Mødedato: 14.11.2001, kl. 13:00

Midler til evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge omfattet af Integrationsloven

Midler til evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge omfattet af Integrationsloven

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. november 2001

 

Sager til beslutning

10. Midler til evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge omfattet af Integrationsloven

FAU 420/2001 J.nr. 420/2001

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at der anvendes 800.000 kr. til en evaluering af integrationsprogrammet for udlændinge omfattet af integrationsloven.

 

RESUME

I januar 2002 udløber den 3-årige introduktionsperiode for de første udlændinge under Integrationsloven. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen planlægger i den forbindelse en undersøgelse af, hvordan integrationsprogrammet er forløbet i den første 3-årsperiode.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede på mødet den 18. november 1998, i forbindelse med organiseringen af integrationsindsatsen i Københavns Kommune ved Integrationslovens ikrafttræden 1. januar 1999, at der skulle gennemføres en evaluering af integrationsindsatsen. Organiseringen af integrationsindsatsen gennemgik i løbet af 1999 og første halvdel af 2000 en række organisatoriske omstruktureringer. Det har derfor først vist sig meningsfuldt at gennemføre evalueringen i dag, hvor Integrationsloven er fuldt implementeret, Københavns Kommune har opnået en stabil organisering af indsatsen, og er i stand til at evaluere på det fulde 3-årige introduktionsprogram.

Undersøgelsen skal ses som et væsentligt supplement til de analyseaktiviteter på integrationsområdet, som der er taget initiativ til i budget 2002. Undersøgelsen adskiller sig dog i høj grad, dels ved at fokusere specifikt på integrationsprogrammet og ikke på den brede integrationspolitik, dels ved at sigte mod at være direkte handlingsanvisende og fremadrettet i forhold til at få flere ind i et aktivt program og mindske fraværet fra danskundervisningen og aktiveringen under integrationsloven.

Evalueringen vil desuden inddrage forsøgsbydelene, bl.a. med henblik på en sammenlignende analyse af forløbet af de første 3-årige introduktionsprogrammer i henholdsvis forsøgsbydelene og BR-København.

SAGSBESKRIVELSE

I januar 2002 udløber den 3-årige introduktionsperiode for de første udlændinge under Integrationsloven. I den forbindelse er der forberedt en undersøgelse af det introduktionsprogram, som nyankomne udlændinge tilbydes i Københavns Kommune. Der fokuseres i evalueringenbåde på introduktionsprogrammerne, som de er forløbet i BR-kommunen, og på forløbene i forsøgsbydelene med henblik på at foretage en sammenlignende analyse.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilkendegav i forbindelse med udvalgets behandling af Københavns Kommunes organisering af integrationsindsatsen under Integrationsloven den 18. november 1998, at udvalget ønskede en evaluering af integrationsindsatsen, når denne var iværksat. Udvalget tog yderligere til efterretning, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen planlagde, at gennemføre evalueringen med ekstern bistand.

Organiseringen af integrationsindsatsen gennemgik i løbet af 1999 og første halvdel af 2000 en række organisatoriske omstruktureringer. Modtageenheden var ved Integrationslovens ikrafttræden ikke bemandet som planlagt og endvidere var lokalerne ikke klargjorte, hvilket betød at den praktiske implementering af Integrationsloven blev forsinket, og der opstod ventetid i forhold til henvisning af udlændinge til start i introduktionsprogrammet. Pr. 1 juli 2000 blev der gennemført en yderligere centralisering af indsatsen, hvor opfølgningsansvaret for den store gruppe af selvforsørgende integrationslovsudlændinge overgik fra de lokale centre til Modtageenheden.

Det har på denne baggrund først vist sig meningsfuldt at gennemføre en omfattende evaluering i dag, hvor Integrationsloven er fuldt implementeret, Københavns Kommune har opnået en stabil organisering af indsatsen, og vi er i stand til at evaluere på det fulde 3-årige introduktionsprogram.

