Mødedato: 30.10.2013, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Sagsindsigt vedrørende byggeriet af Trangravsbroen og Proviantbroen

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om sagsindsigt i anlægssagen vedr. Trangravsbroen og Proviantbroen for så vidt angår tidsplan og økonomi.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om sagsindsigt i anlægssagen om Trangravsbroen og Proviantbroen for så vidt angår tidsplan og økonomi. Sagsindsigten ønskes givet til medlemmerne af lokaludvalgets Forretningsudvalg, som på den baggrund vil kunne komme med indstillinger til lokaludvalget om initiativer, der tilgodeser Christianshavn.

Problemstilling

Byggeriet af Inderhavnsbroen er ramt af store tekniske problemer og både byggeriet af Inderhavnsbroen og de to kanalbroer, Trangravsbroen og Proviantbroen, er ramt af entreprenøren Pihl & Søns konkurs. Forretningsudvalget vurderer, at situationen kan være til gavn for Christianshavn.

Løsning

Københavns Kommune har jf. den vedlagte pressemeddelelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen valgt at hæve kontrakterne på Inderhavnsbroen og de to kanalbroer. Trangravsbroen og Proviantbroen, og gå videre med færdiggørelsen af projekterne ved direkte forhandling med mulige færdiggørelsesentreprenører uden forudgående udbud. Det er forventningen, at fremgangsmåden vil gøre processen kortere og mere fleksibel end en traditionel offentlig udbudsproces. Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at målet er, at kanalbroerne bliver færdige inden sejlsæsonen 2014 begynder, så de udførte arbejder og installationer taber mindst mulig værdi, og arbejdet med at montere stålet bliver til mindst mulig gene for sejlerne.

Forretningsudvalget har drøftet sagen og foreslår lokaludvalget at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om sagsindsigt vedr. forløbet omkring kanalbroerne; i særdeleshed omkring betalinger til Pihl & Søn og status for forhandlinger med potentielle nye entreprenører.

Sagsindsigten skal gives til medlemmerne af Forretningsudvalget, da der i sagsdokumenterne kan være fortrolige oplysninger. Hensigten med sagsindsigten er at give lokaludvalget viden om hvilke initiativer, lokaludvalget skal tage i den kommende tid, så Christianshavn tilgodeses.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden beder om sagsindsigt til medlemmerne af Forretningsudvalget i sagen om byggeriet af Trangravsbroen og Proviantbroen for så vidt angår tidsplan og økonomi.

Til mødet den 27. november 2013 vil Forretningsudvalget komme med forslag til initiativer, som på baggrund af den opståede situation kan sikre, at ønsker fra Christianshavn tilgodeses.
BILAG
Pressemeddelelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen om proces for færdiggørelse af Inderhavnsbroen og kanalbroerne.

http://www.kk.dk/da/om-kommunen/nyhedsliste/2013/4-kvartal/tmf-bro-afklaring

Beslutning

Godkendt.
Til top