Mødedato: 30.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Kommuneplanstrategi 2014

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Økonomiforvaltningen om forslag til Kommuneplanstrategi 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om forslag til Kommuneplanstrategi 2014, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har sendt forslag til Kommuneplanstrategi 2014 i intern høring i bl.a. kommunens lokaludvalg. Svarfristen er den 15 maj 2014.

I forslaget til "Kommuneplanstrategi 2014 – Den sammenhængende by’ præsenteres de overordnede mål og indsatser i de kommende års byudvikling i København og pejlemærkerne for udarbejdelsen af Kommuneplan 2015. Strategien indeholder 5 temaer: 
  • Plads til flere københavnere 
  • Bæredygtig udvikling 
  • Flere arbejdspladser i København 
  • En sammenhængende by 
  • Kvalitet i byen
Til slut i hvert tema peges på de konkrete retninger, kommunen vil udlægge for København og de indsatser, man vil iværksætte.


På baggrund af en mundtlig orientering fra Økonomiforvaltningen, drøftede lokaludvalget i mødet den 26. marts 2014 forslaget.
Der var følgende ønsker til, hvad lokaludvalget skal sætte fokus på i den videre proces vedrørende kommuneplanstrategien.
  • Muligheden for letbane tll Refshaleøen.
  • Trafik
  • Brugen af byens rum
  • Offentlig transport på vandet
  • Havnemiljøet, herunder sikkerhedsforholdene.
  • Decentralisering af kommunen set i lyset af den forventede befolkningsudvikling, herunder øget indflydelse til lokaludvalgene
  • Bevaring af vådområder frem for byggeri på områderne.
  • Lokalisering af energiproduktion.

I mødet besluttede lokaludvalget at bede Arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen udarbejde et udkast til høringssvar på dette grundlag, som lokaludvalget kan tage stilling til i sit møde den 30. april 2014. Endvidere blev det besluttet, at Christianshavnermødet den 7. maj 2014 har kommuneplanstrategi 2014 som tema. 
Lokaludvalget udpegede arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen som tovholdere for dette Christianshavnermøde.

Løsning

Erling Ekegren har på vegne af Arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen udarbejdet følgende udkast til høringssvar:

"Økonomiforvaltningen har sendt forslag til Kommuneplanstrategi 2014 i intern høring til bl.a. Christianshavns Lokaludvalg med svarfrist den 15 maj 2014.

Borgerdialog
Lokaludvalget har den 7. maj 2014 drøftet forslaget med borgerne på lokaludvalgets borgermøde, Christianshavnermødet. Der var følgende bemærkninger:
XXXX

Lokaludvalgets holdning
Visionen:
Christianshavns Lokaludvalg værdsætter beskrivelsen af ”det gode liv” i visionen for byen. Vi vil især pege på afsnittet om ”forskellige boliger til forskellige priser i alle bydele, så hele byen vedbliver at blive for alle”. Vi går ud fra at der med denne formulering både tænkes på at sikre social balance, boliger for alle indkomstniveauer også lavindkomst samt andre former for mangfoldighed som etnicitet mm. Vi opfordrer derfor til, at denne målsætning bliver mere tydelig i flere afsnit i den endelige kommuneplanstrategi.

Plads til flere Københavnere:
Vi er enige i målsætningen om, at vi skal have et mangfoldigt boligudbud – men mangfoldigheden skal ikke kun være for de højeste indkomstgrupper. Derfor gør det ikke noget, at der i dette afsnit også nævnes noget om ejerformer og at vi må sikre flere almene boliger i hele byen.
Det er endvidere stærkt provokerende, at der stadig kan opføres ejerboliger uden bopælspligt i byen som f.eks. i øjeblikket på Krøyers Plads, hvor vi risikerer halvtomme huse det meste af året, mens vi stadig savner boliger til rimelige priser.
Christianshavns Lokaludvalg vedtog i slutningen af 2013 en samlet vision for Christiansholm (Papirøen) efter en lang proces med omfattende borgerdialog. Et centralt ønske i visionen er, at der bl.a. opføres nye almene boliger på øen.

