Mødedato: 29.05.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Høringssvar om restaurationsplanen

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om restaurationsplanen.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om restaurationsplanen, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 4. april 2013 at sende Bevillingsnævnets udkast til restaurationsplan i høring i Økonomiudvalget, i de stående udvalg samt i lokaludvalgene.med svarfrist den 11. juni 2013. Sagen ligger ikke på Bliv hørt-portalen, men Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at alle har mulighed for at afgive et høringssvar til forvaltningen.

Restaurationsplanen skal sætte rammerne for Bevillingsnævnets behandling af alkoholbevillinger og nattilladelser. Restaurationsplanens formål er at indføre en øget regulering af nattelivet. Man skriver i planen, at regulering er nødvendig på grund af befolkningstilvæksten i København og en øget efterspørgsel af døgnåben "service" og forlystelser. Denne udvikling har negative effekter i form af afledte gener for borgere i byen.

Københavns Kommune ønsker at nedbringe generne ved at indføre mere ansvar og samarbejde i restaurationslivet. Derudover skal restaurationsplanen også skabe et mere trygt og inkluderende natteliv, en effektiv og gennemskuelig behandling af ansøgninger, en udvikling af de nye københavnske bydele og et veldrevet restaurationsmiljø.

I forslaget til restaurationsplan bliver der lagt op til et tættere samarbejde mellem de relevante myndigheder, f.eks. Bevillingsnævnet, politiet, Center for Miljø og Center for Renhold fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Det skal bidrage til bedre vurderinger af omfanget af gener forbundet med restaurationer. Derudover opfordrer restaurationsplanen restauratører til at skabe dialog med naboer, ansætte og instruere dørmænd i at nedbringe gadeuro, indføre brug af splintefri glas og opsætte indendørs rygekabiner.

Center for Miljø og Center for Renhold skal ifølge forslaget kontrollere og systematisk registrere omfanget af gener på og omkring en restauration og kan ved et uacceptabelt niveau uddele et gult kort til bevillingshavere, der ikke lever op til deres ansvar. Gule kort blevet taget med i behandlingen af fornyelser og eventuel sanktionering og pålæggelse af gebyrer.

I forslaget til Restaurationsplan fortæller man, at der er dele af Indre By/Christianshavn, hvor det generelle geneniveau er for højt og må nedbringes. Bevillingsnævnet vil derfor i udgangspunktet være kritisk overfor at give nye bevillinger i disse områder.

Løsning

Arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen har kort drøftet sagen på mail, men har ikke umiddelbart nogle bemærkninger.

Formanden foreslår, at lokaludvalget sender nedenstående høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen, som er en opdateret version af høringssvaret, som lokaludvalget i november 2011 afgav til en tidligere udgave af restaurationsplan-forslaget.

"Kultur- og Fritidsforvaltningen har sendt forslag til restaurationsplan i høring med svarfrist den 11. juni 2013.

Borgerdialog
Lokaludvalget drøftede sagen med borgerne på Christianshavnermødet den 15. maj 2013. Følgende spørgsmål og bemærkninger fra salen blev noteret: 

  • Ved Bodenhoffs Plads ud til kajen skal der ikke være udskænkning til kl. 02. Men det kunne derimod være hyggeligt med caféliv om dagen – det vil skabe liv nede i den ende af gade, hvor den slags byliv i dag stopper ved Café Oven Vande (v. Overgaden Oven Vandet nr. 44)
  • Torvegade/Wildersgade: Et dejligt område, hvor by- og aftenlivet er tilpas. Det er mere et problem i forhold til folk, der går til og fra Christiania. Tager restaurationsplanen denne problematik op?
  • Bolværket skal holdes frit som et rekreativt område.

 
Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget har drøftet sagen i sit møde den 29. maj 2013. På den ene side er vi opmærksomme på, at med de kommende broer over Inderhavnen vil der komme flere folk til Christianshavn og dermed sandsynligvis mere støj. Derfor vil det give mening at kigge på antal af bevillinger m.v. på Christianshavn i den forbindelse. På den anden side mener vi, at det nuværende niveau for bevillinger i bydelen er udmærket, og generelt er indtrykket, at de fleste restaurationer tager hensyn til deres naboer. Så der er ikke behov for at være mere restriktiv, med mindre tilstrømningen til Christianshavns restauranter, cafeer, barer, musiksteder mm. stiger væsentligt.

Dermed også sagt, at restaurationsplanen bør være dynamisk på den måde, at den med års mellemrum kan revideres, så den til stadighed er i takt med tiden.

Dog beder vi om, at der ikke gives flere tilladelser til udeservering langs Christianshavns kanaler. Endvidere beder vi om, at det skrives ind i restaurationsplanen, at der skal være afstand mellem bolværk og udeservering, så der er fri passage for offentligheden langs kanalerne.

Og nok så væsentligt: Vi beder om, at gældende regler for natklubber, spillesteder mv. håndhæves af myndighederne.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Forvaltningen oplyser, at Kultur- og Fritidsudvalget herefter vil drøfte de indkomne høringssvar og et revideret udkast til restaurationsplan vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse. Det forventes, at planen forelægges Borgerrepræsentationen efter sommerferien.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Erling Ekegren om at næstesidste afsnit i høringsbrevet formuleres (Ændring i kursiv): "Endvidere beder vi om, at det skrives ind i restaurationsplanen, at der skal være afstand mellem bolværk og udeservering, så der er fri passage for offentligheden langs kanalerne og mulighed for ophold på bolværkerne."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Erling Ekegren om at sidste afsnit i høringsbrevet formuleres (Ændring i kursiv): "Og nok så væsentligt: Vi beder om, at gældende regler for udeserveringer, natklubber, spillesteder mv. håndhæves af myndighederne". 

Lars Schou Pedersen stillede ændringsforslag om, at næstsidste afsnit i høringsbrevet slettes. Et flertal af lokaludvalgets medlemmer tilkendegav ved en vejledende afstemning, at afsnittet ikke skal slettes.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.
Til top