Mødedato: 26.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Operaen, Ekvipagemestervej 10

Torvegade

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte hvilke bemærkninger om en opdateret version af Torvegade-analysen, det skal sende til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager en mundtlig orientering fra lokaludvalgets følgegruppe vedr. Torvegade om status på Torvegade-analysen til efterretning.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at sende de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til Torvegade-analysen, til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget.

  3. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger lokaludvalgets følgegruppe vedr. Torvegade til at søge foretræde for Teknik- og Miljøudvalget den 7. juni 2021 med henblik på at orientere Teknik- og Miljøudvalget om lokaludvalgets ønsker til Torvegade.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en opdateret version af Torvegade-analysen til lokaludvalgets følgegruppe vedr. Torvegade. Materialet er fortroligt, indtil dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. juni 2021, hvor sagen skal behandles, offentliggøres. Det sker formentlig den 31. maj 2021.

 

Løsning

Lokaludvalgets følgegruppe vedr. Torvegade, der består af lokaludvalgsmedlemmerne Jane Lytthans, Kirsten V. Andersen, Jens Eskildsen, Asbjørn Kaasgaard og Poul Cohrt, orienterer mundtligt om status på Torvegade-analysen samt om hvad de anbefaler, at lokaludvalget skal skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget om Torvegades fremtid.

Formanden foreslår, at lokaludvalget beslutter bemærkninger til Torvegade-analysen og bemyndiger ham til sammen med de øvrige medlemmer af følgegruppen at sammenfatte bemærkningerne til et brev til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Torvegade-analysen forventes at komme dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 7. juni 2021. Lokaludvalgets følgegruppe vedr. Torvegade har foretræde for Teknik- og Miljøudvalget med henblik på at orientere Teknik- og Miljøudvalget om lokaludvalgets ønsker til Torvegade.

I lokaludvalgets møde den 24. juni 2021 orienterer følgegruppen lokaludvalget om status på sagen.

Beslutning

Sagen blev behandlet for lukkede døre.

 

  1. Lokaludvalget tog en mundtlig orientering fra Jens Eskildsen om status på Torvegade-analysen til efterretning.

  2. Om bemærkninger til Torvegade-analysen, som sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget:

    Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Jens Eskildsen om, at lokaludvalget beder om, at man går videre med løsningsforslag 2, idet lokaludvalget har følgende bemærkninger:
    • Forslaget vil sikre markante forbedringer for cyklisterne på Torvegade
    • Antallet af biler i Torvegade og i Prinsessegade Nord reduceres betragteligt, da det ikke længere vil være muligt at benytte Torvegade som gennemkørselsvej
    • Lokaludvalget er opmærksom på, at løsningsforslag 2 vil medføre, at megen af den nuværende og gennemkørende trafik i stedet skal benytte Langebro og andre veje. Det gælder også for christianshavnere, der i dag kan køre via Torvegade til henholdsvis Indre By og Amager.
    • Der er flere muligheder for at begrænse biltrafikken i København, herunder samkørsel, miljøzoner, trængselsafgift, trafik-øer, tvangsruter for tung forurenende transport, nedsat hastighed, udbygning af kollektiv trafik, delebiler, bedre cykelstier og bedre forhold for fodgængere.
    • Valget mellem løsningsforslag 1 og løsningsforslag 2 drejer sig overordnet om, hvorvidt hensynet til bilerne eller hensynet til de omkring 4.500 beboere langs og bag Torvegade vejer tungest.
    • Langebrogade skal ikke åbnes for gennemkørende trafik. Lokaludvalget er derfor meget uenig i, at følgende fortsat fremgår af løsningsforslag 1: ”Det kan besluttes efterfølgende at åbne for gennemkørende trafik på Langebrogade, hvis det vurderes at skabe en bedre afvikling af den lokale trafik”.
    • Lokaludvalget mangler konsekvensvurderinger af de foreslåede trafikale ændringer i løsningsforslag 1 ved
      • Lukning af Overgaden oven Vandet på stækningen mellem Mikkel Vibes Gade og Torvegade
      • Lukning af Prinsessegade Syd
      • Lukning af Dronningensgade Syd
      • Ensretning af Wildersgade Nord og Overgaden oven Vandet Nord ved tilslutningerne til Torvegade
      • Trafikale ændringer i nærområdet omkring Christians Kirke, idet der i området findes tre private parkeringskældre, erhvervsejendomme og restaurationer med vareleveringer mm. samt retslokaler i Nicolai Eigtveds Gade
    • Lokaludvalget mangler en konsekvensvurdering af løsningsforslag 2 ved Prinsessegade Nord, der vil medføre, at Prinsessegade i retningen mod Refshaleøen får markant mindre trafikbelastning med mindskelse af støj- og luftforureningen samt forbedrede forhold for den kollektive trafik i gaden til følge.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Frode Neergaard og Jette Philipsen om, at lokaludvalget tilkendegiver, at det finder det uforståeligt, at analysematerialet skal holdes fortroligt, indtil dagsordenen for mødet i Teknik- og Miljøudvalget, hvor sagen behandles, offentliggøres.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Sven Erik Brockdorff om, at der for begge løsningsforslag bør undersøges, hvordan genvejskørsel i de små gader på Christianshavn hindres. 

