Betaling af husleje m.v. for Askovgårdens ejendom Rantzausgade 5 (Seniorcentret) (Bilag)
Betaling af husleje m.v. for Askovgårdens ejendom Rantzausgade 5 (Seniorcentret) (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 5. februar 2003
Sager til beslutning
31. Betaling af husleje m.v. for Askovgårdens ejendom Rantzausgade 5 (Seniorcentret) (Bilag)
FAU 45/2003 J.nr. 45/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller
at anmodning vedr. betaling af husleje m.v. til Askovgårdens Seniorcenter besvares i overensstemmelse med vedlagte brevudkast.
RESUME
Askovgården har i november 2002 rettet henvendelse til borgmester Bo Asmus Kjeldgaard med anmodning om betaling af husleje/vedligeholdelse for Askovgårdens ejendom, der rummer Askovgårdens Seniorcenter. Askovgården forslår et beløb på 187.200 kr., som svarer til en markedsleje på 800 kr. pr. m2.
Seniorcentret tilføres fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen et rammebudget (1,5 mill. kr. i 2002). Da der ikke i overenskomsten om Seniorcentret fremgår noget særskilt om husleje, vil anvendelse af lokalerne (husleje) efter forvaltningens opfattelse være indeholdt i betalingen til centrets drift.
Vedrørende vedligeholdelse fremgår det af overenskomsten, at institutionen ikke uden kommunens forudgående samtykke må anvende sine midler til forbedring eller udvidelse af centrene af større betydning, herunder afholde udgifter til ekstraordinær vedligeholdelse og ekstraordinært indkøb af inventar. Uden overenskomstens bestemmelse om forudgående godkendelse af udgifter til ekstraordinær vedligeholdelse m.v., har kommunen ingen mulighed for at styre udgifterne. Askovgården har mulighed for at fremsende særskilt ansøgning om midler til presserende og nødvendig vedligeholdelse, men dette er ikke sket.
SAGSBESKRIVELSE
Formanden for Askovgårdens bestyrelse, Niels Andersen, har med brev af 20. november 2002 rettet henvendelse til borgmester Bo Asmus Kjeldgaard med anmodning om betaling af husleje/vedligeholdelse for Askovgårdens ejendom Rantzausgade 5, 2200 København N, der rummer Askovgårdens Seniorcenter. Askovgården forslår et beløb på 187.200 kr., som svarer til en markedsleje på 800 kr. pr. m2.
Askovgården henviser til, at de ikke har modtaget nogen form for støtte til udvendig vedligeholdelse eller egentlig husleje i de sidste 10 år, selvom der er driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Endvidere henvises til at Askovgården har rejst sagen gentagne gange igennem årene.
1. Askovgården, særligt vedr. Seniorcentret
Askovgården er en selvejende institution. Der er nedsat en bestyrelse. Formand er Niels Andersen. Seniorcentret er en del af Askovgårdens Social Psykiatriske Aktiviteter, ASPA, der foruden Seniorcentret primært omfatter Voksencentret, Det Gule Hus samt Produktionsværkstedet.
Fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen bliver der i 2002 tilført Askovgården 6,9 mill. kr., heraf er rammen til Seniorcentret 1,5 mill. kr. (til og med 2001 administreret af Lokalcenter Indre By, men overgik i foråret 2002 som led i tilbageførslen af bydelene til Lokalcenter Indre Nørrebro).
Seniorcentrets tilbud retter sig mod dels midaldrende og ældre mennesker, der af psykiske og sociale årsager har fået ændrede livsbetingelser, dels borgere som har været sindslidende fra de var yngre og dels "almindelige" folkepensionister fra lokalområdet. Der er knap 30 brugere pr. dag og ca. 70 forskellige brugere pr. måned. Formålet er at komme psykisk sårbare og sindslidende mennesker i møde samt støtte til undgåelse af social isolation. For at blive medlem skal man til en samtale. Folkepensionister med fysiske og/eller psykiske problemer skal henvises af sagsbehandlere eller hjemmeplejen. Seniorcentret startede i 1971. Der er indgået overenskomst for Seniorcentret i 1987.