Medbestemmelse:
I afsnittet om ”Plads til flere københavnere” pointeres behovet for debat med beboere og brugere om, hvordan nye investeringer kan bidrage positivt til områdernes udvikling. Det er Christianshavns Lokaludvalg fuldstændig enig i. Vi har desværre set rigtig mange eksempler på, at dialogen har manglet og skal blot nævne nybyggeriet på Krøyers Plads, Cirkelbroen, broerne over Christianshavns Kanal og cykelstinettet igennem Christianshavn og Christiania som de seneste eksempler på den manglende dialog. Vi skal derfor anbefale en styrket og seriøs dialog til gavn for de beslutninger, som tages. Vi kan ikke inden for Kommunalplan 2015's tidsramme forestille os større beslutninger om Christianshavn inklusiv Christiania uden en reel inddragelse af christianshavnere, christianitter og lokaludvalg i beslutningerne. Perioden burde endvidere bruges til at drøfte og vedtage et nyt lokaldemokrati som supplement til Borgerrepræsentationen. Lokaldemokrati giver bedre løsninger frem for den stærke centrale styring vi har i byen.

Bæredygtig udvikling:
Trafik og byens rum:
Christianshavn har gennem årene mærket en stigende trafik igennem sine smalle gader. Med en stor gennemkørselsgade (Torvegade), som har fået status som strøggade (defineret ved prioriteret tilgængelighed for de ”lette” trafikanter), men som samtidig skal formidle trafikken mellem Indre By og Amager, udover den lokale trafik, er Christianshavn meget vanskeligt stillet trafikalt. Samtidig findes der kun én gade, som kan fordele trafikken til Holmen og Refshaleøen. Der er hidtil ikke fundet løsninger på et hensigtsmæssigt trafikmønster i bydelen, men Christianshavns Lokaludvalg mener, at der i den kommende Kommuneplan skal vises en mulighed for at implementere en helhedsplan for trafikken på Christianshavn.
De christianshavnske gader er allerede meget befærdede af biltrafikken, ligesom vejnettet tæt på Inderhavnen er det i det øvrige København – derfor ser vi en meget tiltrængt aflastningsmulighed for biltrafikken i en meget større udvikling af og brug af Inderhavnens vand både til person- og vare/arbejdstransport!
Den trafikale overanstrengelse i de små christianshavnske gader har således gennem de senere år helt eller delvist fjernet de små gaders opholdsrum. Tæt parkering og massiv gennemkørsel ændrer de christianshavnske byrum fra opholdsrum og mødesteder for beboere og gæster til støjende, utrygge og trafikfarlige byrum.

Havn og kanaler:
Christianshavn er en af de bydele i byen med tættest tilknytning og afhængighed af vandet i havn og kanaler. Havnen og kanalerne er under pres og vandarealerne kan blive yderligere reduceret med opfyldninger og installationer, som ikke tager afsæt i havnens unikke miljø. Kommuneplanen må sikre, at vandarealerne ikke reduceres i havn og kanaler.
For at sikre friskt og rent vand samt større tryghed for småbåde i havnen har vi brug for flere gennemstrømningssteder for kanalernes og havnens vand f.eks. ved opførelse af nye broer i stedet for dæmninger ved Kongebroen, Værftsbroen og broen til Christiansholm.
Kommuneplanen må endvidere sikre, at Christianshavns kanaler ikke fyldes med husbåde, som forhindre adgang til kajanlæg og udsigt til kanalernes vand. Vi vil i den forbindelse pege på, at der er plads til mange husbåde på Refshaleøen uden gene for beboere på Christianshavn.

Christiansholm – Papirøen:
Christiansholm – kaldet Papirøen – huser en række midlertidige borgerrettede serviceaktiviteter. Her er Experimentarium, cafeer, foodmarked samt galleri.
Men alt er midlertidigt til udgangen af 2017 eller til begyndelsen af 2018. Lokaludvalget satte derfor et større projekt i søen for at få borgere og ildsjæle til at deltage i formuleringen af en vision for den permanente brug af Papirøen efter 2017.
Visionen vedlægges denne kommentar og den indeholder:
1. Et helårshavnebad med basar og bystrand
2. Et center for dansk og europæisk kolonihistorie
3. Almene boliger med øremærkede seniorboliger
Øen skal både være folkelig, mangfoldig og tilgængelig men også med aktiviteter og udformning, som sætter København på det internationale landkort.

Flere arbejdspladser i København:
Med målsætningen om 20.000 nye arbejdspladser i planperioden savner vi et vækstpotentiale inden for oplevelsesøkonomien.
Vi kender især her på Christianshavn de kreative erhverv som film, mode, design, arkitektur og kunst og her foregår en inspirerende vækst.
Vi mangler et forslag om turisme. Ikke som den sædvanlige vi kan møde overalt – men en økoturisme som med overnatning, mad og aktiviteter tiltrækker mennesker, for hvem bæredygtighed ikke blot er ord men også handling. Der vil være en mulighed i mindre skala for etablering af denne form for oplevelsesøkonomi på Christianshavn i planperioden og det kan også være med til at brande byen i den rigtige retning.

