Mødedato: 14.11.2001, kl. 13:00

Forslag om opretholdelse og styrkelse af aktivitetsniveauet i CAB, samt tekniske tillægsbevillinger indenfor budgetområde 3, Voksne med behov for serviceydelser

Forslag om opretholdelse og styrkelse af aktivitetsniveauet i CAB, samt tekniske tillægsbevillinger indenfor budgetområde 3, Voksne med behov for serviceydelser

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. november 2001

 

Sager til beslutning

8. Forslag om opretholdelse og styrkelse af aktivitetsniveauet i CAB, samt tekniske tillægsbevillinger indenfor budgetområde 3, Voksne med behov for serviceydelser

FAU 413/2001 J.nr. 413/2001

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at budgettet for CAB's aktiviteter i 2002 udmøntes som beskrevet nedenfor, samt at aktivitetsniveauet i CAB kan opretholdes og styrkes i 2002 inden for en budgetramme på 156,4 mill. kr.

RESUME

Det nuværende aktivitetsniveau i CAB kan opretholdes i 2002 med et budget på 145 mill. kr., hvilket svarer til det forventede forbrug i 2001. Det foreslås, at CAB's budget udmøntes, jf. nedenstående tabel:

Tabel 1

Udmøntningen af eventuelle ekstraindtægter fra integrationsmidlerne i 2002 vil blive forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget særskilt.

SAGSBESKRIVELSE

I forlængelse af udvalgets beslutning på mødet den 12. september 2001, om at overføre 18 mill. kr. fra aktiveringsområdet til området for børn med særlige behov, indstiller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at overførslen kan finansieres ved en reduktion af Center for Aktivering og Beskæftigelses budget, uden at aktivitetsniveauet på beskæftigelsesområdet forringes. På beskæftigelsesområdet kan det nuværende serviceniveau således fastholdes ved en ramme på 145 mill. kr. i 2002. Dette forudsætter en overflytning af udgifter til beskæftigelsesprojekter på 5 mill. kr. fra det rammebelagte til det lovbundne område, jf. tabel 1.

Hertil kommer en styrkelse af indsatsen på aktiveringsområdet overfor flygtninge og indvandrere. Til denne forstærkede indsats er i budget 2002 afsat en budgetramme på 11,4 mill. kr. fra integrationsmidlerne.

Aktiviteten i Center for aktivering og beskæftigelse

Et uændret aktivitetsniveau indebærer et forventet årligt indtag på i alt ca. 14.500 personer, heraf ca. 7.000 fra de lokale centre, ca. 7.000 der skal genaktiveres efter ophør i hjælp inden for det seneste år, samt ca. 450 introduktionsydelsesmodtagere i sprog- og aktiveringsforløb under Integrationsloven. Med et gennemsnitligt aktiveringsforløb på mellem 3 og 4 måneder svarer dette til i alt ca. 4.000 årspladser.

Aktiviteterne i CAB kan opdeles i 4 hoveddele:

  • Jobformidling og virksomhedskontakt m.v., budgetramme 17,5 mill. kr.
  • Kompetenceudvikling, budgetramme 87,5 mill. kr.
  • Socialfaglig indsats og ydelsesansvar, budgetramme 20 mill. kr.
  • Administration, budgetramme 20 mill. kr.

Jobformidling og virksomhedskontakt m.v.

Målgruppen for denne del af indsatsen er ledige, som umiddelbart står til rådighed for arbejdsmarkedet, samt ledige, der som en naturlig del af deres videre handlingsplan skal tilbydes kompetenceudviklende aktiviteter og senere udslusning til arbejdsmarkedet.

Målgruppen serviceres gennem opretholdelsen af en markant virksomhedskontakt (8.000-10.000 kontakter, heraf 5.000 årlige besøg), oprettelse af løntilskuds- og jobtræningspladser (500-1.000 årspladser), frivillig ulønnet aktivering (100 årspladser), oprettelse af praktikpladser (500-1.000 årlige placeringer), samt en væsentlig indsats i forhold til jobklub, jobsøgning, visitation og afklaring (ca. 900 årspladser).