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Erik Rasmussen om, at uanset hvilket løsningsforslag, man går videre med, bør det undersøges,

  • hvordan Christianshavn kan indrettes som én eller to trafikøer jf. mobilitetsanalyserne
  • hvordan der kan etableres tvangsruter for tung trafik uden om Christianshavn
  • hvordan varelevering til erhverv på Christianshavn kan ske i mindre køretøjer.

Lokaludvalget tiltrådte et forslag fra Jane Lytthans om, at lokaludvalget foreslår, at fortovene i Torvegade udvides, så tilgængeligheden bliver bedre.

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende et brev til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget om Torvegade-analysen, baseret på ovenstående bemærkninger.

 

3. Lokaludvalget bemyndigede lokaludvalgets følgegruppe vedr. Torvegade til at søge foretræde for Teknik- og Miljøudvalget den 7. juni 2021 med henblik på at orientere Teknik- og Miljøudvalget om lokaludvalgets ønsker til Torvegade. 

 

Protokolbemærkning fra Frode Neergaard, som gengives i brevet om Torvegade-analysen til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget:

"MOEs foranalyse om Øget cykelkapacitet på Torvegade indeholder nyttige analyser af trafikforholdene omkring Torvegade, herunder en kortlægning af de eksisterende trafikforhold samt to løsningsprincipper og fem løsningsforslag med sigte på at forbedre cykelkapaciteten på Torvegade.

Både løsningsprincip 1, hvor der bevares to gennemkørende kørespor, og løsningsprincip 2, hvor Torvegade lukkes for gennemkørende trafik, vil ifølge MOEs foranalyse have en positiv effekt på cykelkapaciteten. Begge løsningsprincipper tager tillige hensyn til busser og fodgængere, mens kun løsningsforslag 1 tager hensyn til bilisters mulighed for at passere Torvegade i begge retninger. Torvegade har på en typisk hverdag ca. 20.000 gennemkørende køretøjer. Heraf er der i følge MOEs analyse "en betydelig trafikmængde, som faktisk har mål eller udgangspunkt på Christianshavn".

Det overordnede mål med analysen er at forbedre forholdene for cyklisterne på Torvegade. Hensynet til de lokale beboere må veje tungt, og forbedringer for gennemkørende cyklister må ikke forringe livskvaliteten for beboerne på Christianshavn - herunder i de tilstødende områder.

Ud fra dette hensyn anbefaler jeg løsningsprincip 1 [med en præference for løsningsforslag 1B], idet dette princip viser hensyn til alle christianshavnere, - også de christianshavnere, som er nødsaget til at benytte bil som transportmiddel og som vil blive generet ved en lukning af Torvegade for gennemkørende trafik.

Dertil kommer, at lukning af Torvegade for gennemkørende trafik ved Torvet - som påpeget i MOEs forstudie - i stort omfang vil "påvirke trafikken på store dele af vejnettet i Indre By og også i tilstødende områder". Denne løsning vurderes af MOE som "svær at etablere på nuværende tidspunkt". Løsningen foreslås af MOE derfor "indtænkt i de fremtidige mobilitetsplaner i byen". Også af denne grund samt fordi løsningsprincipperne ikke lå til grund da Lokaludvalget gennemførte en borgerpanelundersøgelse (i øvrigt med ringe deltagelse) anbefaler undertegnede på det foreliggende grundlag løsningsprincip 1."

Til top