1.1. De ejendomsmæssige forhold
De socialpsykiatriske aktiviteter har til huse på 3 forskellige adresser. Askovgården ejer den ejendom, som Seniorcentret har til huse i. Dette er ikke tilfældet for de øvrige aktiviteter, der har til huse i lejede lokaler.
Askovgården har flere gange over for forvaltningen rejst spørgsmålet om betaling af husleje for Seniorcentret. Askovgården ønsker, at kommunen betaler de faktiske ejendomsudgifter vedrørende Rantzausgade 5, herunder udgifter til vedligeholdelse.
Ifølge overenskomsten om Seniorcentret yder kommunen betaling til centrets drift m.v. på grundlag af et af bestyrelsen udarbejdet og af kommunen godkendt budget og regnskab. Der fremgår ikke noget særskilt om husleje. Vedrørende vedligeholdelse fremgår det af overenskomsten, at institutionen ikke uden kommunens forudgående samtykke må anvende sine midler til forbedring eller udvidelse af centrene af større betydning, herunder afholde udgifter til ekstraordinær vedligeholdelse og ekstraordinært indkøb af inventar.
Da der ikke i overenskomsten fremgår noget særskilt om husleje, vil anvendelse af lokalerne (alle driftsudgifter inkl. husleje) efter forvaltningens opfattelse være indeholdt i betalingen til centrets drift (det årlige rammebudget – selvforvaltningsbudget).
Askovgården anmodede i nogle år om dækning af vedligeholdelsesudgifter, der var større end de i budgettet forudsatte udgifter. Jf. ovenfor skal kommunen forudgående godkende sådanne udgifter. Københavns Kommune godkendte ikke de ekstra udgifter til vedligeholdelse. Uden overenskomstens bestemmelse om forudgående godkendelse af udgifter til ekstraordinær vedligeholdelse m.v., har kommunen ingen mulighed for at styre udgifterne.
Askovgården har mulighed for at fremsende særskilt ansøgning om midler til presserende og nødvendig vedligeholdelse, men dette er ikke sket.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har senest i april 2001 redegjort for forvaltningens opfattelse i et svar til Askovgården på anmodning vedr. huslejebetaling m.v.
MILJØVURDERING
Der forventes ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Såfremt Askovgårdens anmodning om betaling af husleje m.v. besvares som foreslået i vedlagte brevudkast, har sagen ingen økonomiske konsekvenser.
Askovgården har efter anmodning fra forvaltningen fremsendt årsregnskab for 2001, med oplysninger om indtægter og udgifter fordelt på Askovgårdens forskellige aktiviteter. Regnskabet omfatter alle Askovgårdens aktiviteter, det vil sige de socialpsykiatriske a ktiviteter, daginstitutioner for børn, behandlingssteder m.v.
Tabel 1: Driftsregnskab 2001 for Askovgården:
1000 kr. | Udgifter | Indtægter (*) | Netto (overskud (+) |
Askovgårdens samlede aktiviteter | 35.293 | 37.867 | 2.574 |
Heraf overførsel til 2002 | 2.239 | ||
Seniorcenteret | 1.531 | 1.569 | 38 |
Note: (*) Heri er indregnet alle indtægter: Bevillinger, offentlige driftstilskud, brugerbetaling til behandlingsstederne, lejeindtægter, medlemskontingenter, overførte beløb fra 2000 m.v.
Det samlede driftsresultat for Askovgårdens samlede aktiviteter i 2001 er et overskud på 2,6 mill.kr., heraf budgetteres med overførsel af 2,2 mill.kr. til anvendelse i 2002.
Driftsresultatet for Seniorcentret er et overskud på 38.000 kr.
Tabel 2: Askovgårdens formue (tilgodehavender – gæld) ultimo 2001:
1000 kr. | Netto- formue |
Egenkapital | 10.099 |
Legat og fondskapital | 544 |
Ikke anvendte tilskud m.v. | 4.393 |
I alt | 15.036 |
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen.
BILAG
- Brev af 20. november 2002 fra Askovgården.
- Udkast til svarbrev til Askovgården.
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen