Mødedato: 29.10.2025, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Puljeansøgning, oktober 2025

Indstilling

Indstilling om,

  1. At Christianshavns Lokaludvalg giver Foreningen Teatret OPtimis tilsagn om 6.000 kr. af lokaludvalgets 2026-pulje til tre opførelser af cabaret’en CORNELIS i Christianshavns Beboerhus. Den første opførelse er i februar/marts 2026. Beløbet øremærkes honorarer til de medvirkende skuespillere i forestillingen. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 12.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
    Tilsagnet om støtte er med forbehold for, at lokaludvalget råder over en pulje i 2026.

Problemstilling

Lokaludvalget skal tage stilling til en ansøgning om støtte til aktiviteter i 2026.

Lokaludvalgets sekretariat modtog ansøgningen den 30. juli 2025. Lokaludvalget besluttede i sit møde den 27. august 2025 at udskyde behandlingen af ansøgningen til lokaludvalgets møde den 29. oktober 2025 med henvisning til følgende passus i lokaludvalgets retningslinjer for støtte: ”Lokaludvalget vil tidligst i oktober måned tage stilling til ansøgninger, der angår aktiviteter i det efterfølgende år.”

Løsning

1. Cornelis i Beboerhuset (2026-puljen)

Foreningen Teatret OPtimis søger om 12.000 kr. af 2026-puljen til tre opførelser af cabaret’en CORNELIS i Beboerhuset. Den første opførelse er i februar/marts 2026.

Der er tale om en klassisk cabaret, hvor Cornelis Vreeswijk og hans viser portrætteres. Fokus vil være på musikken, på sangene og på en livsfortælling gennem en række nedslagspunkter i hans stormombruste liv.

Ansøger oplyser, at Cornelis Vreeswijk havde en særligt stor tilknytning til Christianshavn, da han boede der et par år i 1980’erne.

Entreen er 195 kr. Ansøgers succeskriterium er 180 solgte billetter.

Udgiftsbudgettet er på 62.100 kr. Støtten fra lokaludvalget skal bruges til forskellige udgifter vedr. opførelsen af cabaret’en. Ansøger vil også søge Nordeafonden om støtte.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten med en underskudsgaranti.

Arbejdsgruppens anbefalinger

Arbejdsgruppen om kultur, skole, fritid, børn og unge anbefaler at bevilge 6.000 kr. Beløbet skal øremærkes honorarer til de medvirkende skuespillere i forestillingen.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Foreningen Teatret OPtimis tilsagn om 6.000 kr. af lokaludvalgets 2026-pulje til tre opførelser af cabaret’en CORNELIS i Christianshavns Beboerhus. Den første opførelse er i februar/marts 2026. Beløbet øremærkes honorarer til de medvirkende skuespillere i forestillingen. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 12.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler. Tilsagnet om støtte er med forbehold for, at lokaludvalget råder over en pulje i 2026.

Økonomi

Lokaludvalget har endnu ingen ramme for puljeansøgninger i 2026. Hvis lokaludvalget følger indstillingen, vil der være disponeret 6.000 kr. af 2026-puljen.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgeren om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Til top