Mødedato: 29.10.1999, kl. 15:00

Udkast til Integrationspolitik for Københavns Kommune

Udkast til Integrationspolitik for Københavns Kommune

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde fredag den 29. oktober 1999

 

Sager til beslutning

1. Udkast til Integrationspolitik for Københavns Kommune

IU 8/1999 J.nr. IU 8/99

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg:

  1. drøfter de overordnede temaer for et udkast til en overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune,
  2. fastlægger rammerne for integrationspolitikken,
  3. fastholder planen for det videre forløb.

 

 

RESUME

Det rådgivende Integrationsudvalg skal inden udgangen af året udarbejde et oplæg til en overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune til Økonomiudvalget.

I den forbindelse godkendte Det Rådgivende Integrationsudvalg på sit møde den 5. august 1999, at Økonomiforvaltningen udarbejdede en projektbeskrivelse, herunder en tidsplan for udarbejdelse af oplægget. Det rådgivende Integrationsudvalg godkendte projektoplæg og tidsplan på udvalgets møde den 7. september 1999.

Projektgruppen præsenterer hermed baggrundsmaterialet til integrationspolitikken samt et oplæg til udvalgets drøftelse af temaer og rammer for integrationspolitikken

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog den 28. januar 1999 kommissoriet for arbejdet i Det Rådgivende Integrationsudvalg (BR 12/99). Af kommissoriet fremgår, at Det Rådgivende Integrationsudvalg skal udarbejde et oplæg til Økonomiudvalget om en overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune.

Borgerrepræsentationen fastsatte i kommissoriet, at udvalget så vidt muligt inden sommerferien 1999 og senest ultimo september 1999 skulle fremkomme med et oplæg til Økonomiudvalget. Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 26. august 1999 udvalgets indstilling om udsættelse af fristen til udgangen af indeværende kalenderår.

På udvalgets møde den 5. august 1999 blev det besluttet at nedsætte en projektgruppe med deltagelse fra alle forvaltninger, og at få udarbejdet et forslag til projektbeskrivelse med tidsplan. Projektbeskrivelse og tidsplan blev godkendt på udvalgets møde den 7. september 1999.

Projektgruppen har nu udarbejdet et baggrundsmateriale, bilag A, der belyser status på integrationsområdet i samtlige kommunens forvaltninger. Endvidere har projektgruppen anmodet Ole Hammer om at udarbejde et inspirationsoplæg om aktuelle nationale og internationale strømninger i integrationsdebatten. Ole Hammers bidrag er medtaget i baggrundsmaterialet.

Projektgruppen har på baggrund af forvaltningernes materiale udarbejdet et forslag til rammer og temaer i integrationspolitikken, bilag B. Projektgruppen vil anmode Integrationsudvalget om at drøfte dette forslag forinden projektgruppen udarbejder et første udkast til integrationspolitik til Det Rådgivende Integrationsudvalg.

Projektgruppen vil være til rådighed på udvalgets møde den 29. oktober 1999 for en eventuel supplering af temapapiret og baggrundsmaterialet med et mundtligt debatoplæg.

Projektgruppen har til opgave at fremskaffe det fornødne grundlag for udvalgets drøftelser af integrationspolitikken, ligesom projektgruppen sammenholder udvalgets beslutninger og udarbejder oplæg og udkast til udvalget.

Projektgruppen har behov for at udvalget nu fastlægger temaer og rammer for udvalgets udkast til overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune. På baggrund af drøftelserne på mødet den 29. oktober 1999 vil projektgruppen til mødet den 17. november 1999 udarbejde et første udkast til udvalgets videre behandling.

Det er hensigten, at andet udkast vil kunne udarbejdes efter Integrationsudvalgets møde den 17. november 1999, således at Integrationsrådet vil kunne få udkastet sendt til høring inden fællesmødet den 7. december 1999. Fællesmødet kan herefter foregå som et temamøde om integrationspolitikken.

Projektgruppen vil udarbejde et endeligt udkast til overordnet integrationspolitik efter fællesmødet den 7. december 1999 mellem Integrationsudvalget og Integrationsrådet. Det endelige udkast til integrationspolitik vil herefter overgå til Økonomiudvalgets videre behandling.

Projektgruppen forudsætter, at Integrationsudvalgets indstilling til Økonomiudvalget vil blive fulgt af en indstilling om, at de enkelte fagudvalg af Borgerrepræsentationen pålægges at udarbejde en integrationspolitik for eget område med udgangspunkt i Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik.

Omkostninger til temamødet mellem Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet kan afholdes inden for den eksisterende ramme for de to udvalg.

 

Høring af bydelsrådene, ældrerådene og de stående udvalg skal finde sted inden den endelige vedtagelse af den overordnede integrationspolitik.

Indledende høring af bydelsråd og andre interessenter (NGO'ere) vedrørende integrationspolitikken har fundet sted. Høringsfristen er fastsat til den 28. oktober 1999, og indkomne høringssvar vil blive omdelt på mødet.

Ingen

BILAG VEDLAGT

  1. Baggrundsmateriale.

B) Oplæg til drøftelse af temaer og rammer.

 

 

 

 

Kurt Bligaard Pedersen

/Vibeke Iversen

 

 

Til top