Mødedato: 11.12.2002, kl. 15:30

Københavns Kommunes pladspriser for vuggestuer og børnehaver i forhold til de øvrige 6-byer i 2001

Københavns Kommunes pladspriser for vuggestuer og børnehaver i forhold til de øvrige 6-byer i 2001

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 11. december 2002

 

Sager til beslutning

31. Københavns Kommunes pladspriser for vuggestuer og børnehaver i forhold til de øvrige 6-byer i 2001

FAU 564/2002 J.nr. 564/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager nedenstående orientering om pladspriser for børnehaver og vuggestuer i 6-byerne i 2001 til efterretning.

RESUME

I denne indstilling gennemgås en række mulige årsager til forskellen mellem Københavns og 5-byernes pladspriser. Analysen er baseret på budgettal for 2001, hvorfor tallene vil kunne ændre sig fremadrettet.

Årsagerne til de forskellige pladspriser er stedtillæg, dispensationstimer, åbningstid, koloni, ekstraforplejning, udflytterkørsel, specialbørnehaver og administrationsbidrag til de selvejende institutioner.

Disse udgifter udspringer for det første af, at København er en storby (stedtillæg, dispensationstimer, udflytterbørnehaver), for det andet af at der politisk er valgt et højere serviceniveau (koloni, ekstraforplejning og åbningstid), og for det tredje af at København har en forholdsvis stor andel selvejende institutioner (administrationsbidrag).

SAGSBESKRIVELSE

Der redegøres i nedenstående for pladspriserne for børnehaver og vuggestuer i Københavns Kommune. Der tages udgangspunkt i tabel 1 nedenfor.

Tabel 1 viser dels forskellen mellem de københavnske pladspriser og de gennemsnitlige pladspriser for de fem øvrige nøgletalsbyer, og dels mulige forklaringer på forskellene.

Med hensyn til 6-bys-nøgletallene bør det bemærkes, at der er problemer med sammenligneligheden af nøgletallene på tværs af kommunerne som følge af indholdsmæssige og metodemæssige forskelle.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at børnehave- og vuggestuepladser i integrerede institutioner ikke indgår i beregningerne. Pladspriserne er altså udelukkende baseret på institutioner, der er enten børnehaver eller vuggestuer.

Tabel 1 viser for København, at den gennemsnitlige vuggestuepladspris var ca. 84.139 kr., og at den gennemsnitlige børnehavepladspris var ca. 53.966 kr. i 2001. Dette var henholdsvis 3.968 kr. og 9.838 kr. mere end de befolkningsvægtede gennemsnit for 5-byerne.

Tabel 1. Københavnske pladspriser, de gennemsnitlige pladspriser for de fem øvrige nøgletalsbyer og mulige forklaringer på forskellen, 2001

Netto pris pr. plads i 2001

Vuggestuer

Børnehave

5-bys-gennemsnit (befolkningsvægtet)

80.171 kr.

44.128 kr.

København

84.139 kr.

53.966 kr.

Forskel før korrektion udflytter og specialbørnehaver3

-3.968 kr.

-9.838 kr.

Forskel efter korrektion udflytter og specialbørnehaver3

-3.968 kr.

-4.918 kr.

Heraf

Stedtillæg ifht. Århus

Dispensationstimer

Åbningstid2

Koloni

Kost (ekstra forplejning)

Adm.-bidrag til de selvejende institutioner

Forklaring på Københavns merudgifter

ca. 3.000 kr.

ca. 2.600 kr.

ca. 650 kr.

0 kr.

0 kr.

ca. 675 kr.

ca. 6.900 kr.

Ca. 1.000 kr.

Ca. 1.380 kr.1

Ca. 250 kr.

Ca. 1.000 kr.

Ca. 930 kr.

ca. 820 kr.

Ca. 5.400 kr.

1 Eksl. dispensationstimer til udflytterpladser.

2 Udgiften er til åbningstid ud over 50 timer pr. uge.

3 Jf. tabel 3.

Der er en række konkrete regionale forskelle der forklarer forskellen i pladspriserne. Først og fremmest er der forskel i lønniveau/stedtillæg. For det andet er store forskelle på strukturen i institutionsmassen, herunder betydningen af dispensationsbeløb for fysiske ramme, institutionernes størrelse, alder og ejerforhold. Derudover kan der være forskel i hvordan den enkelte kommune konterer sine udgifter på de forskellige funktioner og forskel i faktiske aktiviteter og ydelser

I det følgende gennemgås årsagerne til prisforskellen mellem København og 5-bys-gennemsnittet nærmere.

Stedtillæg

Pædagoger ansat i Københavns Kommune og kommunerne i Københavns Amt har et højere stedtillæg end i de øvrige kommuner. Dette betyder, at lønniveauet i København alt andet lige vil befinde sig over de 5 andre byer.

Opgjort pr. plads forklarer eksistensen af stedtillæg en difference i prisniveauet mellem Århus og København på ca. 3.000 kr. for vuggestuerne og ca. 1.000 kr. for børnehaverne. Den større forskel på vuggestueområdet skyldes, at der her er mere personale pr. plads.

Dispensationstimer

Det har altid været en udfordring for Københavns Kommune at finde egnede grunde og boliger til kommunens daginstitutioner. Det er en af årsagerne til, at mange af Københavns Kommunes 200 børnehaver er små, selvejende institutioner der ligger i etageejendomme med trapper. Disse institutioner er svære at sammenligne med institutioner fra andre kommuner, hvor befolkningen er mindre koncentreret og sammenhængen mellem grønne områder og boligmassen er anderledes.

Derudover har kommunens problemer med at finde egnede muligheder for at anlægge nye institutioner bevirket, at København har relativ flere udflytterbørnehavepladser end de øvrige nøgletalsbyer.

Københavns Kommunes institutionsstruktur samt den større anvendelsesgrad af udflytterbørnehaver bevirker, at kommunen giver dispensationstimer til en lang række af kommunens institutioner. Dispensationstimerne kompenserer institutionerne for bygningsmæssige forhold, for det ekstra det kræver at passe et udflytterbarn samt andre institutionsspecifikke forhold. Eksempler på forhold der udløser dispensationstimer er, at institutionen er i flere etager, institutionen ligger over stueniveau eller at institutionens mangler/har for lille et udeareal.

For en vuggestueplads betød dette i gennemsnit en udgift på ca. 2.600 kr. i 2001, mens udgiften til dispensationstimer til en børnehaveplads i gennemsnit udgjorde ca. 1.380 kr. i 2001.

Åbningstid

Udgifterne til åbningstid ud over 50 timer pr. uge beløb sig til ca. 650 kr. pr. vuggestueplads og ca. 250 kr. pr. børnehaveplads i København i 2001, jf. tabel 1.

Den gennemsnitlige åbningstid i København, i de fem øvrige nøgletalsbyer og gennemsnitligt for de 5-byerne i 2001 er vist i tabel 2.

Det ses, at for vuggestuernes vedkommende lå København lidt over gennemsnittet for 5-byerne (0,3 time pr. uge). Til gengæld lå de københavnske børnehavers gennemsnitlige åbningstid lidt under gennemsnittet for 5-byerne (1,3 time pr. uge).

Den gennemsnitlige åbningstid for de integrerede institutioner i København var over en time længere end gennemsnittet for 5-byerne i 2001.

Tabel 2. Ugentlige åbningstider i København, i 5-byerne og i gennemsnit for 5-byerne, 2001

Antal timer

Vuggestue

Børnehave

Int. Inst.

København

52,6

51,0

53,7

Odense

52,0

52,0

52,0

Århus

52,0

52,0

52,0

Ålborg

53,5

51,0

51,0

Randers

52,5

52,5

52,5

Esbjerg

51,5

54,0

54,0

Gennemsnit for 5-byerne (uvægtet)

52,3

52,3

52,3

Kilde: Nøgletalsindberetning for budget 2001.

Såfremt man ønsker at nedsætte åbningstiden i Københavns Kommune, er det nødvendigt at tage højde for, at det er i modstrid med den frihed, daginstitutionerne har med hensyn til valg af åbningstid som følge af selvforvaltningsprincipperne. Det ligger således som en frihedsgrad i selvforvaltningsmodellen, at institutionerne har en mulighed for at skabe mere luft i budgettet ved at forkorte åbningstiden ned til 49 timer samt holde op til 10 lukkedage om året, uden at det får økonomiske konsekvenser for institutionerne.

Koloniophold

Koloniudgiften på ca. 1.000 kr. pr. børnehaveplads i 2001 dækker udgifter til 5 dages koloniophold pr. år for alle børnehavebørn. Tanken med koloniopholdene er, at børnehavebørnene skal "væk fra stenbroen og ud på landet".

5-byerne har ikke et tilsvarende tilbud.

Koloni er en del af selvforvaltningsbudgettet. Det vil sige, at den enkelte institution kan fravælge koloniophold og i stedet prioritere andre ting.

Kost (ekstra forplejning)

Udgiften til ekstra forplejning i børnehaverne var ca. 930 kr. pr. plads.

Analogt med åbningstiden og koloniophold, er kosten en del af selvforvaltningsbudgettet. Det vil sige, at den enkelte institution har frihed til at undlade at give børnehavebørnene forplejning og i stedet prioritere andre ting.

Administrationsbidrag til de selvejende institutioner

Københavns Kommunes udgifter til de selvejende institutioners administration bogføres på de respektive institutionsfunktioner, fordi de selvejende institutioners bogføring foretages af en ekstern aktør (paraplyorganisationerne). Udgifterne til de kommunale institutioners administration afholdes derimod over administrationsbudgettet, idet kommunens lokalcentre står for bogføringen. Tilsvarende gør sig gældende i andre kommuner.

