To-etagers husbåd i Arsenalgraven ved Papirøen
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg beder Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen om en vurdering af den to-etagers husbåd, der ligger i Arsenalgraven, i forhold til lokalplan nr. 548 og i forhold til den kommende lokalplan for vandarealet omkring Papirøen og Kuglegården.
- at Christianshavns Lokaludvalg tilkendegiver overfor Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, at eventuelle tilladelser til husbåde i Christianshavns kanaler og grave kun skal gives til egentlige både eller skibe, der er indrettet og anvendes til bolig.
Problemstilling
Beboere i de almene boliger AKB Papirøen har skrevet til lokaludvalget om en to-etagers husbåd i Arsenalgraven, som efter deres vurdering ikke overholder lokalplan nr. 548 "Christiansholm" – både i forhold til placering, udseende, størrelsesforhold og anvendelse - hvilket de beder lokaludvalget drøfte.
Beboerne skriver, at denne sag rejser principielle spørgsmål om fortætning, havnerum og bevaring af Christianshavns kanalers karakter, som bør adresseres i den kommende planlægning for vandarealet omkring Papirøen og Kuglegården.
Se henvendelsen og lokalplanen i bilaget.
Løsning
Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget beder Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen om en vurdering af husbåden i forhold til lokalplan nr. 548 og i forhold til den kommende lokalplan for vandarealet omkring Papirøen og Kuglegården.
Forretningsudvalget foreslår desuden, at lokaludvalget tilkendegiver overfor Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, at eventuelle tilladelser til husbåde i Christianshavns kanaler og grave kun skal gives til egentlige både eller skibe, der er indrettet og anvendes til bolig.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet orienterer beboerne i de almene boliger AKB Papirøen, som har skrevet til lokaludvalget, om lokaludvalgets beslutning.