Mødedato: 26.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Operaen, Ekvipagemestervej 10

Puljeansøgninger, maj 2021

Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til to ansøgninger om støtte.

Indstilling

  1. At Christianshavns Lokaludvalg giver Sejlklubben Lynetten tilsagn om 10.000 kr. til "Aktionsdage: Fri ind- og udsejling af Margretheholms Havn" af lokaludvalgets 2021-pulje. Støtten øremærkes til tryk og produktion af materiale, jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 60.000 kr., fordi det vil sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.

  2. At Christianshavns Lokaludvalg giver fotograf Susanne Mertz tilsagn om en underskudsgaranti på 13.500 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til en genudgivelse af bogen Månefiskeren i anledningen af Christianias 50-års fødselsdag.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget to ansøgninger om støtte.

Løsning

1. Aktionsdage: Fri ind- og udsejling af Margretheholms Havn

Sejlklubben Lynetten søger om 60.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til fire ”aktionsdage” den 29. maj, og 12., 23. og 26. juni, hvor sejlklubben overfor offentligheden og Christiansborg vil gøre opmærksom på konsekvenserne for Margretheholm Havn, hvis den foreslåede anlægslov for Lynetteholm bliver vedtaget. Ifølge ansøgeren vil anlægsloven betyde, at Margretheholm Havn bliver udstyret med en klapbro, som begrænser sejladsen ind og ud af havnen. Ansøgeren har som en alternativ løsning udarbejdet et forslag om en akvædukt med fri ind- og udsejling

Formålet med aktionsdagene er at få opmærksomhed på, at sejlklubben er truet.  

Den 29. maj er der samlet afgang fra sejlklubben til Knippelsbro, hvor der afleveres en depeche til Folketinget. Der sejles samlet tilbage til Margretheholm Havn, hvor arrangementet kan slutte ved anløb og evt. en fælles grillaften for naboer, støtter og medlemmer hvis corona ikke er i vejen for dette. Der produceres beachflag, små standere og vimpler til markering af problematikken omkring sejlklubben.

Den 12. juni deltager sejlklubben i fællessejladsen ”Øresund sammen hver for sig”. 

Den 23. juni har sejlklubben et Sankt Hans-arrangement med båltaler af politikere og en markering af problematikken omkring Margretheholm Havn.

Den 26. juni afholdes ”Åben Havn”, hvor beboerne fra lokalområderne og gæstesejlere inviteres.  

En eventuel støtte fra lokaludvalget vil blive brugt til stickers, beachflag, vimpler mm. samt annoncering, musik, tryk af materiale og aktiviteter i forbindelse med ”Åben Havn” den 26. juni, fx børneteater.  

Sekretariatets bemærkninger

Ifølge lokaludvalgets retningslinjer for støtte støtter lokaludvalget udelukkende aktiviteter, der foregår i Christianshavns Lokaludvalgs område. Dele af aktiviteterne den 29. maj og den 12. juni foregår udenfor lokaludvalgets område.

Ifølge lokaludvalgets retningslinjer for støtte ønsker lokaludvalget at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og yder derfor kun undtagelsesvis støtte til aktiviteter, der tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget. Lokaludvalget har de seneste år givet støtte til følgende aktiviteter i Sejlklubben Lynetten:

2017: ”Fristed for alle der kan lide vand”
2019: ”Aktiviteter ved vandet”
2020: ”Bevar Margretheholms Havn”.

Ifølge lokaludvalgets retningslinjer for støtte yder lokaludvalget normalt ikke mere end 50.000 kr. i støtte til aktiviteter. Sejlklubben Lynetten har søgt om 60.000 kr.

Med de bemærkninger ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteterne.


Arbejdsgruppens anbefaling

Arbejdsgruppen mener at det er en god sag, der bliver aktioneret imod, da det i sidste ende kan medføre at fritidsaktiviteter i vores område forsvinder eller reduceres. Vi er bekendt med at der er ansøgt i tidligere år, hvor lokaludvalget også har ydet støtte. Men jf. vores retningslinjer kan Lokaludvalget undtagelsesvis yde støtte.

Der var ikke enighed i gruppen om at yde støtte, men et flertal anbefaler at der ikke gives det fulde beløb, men kr. 10.000,00. Der skal benyttes til indkøb af bl.a. materialer. 

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Sejlklubben Lynetten tilsagn om 10.000 kr. til "Aktionsdage: Fri ind- og udsejling af Margretheholms Havn" af lokaludvalgets 2021-pulje. Støtten øremærkes til tryk og produktion af materiale, jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 60.000 kr., fordi det vil sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.

 

2. Bogprojekt Månefiskeren

Fotograf Susanne Mertz søger lokaludvalget om 13.500 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til en genudgivelse af bogen Månefiskeren i anledningen af Christianias 50-års fødselsdag. Bogen genoptrykkes med flere og nye billeder og med nyt layout. Mange af billederne har aldrig før har være publiceret, og billederne er taget af fotografer med personlig tilknytning til Christiania.

Formålet med bogen er desuden at formidle en del af Christianshavns historie i anledningen af, at Christiania nu igennem 50 år har været en integreret del af bydelen, og skabe dialog og fokus på, at Christiania er andet Pusherstreet.

Bogen vi blive udgivet til en bogreception den 18. september 2021 på Café Månefiskeren på Christiania. Projektet er non profit. De involverede arbejder gratis, på nær layouter. Bogen forventes til salg i lokalområdet til en pris, der alene dækker trykomkostningerne. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil derfor gå til et eksternt honorar, så bogen kan blive layoutet.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for at lokaludvalget støtter projektet med en underskudsgaranti.

Arbejdsgruppens anbefaling

Der er opstillet et budget for det ansøgte beløb og herudover er der ansøgt om kr. 5.000,00 fra Christianias Kulturpolitiske Fond, men her fremgår det ikke om disse penge indgår i det samlede budget eller ej.

 Gruppen finder at projektet er spændende og inspirerende, samt interessant at der udgives en bog over Christiania og Christianshavns historie på Christianias 50-års fødselsdag og anbefaler at støtte med det ansøgte beløb på kr. 13.500,00.

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver fotograf Susanne Mertz tilsagn om en underskudsgaranti på 13.500 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til en genudgivelse af bogen Månefiskeren i anledningen af Christianias 50-års fødselsdag.

Økonomi

I 2021 er lokaludvalgets ramme for puljeansøgninger på 247.600 kr.  Lokaludvalget har hidtil disponeret for 78.200 kr. af rammen. Beslutter lokaludvalget at følge indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 23.500 kr. af rammen.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte efter en vejledende afstemning et ændringsforslag fra Sven Erik Brockdorff om, at lokaludvalget giver Sejlklubben Lynetten tilsagn om 25.000 kr. til "Aktionsdage: Fri ind- og udsejling af Margretheholms Havn" af lokaludvalgets 2021-pulje. Støtten øremærkes til tryk og produktion af materiale, jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 60.000 kr., fordi det vil sprede sine penge ud på forskellige aktiviteter.

  2. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give fotograf Susanne Mertz tilsagn om en underskudsgaranti på 13.500 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til en genudgivelse af bogen Månefiskeren i anledningen af Christianias 50-års fødselsdag.
Til top