Undersøgelsen skal ses som et væsentligt supplement til de analyseaktiviteter, som der er taget initiativ til i budget 2002. I budgettet er der dels afsat midler til en undersøgelse, der fokuserer på afdækning af barrierer for at særligt unge kontanthjælpsmodtagere med indvandrerbaggrund kan komme i uddannelse og beskæftigelse. Dels er der taget initiativ til en interviewundersøgelse af fire store etniske minoritetsgruppers vurdering af den brede integrationseffekt af Borgerrepræsentationens samlede integrationspolitik med henblik på en eventuel revision af denne.

Den undersøgelse, der er i forslag her, adskiller sig ved at fokusere specifikt på en evaluering af det af kommunen udbudte integrationsprogram. Undersøgelsen har karakter af en form for brugerundersøgelse i forhold til de aktiviteter mv., som kommunen har sat i værk under introduktionsprogrammet.

Målet med undersøgelsen er ikke, som i de to initiativer i budget 2002, at afdække effekten af integrationstiltag eller barrierer for indtrædelse på uddannelses-/arbejdsmarkedet. Sigtet er at være konkret handlingsanvisende i forhold til en udvikling og forbedring af det integrationsprogram, som kommunen ifølge Integrationsloven er forpligtet til at tilbyde nytilkomne udlændinge.

Det har foreløbigt vist sig vanskeligt fuldt ud at opfylde de fastsatte målsætninger vedrørende deltagelsen i integrationsprogrammet. Undersøgelsen sigter på denne baggrund mod at opstille konkrete forslag til ændring og udvikling af integrationsprogrammet i forhold til særligt to typer af problemstillinger: Den lave aktiveringsgrad under introduktionsprogrammet og det høje fravær fra danskundervisningen. Hertil kommer to formål, som sigter mod at kvalificere kommunens fremtidige arbejde yderligere og udvikle et kompetent opfølgningssystem, således at kommunen fremover har et redskab, der understøtter en stadig udvikling og forbedring af integrationsprogrammet.

Samlet har evalueringen følgende formål:

  1. P.t. er blot 54 pct. af integrationslovsudlændingene aktive under integrationsprogrammet. Kommunen mangler i vid udstrækning sikre oplysninger om den gruppe, der ikke eller kun i ringe omfang har deltaget i introduktionsprogrammet med henblik på en forstærket indsats for at øge aktiveringsgraden, som det er målsat i sektorplanen.
  2. Fraværet fra danskundervisning/aktivering for den del af integrationslovsudlændingene, som er registreret som aktive i introduktionsprogrammet er for højt. I år 2000 var det gennemsnitlige fravær fra danskundervisningen i Københavns Kommune for integrationslovskursister på 21 pct. For udstedelse af bevis for aktiv deltagelse kræves et fravær under 15 pct. Også i forhold til denne problemstilling mangler kommunen sikre oplysninger om fraværsårsager mv.
  3. Konsulentbistand til at udvikle, afprøve og oversætte et spørgeskema, som fra d. 1/1 2002 kan anvendes i forbindelse med opfølgningen overfor integrationslovsudlændinge, der forlader den 3-årige integrationsperiode.
  4. Forsøgsbydelene har haft selvstændigt ansvar for gennemførslen af introduktionsprogrammet i den første treårsperiode. En del af denne indsats vil i løbet af en periode overgå til BR-kommunen i takt med at bydelene integreres. I denne forbindelse sigter evalueringen mod en sammenlignende analyse af metoder og resultater i henholdsvis BR-kommunen og forsøgsbydelene med henblik på udnyttelse af gensidige erfaringer.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har indhentet tilbud fra 2 konsulentfirmaer hvoraf det ene anses i stand til at kunne imødekomme forvaltningens ønsker til undersøgelsen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslår, at der bestilles en evaluering, som indeholder eksplorative interview med nøgleaktører inkl. udlændinge, samt en total spørgeskemaundersøgelse blandt alle integrationslovsudlændinge, der står for at have gennemført det 3-årige introduktionsprogram i 2002 (oversættelse til 4-6 sprog plus dansk).

MILJØVURDERING

Ingen.

ØKONOMI

Det indstilles, at der anvendes 800.000 kr. til en evaluering af integrationsprogrammet. Beløbet finansieres af grundtilskudsmidlerne IMK fkt. 5.60 – introduktionsprogram. Evalueringen finansieres over budget 2001 med mulighed for at overføre en del af beløbet til anvendelse i 2002.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

Ingen

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

 

 

 

Til top