Mødedato: 27.08.2025, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Stillingtagen til charter for bevarelsen af sejlskibe i Københavns Inderhavn

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, om det skal bemyndige forperson Asbjørn Kaasgaard til at underskrive et charter for bevarelsen af sejlskibe i Københavns Inderhavn på lokaludvalgets vegne.

Problemstilling

Med mails den 13. og 18. august 2025 har koordinatoren for netværksgruppen Levende Havn inviteret maritime foreninger, organisationer og andre interessenter til at underskrive et charter for bevarelsen af sejlskibe i Københavns Inderhavn på skonnerten Halmø den 26. august 2025. Se bilagsoversigten.

Sekretariatet har orienteret koordinatoren om, at lokaludvalget tager stilling til charteret den 27. august 2025.

Koordinatoren skriver, at charteret er en reaktion på, at et flertal i Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at arbejde for en lavbrosløsning, når der skal etableres cykelforbindelse fra Østerbro til Refshaleøen. Hun mener, at lavbroløsningen er til stor gene for såvel sejlere som cyklister. som vil opleve lange ventetider ved broåbninger. Hun skriver videre, at det er netværksgruppens ønske, at Københavns Borgerrepræsentation undersøger muligheden for en tunnelforbindelse mellem Østerbro og Refshaleøen og revurderer forslaget om en færgeforbindelse. 

Hvis man skriver under på charteret, har man tilkendegivet, at man ønsker, at sejlskibene bliver i byen og at det vil kræve:

  • En overordnet havneplan, som inddrager sejlskibene og deres behov.
  • At man indtænker sejlskibene i planlægningen og seriøst undersøger løsninger for cykeltunneller i stedet for bare at bygge flere dyre, dårlige og sejlskibsfjendtlige broer.
  • At man fra havnen og byens side klart melder ud, at man ønsker sejlskibe i havnen, herunder historiske skonnerter og færgerederier.

Løsning

Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget beslutter, om det skal bemyndige forperson Asbjørn Kaasgaard til at underskrive charteret på lokaludvalgets vegne.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Forperson Asbjørn Kaasgaard orienterer netværksgruppen Levende Havn om lokaludvalgets beslutning.

Til top