Den anderledes registrering af administrationsudgifterne bevirker, at administrationsudgifter til selvejende institutioner - imodsætning til de kommunale institutioner - tæller med i pladsprisen.

Københavns Kommune har mange selvejende institutioner, og andelen af selvejende institutioner er meget større end i de øvrige 6-byer. Således har Københavns Kommune pr. institutionsplads større udgifter til administrationsbidrag til de selvejende institutioner. Dette giver sig udslag i de gennemsnitlige pladspriser.

Udgiften til administrationsbidrag til de selvejende institutioner udgjorde ca. 675 kr. pr. vuggestueplads og ca. 820 kr. pr. børnehaveplads i 2001. Udgiften er beregnet pr. plads i alt, dvs. den er spredt over pladserne i de selvejende og i de kommunale institutioner, selvom udgiften alene er tilknyttet de selvejende. Dette er gjort for at tegne et gennemsnitsbillede.

Eftersom andelen pladser i de selvejende vuggestuer er 32 pct. ud af det samlede antal pladser i kommunens vuggestuer betyder det, at udgiften til administrationsbidrag til de selvejende institutioner udgjorde ca. 2.100 kr. pr. vuggestueplads i en selvejende vuggestue. Tilsvarende for en børnehaveplads haves, at udgiften til administrationsbidraget udgjorde ca. 1.300 pr. børnehaveplads i de selvejende børnehaver sfa. 64 pct. af pladserne i kommunes børnehaver er i selvejende institutioner.

Udflytterpladser og Specialbørnehaverne

Tabel 3 viser, at såfremt kommunes udgifter til specialbørnehaver og udflytterpladser trækkes ud af den gennemsnitlige børnehavepris for København, så mindskes forskellen til ca. 700 kr.

Tabel 3. Københavnske børnehavepladspriser - efter korrektion for stedtillæg, dispensationstimer, koloni og kost (ekstra forplejning) samt specialbørnehaver og udflytterkørsel, 2001

Netto pris pr. plads i 2001

Børnehave

5-bys-gennemsnit (befolkningsvægtet)

44.128 kr.

København, efter korrektion for stedtillæg, dispensationstimer, koloni og kost (ekstra forplejning) 2

Ca. 49.700 kr.

Forskel i forhold til 5-bys-gennemsnit (bef.-vægtet)

ca. – 5.600 kr.

Heraf

Udflytterkørsel

Dispensationstimer til udflytterkørsel

Specialbørnehaver1

Forklaring på Københavns merudgifter

Ca. 2.700 kr.

ca. 620 kr.

ca. 1.600 kr.

ca. 4.920 kr.

1 Udgiften til specialbørnehaver udgjorde ca. 3.300 kr. pr. børnehaveplads i 2001. Københavns Kommunes andel af denne udgift er imidlertid kun ca. 1.600 kr., idet det for ophold i særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23 samt døgnophold efter § 51 haves, at kommunen og amtskommunen hver afholder 50 pct. af udgifterne.

2 jf. Tabel 1

Udgiften til udflytterkørsel dækker kørselsudgifter for Københavns Kommunes mange udflytterbørnehaver. Udgiften pr. børnehaveplads var omkring 2.700 kr. i 2001. Udgiften er beregnet pr. plads i alt, dvs. den er spredt over alle pladserne uafhængigt af, om der er tale om udflytterpladser eller ej. Dette er gjort for at tegne et gennemsnitsbillede.

Såfremt der alene ses på børnehaver med udflytterpladser øges udgiften pr. plads med 4.500 kr., svarende til en samlet udgift pr. udflytterbørnehaveplads på 7.200 kr. i 2001.

5-byerne har ikke lige så store udgifter pr. plads til udflytterkørsel, idet de relativt har færre udflytterpladser end København.

Samlet set går 3,4 pct. af kommunens budget til børnehaverne til udflytterkørsel. Såfremt specialbørnehavernes trækkes ud fra beregningen er tallet 2,6 pct.

Omkring 620 kr. af udgiften til dispensationstimer på i alt 2.000 kr. pr. gennemsnitlig børnehaveplads skyldtes ekstraudgifter i forbindelse med udflytterbørnehaver.

Specialbørnehaver er børnehaver for børn med fysiske eller psykiske handicap. Udgiften til specialbørnehaver udgjorde ca. 3.300 kr. pr. børnehaveplads i 2001. Københavns Kommunes andel af denne udgift er imidlertid kun ca. 1.600 kr., idet det for ophold i særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23 samt døgnophold efter § 51 haves, at kommunen og amtskommunen hver afholder 50 pct. af udgifterne.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

Ingen

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

Til top