Mødedato: 02.02.2001, kl. 08:00

Høring vedr. forslag til nyt Ungdomsråd i København

Høring vedr. forslag til nyt Ungdomsråd i København

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde fredag den 2. februar 2001

 

Sager til beslutning

4. Høring vedr. forslag til nyt Ungdomsråd i København

IU 78/2000INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at vedlagte materiale til et nyt Ungdomsråd sendes i høring i perioden 1. december 2000 til 15. januar 2001

at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder forvaltningen om inden udgangen af februar måned 2001 at forelægge et endeligt forslag til afløsning af Ungdomsborgerrepræsentationen, der inddrager resultaterne af høringsprocessen og den endelige evaluering af Ungdomskommuneforsøget, med henblik på efterfølgende forelæggelse for Borgerrepræsentationen.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. november 2000

Indstillingen blev tiltrådt med følgende ændringer:

  • Vedrørende pjecens s. 6 (målsætninger) blev drøftet behovet for enkelte justeringer
  • Der anføres en ny model "D" (for at understrege, at andre forslag er velkommen)
  • Det i materialet anførte medlemstal for KUR udvides til 21
  • Høringsmaterialet udsendes tillige til Folkeoplysningsudvalget, KI og KUC

De enkelte medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget kan meget hurtigt aflevere eventuelle forslag til yderligere ændringer til forvaltningen.

Bo Hindkjær Pedersen og Leslie Arentoft videreførte forbeholdet fra sagens behandling den 26. oktober 2000 (KFU 452/2000 – Forslag til nyt Ungdomsråd i København) og ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

"Venstre mener, at der ikke bør etableres et nyt ungdomsråd, men at der i stedet etableres en ungepulje."

 

 

Økonomiforvaltningens indstilling til Det Rådgivende Integrationsudvalg:

Økonomiforvaltningen indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar:

"Det Rådgivende Integrationsudvalg finder det positivt, at Kultur- og Fritidsudvalget efter nedlæggelsen af Ungdomsborgerrepræsentationen har iværksat en høring med henblik på at afklare, hvordan ungdommen i Københavns Kommune fremover skal sikres indblik i demokratiets spilleregler og indflydelse i forhold til den kommunalpolitiske debat.

Netop de unge anser Integrationsudvalget for en vigtig målgruppe i integrationsmæssig sammenhæng, hvorfor obligatorisk repræsentation af etniske minoriteter i et nyt Ungdomsråd – enten i form af repræsentation fra indvandrerforeninger (model A) eller en indvandrerliste (model B) - vil kunne medvirke til at fremme de unges udveksling af synspunkter om integration og således fungere som katalysator for øget fokus på emnet.

Når det i relation til model A anføres, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal vurdere, hvilke foreninger, der anses som relevante deltagere i proceduren, er det Integrationsudvalgets opfattelse, at det i den forbindelse vil være naturligt at inddrage Integrationsrådet i overvejelserne af, hvilke kriterier, der skal lægges til grund ved udvælgelsen af indvandrerforeningerne.

Uanset hvilken model der vælges, såfremt det besluttes at oprette et nyt Ungdomsråd, er erfaringerne fra tidligere medlemmer af Ungdomsborgerrepræsentationen en nyttig inspirationskilde i den politiske drøftelse af, hvilke justeringer, der skal foretages.

Såfremt der ikke oprettes et Ungdomsråd, men i stedet afsættes en Ungepulje under Kultur- og Fritidsudvalget, skal Integrationsudvalget anbefale, at kriterierne for tildeling af midler formuleres så tilpas bredt, at også ansøgninger vedrørende integrationsfremmende projekter målrettet unge vil kunne tilgodeses på linie med øvrige ansøgninger.

Integrationsudvalget har ikke forholdt sig til oplæggets økonomiske aspekter."

Høringsfristen er fastsat til den 15. januar 2001, men det er aftalt med Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Det Rådgivende Integrationsudvalg kan afgive sit høringssvar umiddelbart efter udvalgets møde den 2. februar 2001.

 

 

RESUME

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. oktober 2000 blev det pålagt Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde høringsmateriale om et nyt ungdomsråd til forelæggelse for udvalget den 23. november 2000. De unges synspunkter skulle indgå i materialet.

Det indstilles, at vedlagte høringsmateriale, der inddrager erfaringer og synspunkter fra de UBR medlemmer, der har ønsket at bidrage, godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget og sendes i høring i perioden 1. december 2000 til 15. januar 2001.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 13. april 2000, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i september 2000 skulle fremlægge et forslag til bestemmelser for et nyt ungdomsråd, der blandt andet havde udgangspunkt i de foreløbige erfaringer fra Ungdomsborgerrepræsentationen (UBR).

Kultur- og Fritidsforvaltningen fremlagde herefter på mødet den 26. oktober 2000 et forslag indeholdende tre modeller, heraf to alternative forslag til sammensætning af et nyt ungdomsråd (Model A og B) og et forslag om oprettelse af en ungepulje i stedet for et ungdomsråd (Model C).

Det blev på mødet besluttet, at Kultur- og Fritidsforvaltningen på baggrund heraf skulle udarbejde høringsmateriale, hvori også de unges synspunkter indgik. Materialet skulle forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse den 23. november 2000.

Høringsmaterialet

Forvaltningen har herefter indbudt UBRs medlemmer til et evalueringsmøde den 2. november 2000. Forvaltningen har endvidere anmodet om en skriftlig tilbagemelding om medlemmernes erfaringer fra arbejdet i UBR, såfremt fremmøde den 2. november ikke var muligt.

På evalueringsmødet den 2. november 2000 drøftede de fremmødte UBR-medlem-mer dels de erfaringer, de havde gjort sig med UBR, og dels de 3 alternative modeller. De fremmødte besluttede at aflevere individuelle skriftlige bidrag med deres erfaringer og holdninger til et nyt ungdomsråd.

Det vedlagte forslag til høringsmateriale er opdelt i to selvstændige papirer. Det ene redegør for de tre modeller (A, B og C) til et nyt ungdomsråd/ungepulje samt forvaltningens erfaringer med UBR. Det andet er UBR-medlemmernes skriftlige bidrag med deres erfaringer fra UBR og holdninger til de tre modeller.

Det indstilles, at vedlagte høringsmateriale godkendes og sendes i høring i perioden 1. december 2000 til 15. januar 2001, og at Kultur- og Fritidsudvalget efterfølgende forelægges et endeligt forslag til afløsning af UBR, der inddrager resultaterne af høringsprocessen og den endelige evaluering af Ungdomskommuneforsøget, med henblik på efterfølgende forelæggelse for Borgerrepræsentationen.

ØKONOMI

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser

BILAG

  1. Høringsmaterialet.
  2. Indstilling og beslutningsprotokol fra den 26. oktober 2000 vedr. KFU 452/2000 (Vedlægges ikke ved Det Rådgivende Integrationsudvalgs behandling af sagen)
  3. Til brug for Det Rådgivende Integrationsudvalgs behandling af sagen vedlægges tillige kopi af høringsskrivelse af 1. december 2000 fra Kultur- og Fritidsudvalget.

Ida Munk

/ Merete Evers

 

 

Til top