Mødedato: 22.08.2001, kl. 13:00

Orientering om udtalelse fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune (Bilag)

Orientering om udtalelse fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. august 2001

 

Sager til drøftelse

12. Orientering om udtalelse fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune (Bilag)

FAU 310/2001 J.nr. 310/01

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen om udtalelsen fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune til efterretning.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte den 9. maj 2001 indstilling om redegørelse om samarbejde og økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde.

Der blev efterfølgende annonceret i de landsdækkende aviser og i lokalaviser i Københavns Kommune om, at redegørelsen til Socialministeriet kunne rekvireres ved henvendelse til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Endvidere blev redegørelsen indlagt på Internettet: www.Copenhagencity.dk.

De frivillige sociale organisationer i kommunen havde herefter mulighed for at afgive udtalelse til den kommunale redegørelse indenfor en frist af 4 uger fra annonceringen.

Der er indkommet en udtalelse fra Kontaktudvalget for det frivillige sociale arbejde i Københavns Kommune bilagt kopi af dagsorden for ordinært møde i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 16. maj 2001, punkt 4 "Beboerrådgiver i privat udlejningsbyggeri i kvarterløftområdet Nordvest", brev fra Boligfonden for Enlige Mødre og Fædre samt brev fra Settlementet Saxogård vedrørende Familieværkstedet "Biksen".

Redegørelsen bilagt udtalelse fra Kontaktudvalget for det frivillige sociale arbejde i Københavns kommune er indsendt til Socialministeriet den 29. juni 2001.

SAGSBESKRIVELSE

Udtalelsen fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune indledes med, at redegørelsen og intentionerne i Københavns Kommunes frivillighedspolitik vurderes som gode og fremtidsorienterede og der udtrykkes glæde over, at Københavns Kommune så klart ønsker at styrke samarbejdet.

Imidlertid er der nogle punkter, hvor Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune forholder sig skeptisk.

Det fremgår af udtalelsen:

"På det generelle plan om tilskudsmuligheder fra § 115 til frivillige organisationer, ser Kontaktudvalget med nogen skepsis på Københavns Kommunes inddragelse af disse midler i projekter, der tilsyneladende er igangsat af kommunen selv, i nogle tilfælde i samarbejde med andre aktører som boligselskaber, Kvarterløft etc.

"Vi kunne også udtrykke det på den måde, at det synes som om, at kommunen bruger den goodwill som det frivillige arbejde har opnået til at få stillet statslige midler til rådighed til at fremme opgaver, som kommunen nok burde tage sig af."

"Et eksempel på dette er bl.a. vedlagte udskrift fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets dagsorden af 16. maj 2001, hvor man i indstillingen – FAU 223/2001 – stiller i udsigt, at et boligsocialt projekt overvejende oprettet og finansieret af Boligministeriet og Kommunen, kan søge tilskud via § 115-midlerne. Dette er formentlig juridisk muligt, men vi har mere end vanskeligt ved at se, at dette skulle være intentionerne i § 115.

Vi er i Kontaktudvalget oprigtigt bekymret for, at det skred der tilsyneladende sker i filosofien bag frivillighedsområdet, og som det kommer til udtryk i § 115, på denne måde er ved at udvande det frivillige arbejde".

Som det fremgår af indstillingen FAU 223/2001 "Beboerrådgiver i privat udlejningsbyggeri i kvarterløftområdet Nordvest" er det nævnt, at der " i projektets løbetid vil kunne søges om tilskud fra § 115-midler, fonde m.v."

Ordningen med en boligrådgiver i privat udlejningsejendomme er et supplement til de øvrige initiativer i kvarterløftområdet.

Såfremt der af denne ordning udspringer initiativer, der opfylder betingelserne for støtte til frivilligt socialt arbejde iht. § 115 i Serviceloven vil der naturligvis være mulighed for at yde støtte i lighed med tilsvarende projekter. Aktuelt er der ikke initiativer af denne art i tilknytning til beboerrådgiverordningen i det private udlejningsbyggeri i kvarterløftområdet.

Af udtalelsen fremgår endvidere:

"Det forekommer os, at forvaltningen og politikere har vanskeligt ved at delagtiggøre Kontaktudvalget i fremtidige planer, tiltag og tanker på det frivillige område. Kontaktudvalget er til dato ikke blevet inviteret til drøftelser med kommunen om fremtidige tiltag eller planer, hvilket naturligvis kan skyldes, at der ikke har været nogle.

