Mødedato: 30.11.2022, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Meddelelser

Beslutning

Flyers om Christianshavns Borgerpanel

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at uddelingen på valgdagen den 1. november 2022 af flyeren om borgerpanelet har givet

  • 41 nye medlemmer fra borgerpanelet, så det nu har 1332 medlemmer.
  • 17 nye abonnenter på nyhedsbrevet, så der nu er 790 abonnenter.
  • 23 nye følgere på lokaludvalgets Facebook-side, så der nu er 1600 følgere.


Åbent Rådhus

Asbjørn Kaasgaard orienterede kort om Åbent Rådhus-arrangementet den 6. november 2022, hvor lokaludvalgene deltog.

Kirsten V. Andersen oplyste, at i forbindelse med arrangementet havde nogle 7. klasser præsenteret deres bud på, hvad den kommende kommuneplan skal indeholde.

 

Julebazar

Lokaludvalget drøftede og besluttede, at det ikke skal deltage i Beboerhusets julebazar den 3.-4. december 2022.

 

Møde om lokalplaner mv.

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at lokaludvalget har møde den 6. december 2022 med Teknik- og Miljøforvaltningen om lokalplaner.

 

Besøget fra Israel aflyst

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at besøget den 6. december 2022 af israelske borgmestre og embedsfolk er aflyst.

 

Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at Økonomiforvaltningen kommer til lokaludvalgets møde den 14. december 2022 og orienterer om Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024.

 

Nytårskur

Asbjørn Kaasgaard oplyste, at lokaludvalgets Nytårskur holdes onsdag den 11. januar 2023 på Christianshavns Skole.

 

Musikloftet

Henrik Vilsbøll orienterede om Musikloftet i Beboerhuset for unge i alderen 13-18 år, som har haft reception. Der er tale om klub, som er medlemsbaseret.

 

Distortion

Jens Eskildsen orienterede om mødet den 17. november 2022 mellem repræsentanter fra Indre By Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg og NusNus Aps om Distortion 2022 og Distortion 2023. Der blev bl.a. talt om

  • Indre By Lokaludvalgs evaluering af Distortion 2022
  • at lyd breder sig over havnen og kører rundt i områderne bag havnen
  • at der er behov for flere toiletfaciliteter i områder bag havnen, da gæsterne benytter de grønne arealer til deres forehavende.
  • at Distortion 2023 bl.a. vil blive holdt på Refshaleøen, ved Langebro og på private steder langs havneløbet, bl.a. under Knippelsbro og ved Broens Gadekøkken
  • at der holdes et nyt møde i januar 2023.

Preben Møller Whitt oplyste, at Broens Gadekøkken ikke er blevet spurgt om, hvorvidt de vil deltage i Distortion 2023.

Sekretariatet oplyste, at Teknik- og Miljøudvalget har vedtaget rammetilladelsen for Distortion 2023.

 

Repræsentantskab i forbindelse med bydelsplan

Lokaludvalget drøftede sammensætningen af repræsentantskabet og repræsentantskabets rolle i forbindelse med vedtagelsen af bydelsplanen.

Til top