Mødedato: 10.10.2000, kl. 19:00

Klageorgan/ombudsmand vedrørende diskrimination i Københavns Kommune

Klageorgan/ombudsmand vedrørende diskrimination i Københavns Kommune

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for Fællesmøde med Integrationsrådet tirsdag den 10. oktober 2000

 

Sager til beslutning

1. Klageorgan/ombudsmand vedrørende diskrimination i Københavns Kommune

IU 65/2000INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet drøfter Integrationsrådets forslag om at oprette et lokalt kommunalt klageorgan/ombudsmandsinstitution i Københavns Kommune.

RESUME

Integrationsrådet har fremsat forslag om etablering af et klageorgan/en ombudsmandsinstitution til behandling af klager over diskrimination i Københavns Kommune.

Forslaget blev drøftet af Det Rådgivende Integrationsudvalg i mødet den 31. august 2000. Økonomiforvaltningen havde i sin indstilling til Det Rådgivende Integrationsudvalg redegjort for, at der ikke i den nuværende lovgivning er hjemmel til at nedsætte et sådan organ og indstillede på baggrund heraf, at udvalget meddeler Integrationsrådet, at der ikke på det foreliggende lovgrundlag ses at være hjemmel, hvorfor Integrationsrådet i givet fald må rejse sagen overfor regeringen, evt. gennem Rådet for Etniske Minoriteter.

I mødet den 31. august 2000 besluttede Det Rådgivende Integrationsudvalg at udsætte sagen med henblik på yderligere belysning, dels af eventuelt lovforberedende arbejde, dels af de svenske erfaringer med en diskriminationsombudsmand.

SAGSBESKRIVELSE

Ved skrivelse af 20. juni 2000 har Integrationsrådets sekretariat fremsendt vedlagte forslag om oprettelse af et klageorgan/en ombudsmandsinstitution til behandling af klager over diskrimination i Københavns Kommune til Integrationsudvalget.

Indhold

Forslaget går i korthed ud på, at der for en treårig forsøgsperiode oprettes et klageorgan eller en ombudsmandsinstitution i Københavns Kommune, der skal behandle klager vedr. diskrimination i relation til race, hudfarve, tro, national eller etnisk oprindelse inden for Københavns Kommunes forvaltningsområde. Det pågældende organ skal have eget sekretariat, og pengene til den 3-årige forsøgsperiode skal afsættes i kommunens budget for 2001 og følgende år, idet Integrationsrådet dog forestiller sig, at Indenrigsministeriet kan søges om midler til projektet.

Integrationsrådet foreslår, at organet bliver nedsat direkte under Borgerrepræsentationen, men at det organisatorisk placeres som en uafhængig instans under Økonomiforvaltningen. Organet ønskes tillagt kompetence til at behandle klagesager vedrørende diskrimination i alle forhold, der vedrører relationen mellem den kommunale forvaltning og borgerne.

Hjemmel

Københavns Kommune har mellemformsstyre med delt administrativ ledelse, jf. lov om kommunernes styrelse (KSL) § 64 a. Dette indebærer, at de stående udvalg og Økonomiudvalget hver for sig bestyrer de anliggender, der efter styrelsesvedtægten er henført til udvalgets kompetence (KSL § 17, stk. 1). Hver udvalgsformand (borgmester) har det øverste daglige ansvar for den del af administrationen, der henhører under det pågældende fagudvalgs henholdsvis økonomiudvalgets kompetence.

Økonomiudvalget er ikke overordnet de øvrige udvalg, men har kompetence på en række i styrelsesloven og styrelsesvedtægten nærmere beskrevne områder. I enkelte dele af særlovgivningen er der, for visse sagstyper, fastsat regler om henlæggelse af særlige kompetencer til udvalg og/eller forvaltninger. Det er f.eks. tilfældet for så vidt angår sager om skatteansættelse og sager om sociale ydelser til enkeltpersoner. Disse sager kan ikke behandles i Økonomiudvalg eller Borgerrepræsentation.

I henhold til styrelseslovens § 17, stk. 4, kan Borgerrepræsentationen nedsætte særlige udvalg til varetagelse af bestemte hverv eller til udførelse af forberedende eller rådgivende funktioner for kommunalbestyrelsen, økonomiudvalget eller de stående udvalg. Af den kommenterede styrelseslov fremgår, at der ikke ved nedsættelsen af § 17, stk. 4- udvalg kan gøres indskrænkninger i de stående udvalg og økonomiudvalgets kompetence i henhold til styrelsesvedtægt og styrelseslov.

Nedsættelse af offentlige klageinstanser, herunder som forsøg, med selvstændig kompetence til at omgøre/ændre offentlige myndigheders afgørelser m.v., forudsætter lovhjemmel. Der er ikke i den kommunale styrelseslov eller i integrationsloven hjemmel til oprettelse af et klageorgan/ en ombudsmandsinstitution som foreslået, der kan behandle klager over diskrimination inden for Københavns Kommunes forvaltningsområde.

Konklusion

Der er ikke hjemmel i lovgivningen til at nedsætte et klageorgan/ en ombudsmandsinstitution vedr. diskrimination i Københavns Kommune.

Integrationsrådet kan, bl.a. gennem Rådet for Etniske Minoriteter, i givet fald rejse en sådan sag direkte overfor regeringen, såfremt der ønskes skabt hjemmel til en sådan forsøgsordning.

ØKONOMISKE KONSEKVENSER

Det fremgår ikke af forslaget fra Integrationsrådet, hvilke økonomiske konsekvenser en eventuel gennemførelse af forslaget ville have. Det er forudsat i forslaget, at der skulle være tale om et uafhængigt organ med eget sekretariat, at der skulle afsættes midler hertil i kommunens budget, og at Indenrigsministeriet muligvis kunne søges om midler.

HØRING

Der er ikke foretaget høring.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

Integrationsrådets forslag og "Redegørelse for erfaringer i Sverige med den såkaldte diskriminationsombudsmand" fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er vedlagt.

Bjarne Winge

/Vibeke Iversen

 

Til top