Som et lille eksempel på andre samarbejdsrelationer, kan nævnes, at Kontaktudvalget ikke modtager invitationer til konferencer på det sociale område, der afholdes af kommunen. Dette er formentlig en banal fejl, men viser, at det tilsyneladende er svært for en stor organisation som Københavns Kommune, at indtænke den frivillige indsats i det daglige arbejde".

Borgmester Winnie Larsen-Jensen deltog i Kontaktudvalgets møde den 2. maj 2001. På dette møde fremsatte Kontaktudvalget ikke ovenstående synspunkter jfr. vedlagte referat af mødet 2. maj 2001 i Kontaktudvalget.

Og endvidere i udtalelsen:

"Flere af Kontaktudvalgets medlemmer har givet udtryk for en undren over, at kommunen har lavet aftaler med enkelte frivillige projekter, før den formelle frist og behandling af ansøgninger i den årlige ansøgningsrunde har været tilendebragt.

Disse aftaler har, så vidt vi kan bedømme, beslaglagt en forholdsvis pæn del af den samlede § 115-pulje. Vi er af den opfattelse, at denne fremgangsmåde kan hæmme den gensidige tillid mellem kommunen og de frivillige organisationer".

Dette spørgsmål blev drøftet på Kontaktudvalgets møde den 2. maj 2001 jfr. vedlagte referat.

Med udtalelsen fra Kontaktudvalget er bilagt brev af 7. juni 2001 fra Ellen Hansen, Boligfonden for enlige Mødre og Fædre. Det fremgår heraf, at Boligfonden i 2001 har fået bevilget § 115-midler med kr. 30.000 og i 2000 kr. 75.000. Det anføres, at der i forbindelse med omlægningen af Tips- og Lottomidlerne er blevet reduceret i tilskud på mellem kr. 400.000 og kr. 500.000 til kr. 363.000 og i PUF-midler er Boligfonden sat ned til kr. 200.000 mod tidligere kr. 300.000.

Boligfonden for Enlige Mødre og Fædre har ifølge ansøgning i 2001 om § 115-midler et samlet budget for 2001 på kr. 2.500.000. Heraf anslås, at ca. 1.500.000 kr. skal anvendes til rådgivningsvirksomhed, kr. 900.000 til understøttelsesvirksomheden og de i alt 52 førstehjælpsboliger er budgetteret til at andrage kr. 280.000. Af de i alt 52 lejligheder er 22 lejligheder beliggende i Københavns Kommune. I Boligfonden er der ansat 3 socialrådgivere, 2 deltids-sekretærer og 1 projektmedarbejder og 15 frivillige.

Endelig er der med udtalelsen fra Kontaktudvalget bilagt brev af 1. juni 2001 fra Settlementet Saxogård, hvoraf det fremgår, at der er ansøgt om § 115-midler til "Familieværkstedet Biksen".

Saxogård rummer en daginstitution med 123 børn i alderen 0-10 år, en pensionistklub, manderådgivning, mødregruppe, formaliseret samarbejde med Københavns Overpræsidium om at forestå overvåget samvær, en feriekoloni ved Grenå Strand samt projektet "Familieværkstedet Biksen".

"Familieværkstedet Biksen" har fået bevilget § 115-midler med i alt kr. 71.544 i 2000 og kr. 12.000 i 2001. "Familieværkstedet Biksen" er et tilbud til forældre og deres børn.

Åbningstider:

Mandag fra 16-18 for børn og voksne

Mandag fra kl. 19-22 kun for voksne

Søndag fra kl. 12-15 for voksne og børn

Målgruppen er ifølge pjece udarbejdet af "Familieværkstedet Biksen":

"Familierne der bruger Familieværkstedet er den type familie, som ikke føler sig berettiget til at benytte de såkaldte "gratis sociale tilbud".

Mange af familierne oplever, de har flere ressourcer, og dermed ikke falder ind under kategorien. De føler, man skal have en speciel indgangsvinkel for at kunne benytte disse steder – eksempelvis være enlig, være arbejdsløs, misbruger, misbrugt, have store psykiske eller sociale problemer.

Familierne giver derfor ofte udtryk for, at der ikke er nogen steder for dem – på trods af, at Vesterbro bugner med tilbud af alle slags.

Familieværkstedets brugere er kort sagt, hvad jeg kalder "de uanbringelige" normale familier, der mangler et sted, hvor deres behov for rådgivning bliver dækket."

ØKONOMI

Ingen

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Udtalelse fra Kontaktudvalget for det Frivillige Sociale Arbejde i Københavns Kommune med bilag.
  • Kopi af referat af Kontaktudvalgets møde den 2. maj 2001.

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top