), mens EU-finansieringen i 2000 og 2001 blev erstattet af FAF-midler (CAB's budget).

Jobskolens kapacitet blev helt oprindeligt fastsat til 40 årspladser, men har efterfølgende successivt måttet reduceres til 20 på grund af opgavens sværhedsgrad. Ligeledes var oprindeligt forudsat et personale på 7, der imidlertid har måttet udvides til 9.

Projektet er beskrevet som et tilbud til udsatte unge mellem 13 og 16 år, der er havnet i en situation, hvor de ikke følger undervisningen i det ordinære system. Der er dermed tale om unge, der fortsat er undervisningspligtige, men som står i fare for at blive tabt – eller allerede er ude af skolesystemet.

Den oprindelige visitation foregik fra 2 lokalcentre. Dette blev dog hurtigt udvidet til alle lokalcentre.

Ideen med Jobskolen var at afprøve alternative metoder til at motivere og træne de unge til (primært) uddannelsessystemet og (sekundært) arbejdsmarkedet. Opgaven var herunder at opøve personlige og sociale kompetencer. Metodisk blev der taget udgangspunkt i, at en praktisk produktionsvirksomhed på værksteder kombineret med skoleundervisning kunne danne baggrund for dels en grundlæggende socialisering, dels motivation til uddannelse (og arbejde). Tanken var bl.a., at eleverne gennem det praktiske arbejde skulle opnå en indsigt i behovet for samarbejde og i behovet for undervisning og uddannelse.

Nøgletal.

Jobskolen havde i 2000 udgifter på i alt 3,64 mill. Kr., hvoraf UUF dækkede 1,4 mill. Kr., CAB 1,64 mill. Kr. og de Lokale Centre 0,6 mill. Kr.

Skolen havde i 2000 kontakt til i alt 32 elever, hvoraf 6 blev tilbagevisiteret, flyttede eller kom i døgntilbud. Andre 4 kom på Teknisk Skole, mens 7 kom i gang på efterskole, ungdomsskole eller produktionsskole.

Status i foråret 2001 var, at skolen havde 12 elever i alderen 14 – 16 år fordelt med 11 drenge og 1 pige, hvoraf de 5 havde anden etnisk baggrund og 7 var henvist fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og 5 fra UUF.

Efter beslutningen om at lukke ned for aktiviteten, er de tilbageværende elever gradvist blevet udsluset til andre aktiviteter. Den sidste elev har forladt skolen pr. 1.9.2001.

Skolens personale er overført til andet arbejde indenfor organisationen i takt med udslusningen af de tilbageværende elever.

Erfaringer

Erfaringerne gennem de snart 3 år har vist, at målgruppen har været langt mere belastet end oprindelig forudset. Manglen på de mest basale sociale færdigheder har bevirket, at opgaven med at socialisere eleverne har været langt mere krævende og omfattende, end konceptet har lagt op til. Der har i høj grad været tale om nødvendigheden af "mandsopdækning".

Oprindelig var tanken, at CAB gennem mange års erfaring med at kombinere praktisk arbejde, arbejdstræning og undervisning, kunne tilbyde også denne målgruppe et relevant tilbud. Målgruppen viste sig imidlertid at være så belastet, at det blev endog meget vanskeligt at løse opgaven.

Medarbejdere og ledere har igennem disse 3 år gjort et betydeligt stykke arbejde for at løse denne meget vanskelige opgave, ligesom der er lagt mange øvrige ressourcer fra CAB´s side i at få løftet opgaven. Men opgavens karakter og voldsomhed har betydet, at der har været en stor gennemstrømning af medarbejdere, ligesom der har været tale om flere lederskift.

Til yderligere belysning af problemstillingerne kan oplyses, at det i forbindelse med Jobskolens afvikling blev besluttet at opsamle medarbejdernes erfaringer (vedlagt som bilag) og herunder deres vurderinger af de betingelser de har haft for skolens virke.

Der har i opsamlingen i høj grad været fokus på det pædagogiske arbejde og dermed mindre på selve ressourceindsatsen.

Projektet har i perioden både for så vidt deltagertal, som personale i betydelig grad udviklede sig væk fra de oprindelige forudsætninger. På denne baggrund var og er det CABs vurdering at det ikke er fagligt og ressourcemæssigt forsvarligt at videreføre Jobskolen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder sammen med Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen om etablering af alternative mere individualiserede skoletilbud til målgruppen, således at man udnytter erfaringerne fra Jobskolen i udviklingen af nye og bedre tilbud.

MILJØVURDERING

Ingen

ØKONOMI

Ingen

HØRING

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

  • Rapport af 11. september 2001 fra Center for Aktivering og Beskæftigelse med bilag.

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top