Mødedato: 28.01.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om "Fremtidens Fritidstilbud"

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et høringssvar om ”Fremtidens Fritidstilbud”.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår, 
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen om "Fremtidens Fritidstilbud", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Med svarfrist den 6. februar 2015 har Børne- og Ungdomsforvaltningen bedt lokaludvalget om høringssvar vedrørende "Fremtidens Fritidstilbud".

Forvaltningen beder om bemærkninger til de konkrete implementeringsplaner, som er blevet udarbejdet med henblik på at definere endemålet for udviklingen af den fysiske struktur for fritidsinstitutioner omkring den enkelte skole og for fritidscentre. De fysiske forandringer kan i nogle tilfælde påbegyndes hurtigt, men en fuld implementering af den nye fysiske struktur vil ofte forudsætte,
at der tilføres anlægsmidler.

Selvom de fysiske rammer ikke kan ændres på kort sigt, er det planen, at ledelses- og organisationsstrukturen tilpasses hurtigst muligt, således at Fremtidens Fritidstilbud kan udvikles i takt med de nye rammebetingelser på området. Derfor er der tillige vedlagt bud på overordnede organisationsformer. Formålet med at vedlægge modelbeskrivelsen til høringsmaterialet er bl.a.at få kommentarer fra høringsparterne om, hvilke fordele og ulemper der ses ved de enkelte modeller og, hvilken/hvilke modeller høringsparterne vurderer bedst vil understøtte strukturen i Fremtidens Fritidstilbud.

Den nye organisering implementeres i videst mulig omfang fra 1. august 2015, og den skal være fuld indfaset fra 1. august 2016.

For fritidsinstitutioner beder forvaltningen om kommentarer til følgende 2 modeller:
  • Alle fritidshjem bliver kommunale eller selvejende fritidsinstitutioner i klynger/netværk
  • Alle fritidshjem bliver kommunale eller selvejende fritidsinstitutioner udenfor klynger/netværk
I disse modeller samles alle nuværende fritidshjem i én fritidsinstitution pr. skole, der er enten kommunal eller selvejende. Disse fritidsinstitutioner organiseres enten som institutioner i klynge / netværk eller som institutioner uden tilknytning til klynger / netværk.
For fritidscentre bedes der om kommentarer til følgende 3 modeller: 
  • Alle fritidscentre bliver del af klynge eller netværk
  • Alle fritidscentre bliver del af et klubfællesskab 
  • Alle fritidscentre bliver selvstændige enheder udenfor både klynge / netværk og klubfællesskaber

På Christianshavn kan "Fremtidens Fritidstilbud" have konsekvens for børn i følgende institutioner:
  • Christianshavns Fritidshjem
  • Bodenhoff
  • Brobergsgade
  • Sofiegården
  • Philip de Langes Hus
  • Christianshavns Skole
Børne- og Ungdomsudvalget afholdt et dialogmøde for alle høringsparter om Fremtidens Fritidstilbud onsdag den 14. januar 2015.

Løsning

Arbejdsgruppen om Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge har drøftet sagen og foreslår følgende høringssvar:

"Da Christianshavns Lokaludvalg udover at have modtaget ovennævnte oplæg også var til stede ved dialogmødet på Rådhuset den 14. januar 2015 vil indlæg fra dette møde også være inddraget i høringssvaret.

