Mødedato: 28.01.2026, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Kommentarer til rapport om den fremtidig placering af renseanlægget Lynetten

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender kommentarer og forslag til BIOFOS' analyse af fremtidig placering af renseanlæg i hovedstadsområdet, som fremgår af bilag 1, til ejerkommunerne af BIOFOS og til BIOFOS' bestyrelse.  


  2. at Christianshavns Lokaludvalg inviterer HOFOR og BIOFOS til at holde oplæg i  lokaludvalgsmødet den 25. februar 2026 om fremtidsperspektiver for rensningsanlæg i hovedstaden mv. 

Problemstilling

De store infrastrukturprojekter omkring Østhavnen med Lynetteholm, Metroens 5. etape og Østlig Ringvej er alle i konflikt med Renseanlæg Lynetten. 

Den 18. december 2025 var lokaludvalget m.fl.  til et møde, hvor en analyse af en eventuel fremtidig placering af renseanlæg i hovestaden blev præsenteret.

Analysen er nu offentliggjort på BIOFOS' hjemmeside. 

På BIOFOS' hjemmeside oplyses:
 
"Den 20. september 2023 er det efter dialog med BIOFOS ejere Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Rødovre Kommune og Vallensbæk Kommune besluttet at gennemføre en analyse af, hvor renseanlægget på Lynetten skal placeres i fremtiden.
 
I kommissoriet for analysen indgår, at følgende muligheder for placeringer skal undersøges:
  • Uændret placering af de tre renseanlæg
  • Renseanlæg Lynetten nedlægges og et nyt etableres på Prøvestenen
  • Renseanlæg Lynetten nedlægges og flyttes til Renseanlæg Damhusåen, der udbygges tilsvarende 
  • I forlængelse heraf har BIOFOS indgået en aftale med det rådgivende ingeniørfirma Sweco om at udarbejde ”Analyse af fremtidig placering af renseanlæg i hovedstadsområdet”.

    I rapporten belyses de samfundsøkonomiske, teknologiske og miljømæssige forudsætninger for de tre udvalgte scenarier for placering af Renseanlæg Lynetten.

     

    Rapporten viser, at:

    • Det er muligt at etablere et nyt moderne renseanlæg både på Prøvestenen og på Lynetten.

    • Der bør ikke arbejdes videre med at flytte Renseanlæg Lynetten til Renseanlæg Damhusåen, da det er væsentligt dyrere og mere omfattende anlægsteknisk.

    • Anlægsøkonomien for at ombygge det nuværende Renseanlæg Lynette estimeres til ca. 13 mia. kr. Anlægsøkonomien for at etablere et nyt renseanlæg på Prøvesten estimeres til ca. 11,1 mia. kr. Nødvendige anlægsinvesteringer for Renseanlæg Avedøre og Damhusåen udgør henholdsvis ca. 2,7 mia.kr. og ca. 3,6 mia.kr. Hvilket giver et samlet anlægsoverslag for scenarie A på ca. 19,3 mia.kr og for scenarie B på ca. 17,5 mia.kr.

    • Der er også regnet på samfundsøkonomien ved de to scenarier, og den viser, at der stort set ingen forskel er.

    • Beslutningen om placering af et nyt anlæg forventes inden udgangen af 2026.

    Der kan ikke træffes beslutning om placering af BIOFOS’ renseanlæg på baggrund af den tekniske rapport alene, men den vil indgå i et samlet beslutningsgrundlag, når der skal træffes en principbeslutning om fremtidig placering i 3. kvartal 2026." 

     

    Renseanlægget er nedslidt 

    På hjemmesiden oplyses også, at: "Renseanlæg Lynetten er så nedslidt og utidssvarende, at en vedligeholdelse af det eksisterende anlæg ikke er tilstrækkeligt til at leve op til de krav, der vil være til rensekvalitet og -kapacitet til et renseanlæg om 10-15 år. Derfor er det nødvendigt at bygge et nyt."

    Løsning

  • Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen har drøftet rapporten. Arbejdsgruppen foreslår, at lokaludvalget sender henvendelsen, der ses i bilag 1, til kommunerne, der ejer BIOFOS, og til BIOFOS' bestyrelse med kommentarer og forslag til den tekniske rapport. 

    Forretningsudvalget foreslår derudover, at henvendelsen sendes til Amager Øst Lokaludvalg til orientering. Borgerrepræsentationen får ligeledes henvendelsen til orientering.

    Økonomi

    Intet

    Videre proces

     Følgende fremgår af BIOFOS' hjemmeside:

    "(...) der skal træffes en principbeslutning om fremtidig placering i 3. kvartal 2026. 

    Frem mod principbeslutningen vil en række centrale parametre i forhold til placeringen således skulle analyseres nærmere. Det drejer sig bl.a. om konsekvenser for selskabsøkonomi, takster og økonomien i forbindelse køb/salg af grunde, som ikke er belyst i rapporten. Det vil ske i den videre proces, hvor der udarbejdes et samlet beslutningsgrundlag. Her vil den fremtidige placering af renseanlæg blive koblet sammen med BIOFOS’ langsigtede strategi med fokus på udnyttelse af ressourcerne i spildevandet, kapacitet og kvalitet for rensningen.

    Efter en principbeslutning om placering og valg af strategi følger en række yderligere faser med udarbejdelse af projektgrundlag, miljøkonsekvensvurdering, evt. anlægslov, udbud og anlæg, inden et nyt renseanlæg kan sættes i drift. Et nyt renseanlæg forventes at kunne idriftsættes i perioden 2040-2045."

     

    Som foreslået af arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen inviteres HOFOR og BIOFOS til at holde oplæg i lokaludvalgets møde den 25. februar 2026.

    Bilag

    0. Link til hjemmesiden med rapporten:

    https://biofos.dk/fremtidens-renseanlaeg

    Beslutning

    1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om, at lokaludvalgets budskab i brevet skal strammes op.

      Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om, at brevet skal indeholde en bemærkning om, at lokaludvalget forventer, at renseanlægget lever op til fremtidens krav.

      Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om, at brevet skal indeholde følgende spørgsmål: "I relation til teknologivalg (jf. hovedrapport side 55-56): Kan det bekræftes, at standarden TRL-niveau (Technology Readiness level) 9 omfatter beskyttelse mod den tiltagende trussel fra den såkaldte PFAS-forurening?"

      Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Preben Møller Whitt om, at brevet skal indeholde en bemærkning om, at rensningen af spildevandet skal leve op til de krav, der vil være til rensekvalitet og -kapacitet i perioden, indtil et nyt renseanlæg er sat i drift. 

      Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om, at brevet skal indeholde en anbefaling om, at planerne for renseanlæggets fremtid gøres til genstand for en grundig offentlig høringsproces.

      Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Frode Neergaard om at ændre formuleringen på linje 30-31 til: "Og hvorfor netop Amager? Man kunne også undersøge muligheden for at placere renseanlægget i Skudeløbet ved Svanemøllebugten."

      Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om, at linje 40 formuleres: "Vi opfordrer derfor til, at alternative og mere lokale løsninger undersøges grundigt."


      Lokaludvalget godkendte brevet om BIOFOS' analyse af fremtidig placering af renseanlæg i hovedstadsområdet med de tiltrådte ændringsforslag.

        
    2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Lars Josephsen om, at lokaludvalget går i medierne med sagen.

    3. Lokaludvalget besluttede at invitere HOFOR og BIOFOS til at holde oplæg i lokaludvalgsmødet den 25. februar 2026 om fremtidsperspektiver for rensningsanlæg i hovedstaden mv. 
    Til top