Aktiviteterne i denne del af indsatsen fordrer ca. 70 ansatte til bl.a. den umiddelbare visitation til tilbud og grundregistrering i KOMMA, samt udarbejdelse af handlingsplaner, jobformidling og virksomhedsopsøgning, støtte til træning af den ledige i jobsøgningsaktiviteter, praktikpladskontakt samt kontormæssig bistand m.v.

Indsatsen på området kan opretholdes indenfor en budgetramme på 17,5 mill. kr.

Kompetenceudvikling

Målgruppen i indsatsen er for 90 procents vedkommende ledige, som ikke er umiddelbart arbejdsmarkedsparate. Særligt er der tale om tre hovedgrupper af ledige:

  1. Ledige med et længerevarende ledighedsforløb bag sig og/eller manglende og forældede faglige kompetencer
  2. Ledige med manglende selvværd og evt. misbrugsproblemer
  3. Flygtninge og indvandrere, der udover ledighed og udover den type problemer der også gør sig gældende hos ledige etniske danskere, også har sproglige og/eller kulturelle problemer.

Langt den overvejende del af målgruppen har dog mere komplekse og sammensatte problemer, som udover de nævnte også kan involvere f.eks. unge ledige uden erhvervserfaring og uddannelse og ofte med misbrugsproblemer, ledige med urealistiske fremtidsplaner og ledige med specifikke sociale problemer, som vedrører f.eks. bolig, børn og økonomi.

Indsatsen overfor denne målgruppe er bygget op omkring forskellige job- og uddannelsesforberedende aktiviteter. Kapaciteten i Center for aktivering og beskæftigelse er ca. 1.700 årspladser fordelt på 60 forskellige aktiveringstiltag, der kombinerer indsatsområderne afhængig af behovene for de forskellige målgrupper. Dette er således en kombination af afklaring, opkvalificering, vejledning, socialisering, uddannelses- og arbejdstræning, viderevisitation, udslusning samt i visse projekter sproglæring.

Der købes endvidere 200-300 årspladser på eksterne uddannelsesinstitutioner bl.a. AMU, erhvervsskoler m.fl.

Hertil kommer hele kompetenceudviklingsindsatsen over for modtagere af introduktionsydelse under Integrationsloven. Her forudsættes kapaciteten udvidet til i alt 450 pladser, hvor nyankomne udlændinge modtager aktivering i form af sprogstimulerende aktiviteter, udvidede kurser i samfundsforståelse, samt brancherettet undervisning. Efter at have gennemgået den sprogopbyggende fase overgår kursisterne til en mere fagligt orienteret fase, hvor den faglige undervisning kombineres med fagrettet sprogundervisning og virksomhedspraktik.

Aktiviteterne i den samlede kompetenceudviklingsindsats fordrer ca. 355 ansatte til bl.a. undervisning, vejledning, viderevisitation, udslusning, praktisk instruktion, kontormæssig bistand, teknisk personale m.v. Heri indgår også mere fagligt orienterede opgaver som vedrører bl.a. grunduddannelse af samtlige nye medarbejdere, efteruddannelse, grafisk tilrettelæggelse og produktion, samt uddannelse af samtlige KOMMA-brugere i hele kommunen.

Den skitserede indsats på området kan opretholdes indenfor en budgetramme på 87,5 mill. kr.

Social faglig indsats og ydelsesansvar

Indsatsen relaterer sig fortrinsvist til de ca. 2.800 ledige, som CAB til daglig har ydelsesansvaret for, hvilket på årsplan svarer til ca. 70 % af de aktiverede. Hertil kommer de ca. 300 modtagere af introduktionsydelse, hvor CAB ligeledes har ydelsesansvaret.

Den socialfaglige indsats i forbindelse med varetagelsen af ydelsesansvaret omfatter en lang række af opgaver såsom:

  • Berettigelse og beregning af hjælp.
  • Ændrede ydelser i forbindelser med skift i aktiveringstype.
  • Opfølgning i forhold til hjælpsudbetalingen.
  • Håndtering af uberettiget fravær.
  • Indsats i forhold til sygefravær.
  • Øvrig vejledning i forhold til den økonomiske situation, herunder behandling af anmodning om enkeltydelser.

