Mødedato: 30.03.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om udvikling af byens aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelser

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om udvikling af byens aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelser.

Indstilling

Formanden foreslår,

at Christianshavns Lokaludvalg sender høringssvaret forslag til en ny organisering af kommunens aktivitets- og samværstilbud for sindslidende

Problemstilling

Med svarfrist den 18. april 2016 har Socialforvaltningen sendt et forslag til en ny organisering af kommunens aktivitets- og samværstilbud for sindslidende i høring. Formålet med den nye organisering er, at aktivitets- og samværstilbuddene i højere grad støtter op om borgernes recoveryproces, at der skabes en mere jævn fordeling af tilbud på tværs af byen og at der sikres lokale, sociale tilbud til alle bydele.

Løsning

Lokaludvalgsmedlem Elin Johansson foreslår følgende høringssvar:

"Med svarfrist den 18. april 2016 har Socialforvaltningen sendt et forslag til en ny organisering af kommunens aktivitets- og samværstilbud for sindslidende i høring.

Borgerdialog

Med den korte svarfrist har lokaludvalget ikke haft mulighed for at have borgerdialog om sagen.

Lokaludvalgets holdning

Christianshavns Lokaludvalg vurderer umiddelbart, at varmestuerne på Christianshavn løser en stor opgave i forhold til de sindslidende medborgere og at der bliver taget godt vare på psykisk syge på Christianshavn.

Men vi er betænkelige ved, at kommunens aktivitets- og samværstilbud for sindslidende kommer til at ligge forholdsvis langt fra Christianshavn. Lokaludvalget har derfor følgende spørgsmål:

Hvor stor er målgruppen af borgere på Christianshavn? Og hvor mange borgere på Christianshavn benytter omtalte aktivitets- og samværstilbud?

Umiddelbart synes der ikke at være tilbud på Christianshavn i materialet?  Hvor bevæger borgere fra Christianshavn sig hen; Dvs. hvor i byen ligger de tilbud, som borgere fra Christianshavn benytter?

Erfaringsmæssigt plejer nærhedskriteriet at betyde temmelig meget for borgere på Christianshavn. Er det også tilfældet inden for dette område?

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,

formand"

 

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Socialforvaltningen.

 

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Elin Johansson om, at lokaludvalget i høringssvaret spørger om hvem fra Christianshavn, der har deltaget i skabelsesprocessen, der omtales i høringsmaterialet, som har ført forslaget til en ny organisering af byens aktivitets- og samværstilbud.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret om en ny organisering af kommunens aktivitets- og samværstilbud for sindslidende, der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

 

 

 

 

Til top