Uddannelse:
Ingen kan vel være i uenig i en målsætning om, at 95% af unge gennemfører en ungdomsuddannelse: Kommunen har dog ikke længere ansvar for ungdomsuddannelser.
Men Københavns Kommune kan som arbejdsgiver vælge en langt mere aktiv rolle for at nå målsætningen. Det kræver tæt samarbejde mellem Kommunen og uddannelsesinstitutionerne, og vi kan bl.a. anbefale et forsøg med et dualt uddannelsessystem, som man kender det andre steder i Europa, f.eks. i Tyskland ved Bodensøen, hvor arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner samarbejder og har fælles ansvar for omfattende uddannelsesaktiviteter for unge.

Klima og Miljø:
Med det senest års stormflod og skybrud kan vi sikkert forvente tilsvarende i planperioden.
Ved skybrud har vandet svært ved at komme værk fra vejene her på Christianshavn på grund af manglen på gennemløbsmulighed for vandet ved alle kajer.
Stormfloden i efteråret 2013 gav højvande, som vi ikke har oplevet tidligere. Vandet fossede ind i mange gader og selv om gaderne ikke blev oversvømmet i meters højde, var det for os et forvarsel om kommende stormfloder. Christianshavnerne mener ikke, at nærheden til kanal og Inderhavn er tilstrækkelig, da vandet ved stormflodernes indtrængen eller skybrud netop ikke kan optages i havnen/kanalen, men i stedet løber ned i de udsatte kældre.
Vi kan ikke vente på den nødvendige reduktion af CO2 i atmosfæren, men må opbygge et beredskab til imødekommelse af skybrud og stormflod.
Kommunen må overveje bedre kloakering og anlæg af diger ved den nordlige del af havnen f.eks. ved Trekroner.

Kommuneplanstrategien omtaler, at ”der skal sikres nødvendig plads og kapacitet til vedvarende energi i byen”. Det finder vi ikke særlig fremsynet, når vedvarende energianlæg mest hensigtsmæssigt kan placeres uden for byområderne, når den nødvendige infrastruktur til transport af el og varme allerede er til stede.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Efter Christianshavnermødet den 7. maj 2014, der har kommuneplanstrategien som tema, sender sekretariatet lokaludvalgets høringssvar inkl. bemærkningerne fra Christianshavnermøde til Økonomiforvaltningen.

Økonomiforvaltningen oplyser, at i juni måned fremlægges sagen med høringssvarene fra den interne høring for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Herefter sendes kommuneplanstrategien i offentlig høring i mindst 8 uger. Forvaltningen vil sikre en bred inddragelse af og dialog med borgerne og bl.a. gennem temamøder med eksterne samarbejdsparter inddrage nye aktører i processen. Økonomiforvaltningen udarbejder en hvidbog, der resumerer den offentlige debat og de indkomne høringssvar. Hvidbogen fremlægges sammen med kommuneplanstrategien for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i december 2014. Kommuneplanstrategien og resultatet af den offentlige høring indgår i grundlaget for revisionen af kommuneplanen. Kommuneplan 2015 vil blive fremlagt til politisk behandling i første halvår af 2015 med offentlig høring og endelig vedtagelse i andet halvår af 2015.


BILAG
Forslag til kommuneplanstrategi 2014 (er tidligere udsendt til lokaludvalgets medlemmer)

Se forslaget her:
https://subsite.kk.dk/~/media/215E3ED5044D4E4E81F98A99748A4C05.ashx

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at der i afsnittet "Plads til flere Københavnere" indføjes en bemærkning om, at lokaludvalget overordnet finder det hensigtsmæssig med en politisk diskussion af, om København skal have flere indbyggere.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om i afsnittet "Trafik og byens rum" at skrive: "...at der i den kommende kommuneplan skal vises en mulighed for at implementere en bæredygtig helhedsplan for trafikken på Christianshavn."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Erling Ekegren om i afsnittet "Havn og kanaler" at skrive: "For at sikre friskt rent vand samt større tryghed sikkerhed for småbade i havnen..."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gorm Haraldsted om at slette den sidste sætning i afsnittet "Havn og kanaler".

Lokaludvalget stemte om et ændringsforslag fra Lis Schertiger-Nielsen om at slette den sidste sætning i afsnittet "Klima og miljø":
For stemte 6 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 7 lokaludvalgsmedlemmer.
5 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget besluttet at bibeholde den sidste sætning i afsnittet "Klima og miljø".

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om forslag til Kommuneplanstrategi 2014, der fremgår af løsningsafsnittet, med de ovenfornævnte ændringer.
Til top