Mødedato: 13.11.2002, kl. 15:00

Løsning på problemet med overgang til børnehaveplads i Nansensgades Børnehus (Bilag)

Løsning på problemet med overgang til børnehaveplads i Nansensgades Børnehus (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. november 2002

 

Sager til beslutning

14. Løsning på problemet med overgang til børnehaveplads i Nansensgades Børnehus (Bilag)

FAU 506/2002 J.nr. 506/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender

at basisgruppen i den integrerede daginstitution Børnehuset i Nansensgade 46, Indre By, søges overflyttet til anden egnet daginstitution.

RESUME

Thor Grønlykke (A) har på vegne af Taner Yilmaz, Finn Rudaizky og Thor Grønlykke bl.a. bedt om en redegørelse vedrørende mulighederne for at løse Børnehusets problem på kort, mellemlang og lang sigt.

Det drejer sig om den integrerede daginstitution Børnehuset i Nansensgade, Indre By. Børnehusets har en høj andel af vuggestuepladser, hvilket betyder, at det ikke altid har været muligt at skaffe plads i institutionens børnehavedel til de vuggestuebørn, der skal begynde i børnehaven.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har redegjort for sagen i særskilt svar til Thor Grønlykke. Svaret vedlægges.

Imidlertid er det på baggrund af sagen relevant at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandler løsningsmulighederne for Børnehuset i Nansensgade.

SAGSBESKRIVELSE

Børnehuset i Nansensgade 46, Indre By, har 72 vuggestuepladser og 66 børnehavepladser, svarende til at vuggestuepladserne udgør ca. 52 procent af pladserne i institutionen. Der er desuden 14 basispladser i Børnehuset for døve/svært hørehæmmede børn. Institutionen har en høj andel af vuggestuepladser, og det betyder, at det ikke altid har været muligt at skaffe plads i institutionens børnehavedel til de vuggestuebørn, der skal begynde i børnehaven.

Der har derfor været tilfælde, hvor børn er blevet udmeldt af institutionen mod forældrenes ønske.

Der er plads i institutionen til de vuggestuebørn, der skal rykke op i børnehaven på kort sigt (resten af år 2002). Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer således, at der ikke er et akut problem i institutionen.

I perioden fra januar til maj 2003 kan der være op til 10 børn i Børnehuset, der når børnehavealderen uden at der er tilsvarende ledige pladser i institutionens børnehavedel. Det kan forventes, at der i løbet af perioden er familier med børnehavebørn i institutionen, der flytter, ligesom der sandsynligvis vil være børnefamilier, der foretrækker børnehaveplads i en anden institution – f.eks. den nye udflytterbørnehave og vuggestue, der ibrugtages i Indre By i begyndelsen af år 2003. Dermed vil der sandsynligvis være enkelte børn, der ikke kan få plads i institutionens børnehavedel på mellemlangt sigt.

Forvaltningen vurderer, at løsningen på Børnehusets problem på mellemlangt sigt kan være at vuggestuebørnene får mulighed for at fortsætte i institutionen, kombineret med at der midlertidigt fastsættes et maksimum for hvor mange børn der kan være i institutionen. Hvis Børnehuset har indskrevet børn svarende til dette maksimum, reguleres institutionens budget ikke for eventuelle tomme pladser. Det vil betyde, at Børnehuset ikke får en økonomisk bet, selv om institutionen ikke altid indskriver nye børn i forbindelse med at vuggestuebørn rykker op i børnehavedelen.

Ulempen ved denne løsning er, at det kan medføre forlængelse af ventetiden for de børn, der venter på plads i Børnehuset. Da der er tale om relativt få børn i forhold til Børnehusets samlede normering, vurderes det imidlertid, at effekten på ventelisten vil være begrænset.

På langt sigt bør problemet i Nansensgade løses ved hjælp af en omstrukturering af institutionen. Den løsning, som Børnehusets leder og lokalforvaltningen selv peger på, er at institutionens basisgruppe for døve/svagt hørehæmmede flyttes til en anden institution. Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at denne løsning kan skabe en sammenhængende normering på længere sigt, men løsningen forudsætter, at der findes en anden daginstitution, der er egnet til at huse basisgruppen.

MILJØVURDERING

Sagen har ingen miljømæssige konsekvenser

ØKONOMI

Det vurderes, at det beskrevne løsningsforslag på mellemlangt sigt ikke vil få økonomiske konsekvenser. Det skal dog bemærkes, at et midlertidigt maksimum for antallet af børn i institutionen vil medføre et pladstab for bydelen i år 2003 – anslået 1-2 helårspladser.

I forhold til den langsigtede løsning må det forventes, at der vil være udgifter til flytning af basisgruppen. Desuden vil der være udgifter i forbindelse med en renovering eller ombygning af de lokaler, der frigives i forbindelse med en flytning af basisgruppen. De økonomiske konsekvenser vil blive fremlagt for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, når der foreligger en konkret mulighed for at flytte basisgrupperne.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

  • Svarbrev til Thor Grønlykke (A) af 6. november 2002.

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top