  1. Nedlæggelse af flere fritidstilbud i kommunen, de dermed følgende større enheder indebærer mange problemer: Fritidstilbud, der i stort omfang foreslås beliggende på skolens matrikel i fremtiden, giver ingen afveksling i dagen, intet skifte mellem skolearbejde og fritid, intet break i dagen. Mangfoldigheden, som fra alle sider var et plusord på dialogmødet, vinder næppe ved store ensartede institutioner.
  2. Manglen på valgfrihed indenfor institutionstilbud vil antageligt øge risikoen for, at flere forældre vil vælge privatskoleløsningen, hvor børnene fortsat vil have muligheden for et alternativt (lille) fritidstilbud på en anden matrikel end skolens.
  3. Vedr. fritids-og juniorklubpladser (fritidscentre): Som en forælder fra Christianshavn rejste det på dialogmødet, er forslaget om ét center knyttet til flere skoler med deraf følgende stor afstand meget uheldig. Det er utrygt for børnene at skulle fragte sig langt til centeret - både trafikalt og følelsesmæssigt. Vi er i den sammenhæng også meget skeptiske over for den foreslåede aldersgrænse på 10 år. Skal så unge børn tage rundt i byen og være sammen med meget ældre børn med andre ideer f.eks. om fester og den slags? Kommunens opgave om trygge miljøer for børn og unge er i fare. Christianshavns Lokaludvalg bemærkede, at børne-og ungeborgmester Pia Allerslev kaldte denne på mødet rejste problematik for relevant.
  4. På dialogmødet var der stor usikkerhed blandt politikerne om, hvad der er den rigtige model for fremtidens fritidstilbud/-centre for børn. Det forstår vi godt. Vi er tilfredse med, at vi og andre er inddraget så tidligt i processen og anbefaler, at der gives god tid til at træffe de rigtige beslutninger.
  5. Da ændret struktur bestemt ikke nødvendigvis ikke er lig med kvalitet, og da det på mødet flere gange blev fremhævet, at grundlaget for den store ændring på fritidstilbudsområdet ikke bunder i nogen pædagogisk filosofi, vil vi anbefale, at man udsætter beslutningen om ændring af fritidstilbud/-centre, til folkeskolereformen har ”sat” sig; et synspunkt, der også var fremme i debatten på mødet. I mellemtiden kan man anbefale en undersøgelse af store institutioners kvaliteter over for mindre (jfr. dette svars pkt.1). Personaleproblemet, der er opstået p.gr.a. de kortere åbningstider i fritidshjemmene o.lign., må i mellemtiden kunne løses ved stillingsrokader og gennem pædagogernes indtog som assistenter i undervisningstiden. De integrerede institutioners problemer med personale i en ny tid uden fritidshjem, som kom frem på mødet, skal der også mere tid til at løse.
Fremtidens fritidstilbud v. Chr. Havns Skole s. 45 ff. I høringsmaterialet:
Da vi imødeser en snarlig beslutning om en nybygget Christianshavns Skole, er den fremtidige fritidstilbudsordning på Christianshavn forbundet med stor usikkerhed. En nybygget skole vil naturligt blive indrettet med de nuværende problematikker omkring fritidstilbud in mente. Med de igangværende planer om en ny skole vil der blive en ganske kort afstand mellem de egentlige skolebygninger (Arsenaløen) og fritidsinstitutioner (Trekantsgrunden ved Prinsessegade/Refshalevej), idet byggeriet forudsætter, at der etableres en gangbro over vandet sydøst for Værftsbroen. Denne bro vil forhåbentlig danne en behagelig overgang mellem skole og fritid. Christianshavns Lokaludvalg kan på nuværende tidspunkt ikke tage stilling til sagen om klyngeløsninger - men er i dialog med de christianshavnske institutioner. 

Lokaludvalgets dialog med institutionerne har disse statements:
  • De nuværende pædagogiske ideer fungerer: spred børnene! Bibehold mindre steder for børn, der trives bedre der.
  • Hav øje for den christianshavnske demografi
  • Fremtidigt bedre samarbejde mellem foreningslivet og børne-og ungeinstitutioner
  • Arbejde videre for et ungehus (gerne i Brobergsgade 10), som Christianshavns Lokaludvalg foreslog i bydelsplanene af 2013 (projekt nr. 14 ). 

Christianshavns Lokaludvalg indkalder med støtte fra skolebestyrelsen på Christianshavns Skole og institutionerne til et borgermøde på Christianshavn i begyndelsen af marts. Med et panel af politikere vil de lokale løsninger blive drøftet i forventning om fine fremtidige tilbud for børn og unge i bydelen. En opsummering af mødet vil blive sendt til forvaltningen umiddelbart efter.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 4.000 kr. til et borgermøde den 4. marts 2015 om sagen.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Christianshavns Lokaludvalg holder med støtte fra skolebestyrelsen på Christianshavns Skole og institutionerne til et borgermøde den 4. marts 2015. Sekretariatet sender en opsummering af borgermødet til Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sia Boesen om at formulere 2. dot under "Lokaludvalgets dialog med institutionerne har disse statements:" således: "Christianshavn er fysisk afgrænset fra nabodistrikter. Dette og den særlige demografi i bydelen bør tages i betragtning, når man udvikler lokale løsninger."

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen om "Fremtidens Fritidstilbud", der fremgår af løsningsafsnittet, med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.

Arbejdsgruppen om Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge oplyste, at lokaludvalgets borgermøde om Fremtidens Fritidstilbud holdes i Hal C den 4. marts 2015 kl. 19.30. Arbejdsgruppen vil invitere børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev til at deltage.

Til top