Løsningen af opgaverne er i videst muligt omfang integreret i det daglige vejledningarbejde. Det totale antal arbejdstimer lagt i denne indsats kan derfor kun i mindre omfang afgrænses. En del af det socialfaglige arbejde løses af ansatte undervisere, vejledere og instruktører, der modtager faglig sparring fra socialfagligt personale. Antalsmæssigt udgør det personale, der er afsat til det socialt faglige arbejde ca. 60 personer.

Den i hovedtræk beskrevne socialt faglige indsats kan opretholdes inden for en budget-ramme på 20 mill. kr.

Administration

Administrationen omfatter central økonomistyring, regnskabsudarbejdelse, visse administrative rutiner i forhold til kontanthjælpsadministration (f.eks. skatteindeholdelser og

checkudlevering), personaleadministration, journal, lønudbetaling til både ordinært personale, personer i løntilskud samt personer i visse typer offentlig jobtræning. Endvidere indgår klage- og bedragerisagsbehandling samt sikkerhedsarbejde og overordnet IT-betjening, herunder IT-budget for tværgående systemer (KOMMA osv.). Endvidere indgår de decentrale udbetalingsenheder i Københavns Jobformidling og Undervisningscenter for indvandrere i ressourceindsatsen, idet disse enheder varetager opgaver omkring arkivfunktion og visse kontanthjælpsopgaver, som må betegnes som rent administrative.

Administrationsopgaverne fordrer et personaleforbrug på ca. 40 ansatte inklusive teknisk personale og en budgetramme på 20 mill. kr.

Styrket indsats på flygtninge- og indvandrerområdet

Forøget aktivering af modtagere af introduktionsydelse.

Modtagere af introduktionsydelse skal tilbydes et fuldtidsaktiveringstilbud på 30 timer ugentligt, samt en styrket og særlig målrettet udslusning. Forslaget har baggrund i, at de første personer under integrationsloven nu nærmer sig udløbet af 3 års perioden. Dermed er der behov for en ekstraordinær indsats i forhold til at forebygge overgangen til evt. kontanthjælpsforsørgelse. Budgetramme 2 mill.kr.

Udvidet aktivering af ledige på sprogskole

I efteråret 2001 har Center for aktivering og beskæftigelse i et samarbejde med Lokalcenter Brønshøj/Husum påbegyndt aktivering af langvarigt ledige kontanthjælpsmodtagere med etnisk baggrund, som alene har været tilknyttet sprogundervisning. Gruppen tilbydes i stedet et forløb med kombineret sprogundervisning og faglig opkvalificering, med henblik på målrettet udslusning til arbejdsmarkedet. Aktiviteten ønskes udbredt til hele kommunen i løbet af 2002 med henblik på generelt, som led i opfyldelsen af sektorplanens målsætninger, at nedbringe kontanthjælpsgraden hos flygtninge og indvandrere. Budget-ramme 9,4 mill. kr.

Udmøntningen af eventuelle ekstraindtægter fra integrationstilskuddet til en yderligere opprioritering af beskæftigelsesindsatsen for ledige med anden etnisk baggrund, vil blive forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget særskilt. Det ekstra integrationstilskud i 2002 vil fremkomme, såfremt antallet af integrationslovsudlændinge bliver højere end forventet ved budgetlægningen.

MILJØVURDERING

Ingen.

ØKONOMI

Budgetområde 3. Voksne med behov for serviceydelser

For at CAB i 2002 har den foreslåede nettoramme på 156,4 mill. kr. til opretholdelse og styrkelse af aktivitetsniveauet, skal følgende tekniske tillægsbevillinger gives:

Funktion 5.60.11.1 Introduktionsprogrammer drift opskrives med 12 mill. kr.

Funktion 5.98.11.1 Beskæftigelsesordninger drift nedskrives med 24 mill. kr.

Funktion 5.98.21.2 Beskæftigelsesordninger refusion indtægten nedskrives med 12 mill. kr.

Den samlede nettoeffekt af omflytningerne inden for budgetområde 3 er 0.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

Ingen.

 

Grethe Munk

/ Torben Brøgger

 

Til top