Mødedato: 25.09.2019, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Miljøgodkendelse til flyveplads i Københavns Havn

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage et brev fra formanden til Teknik- og Miljøudvalget om en sag på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 23. september 2019 om miljøgodkendelse til flyveplads i Københavns Havn til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager formandens brev til Teknik- og Miljøudvalget om en miljøgodkendelse til flyveplads i Københavns Havn, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal den 23. september 2019 tage stilling til en indstilling fra Teknik- og Miljøforvaltningen om at godkende, at vandflyvepladsen i Københavns Havn får en tidsbegrænset miljøgodkendelse på 11 år til 30 daglige operationer.

Et flyselskab har ansøgt om permanent miljøgodkendelse til udvidet drift af en vandflyveplads i Københavns Havn fra 12 til 30 daglige flyvninger (udkast til miljøgodkendelse vedlagt i bilag 2). Vandflyvepladsen opererer for tiden på en tidsbegrænset miljøgodkendelse, der udløber marts 2020. Aktiviteten overskrider den laveste støjgrænse for boligområder på 45 dB for området ved vandflyvepladsen samt en række kommuneplanområder (støjrapport vedlagt i bilag 3).

Forslag til miljøgodkendelse har været i høring på Bliv Hørt-portalen i perioden 12.-26. august 2019, og Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget otte høringssvar, hvoraf størstedelen har haft indvendinger mod forslaget.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om vandflyvepladsen skal have en tidsbegrænset miljøgodkendelse på 11 år, så støj fra vandflyvere ikke på langt sigt lægger væsentlige begrænsninger på kommuneplanlægningen omkring havnen.

Fra indstillingen til Teknik- og Miljøudvalgets møde den 23. september 2019

"Vandflyvepladsen har check in, lounge og gate på Nordre Toldbod 29 i et område uden lokalplan og inden for en kommuneplanramme udlagt til institutioner og fritidsformål. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der ikke kan gives en permanent miljøgodkendelse til vandflyvepladsen ved Nordre Toldbod, da det vil medføre, at der på lang sigt skal tages hensyn til støjudbredelsen fra vandflyvepladsen ved etablering af boligområder indenfor de berørte kommuneplanrammer fra Nordre Toldbod til Refshaleøen.

Miljøgodkendelser kan i særlige tilfælde tidsbegrænses, hvilket kræver en saglig begrundelse. Kommuneplanerammen anviser området ved Nordre Toldbod til virksomhed med ubetydelig forurening og omhandler ikke flyvepladsaktiviteter. Konkret vurderer forvaltningen, at vandflyvepladsen midlertidigt kan indpasses ved Nordre Toldbod, da der primært ligger liberale erhverv, som er mindre støjfølsomme, og da Nordre Toldbod anvendes til lignende støjende aktiviteter som fx havnebus.

Forvaltningen har foretaget en konkret afvejning af hensynene til de interesser og behov, som er begrundet i kommuneplanen, og til virksomhedens behov. Forvaltningen har lagt vægt på, at en tidsbegrænset miljøgodkendelse på 11 år tager hensyn til virksomhedens ønsker, og har vurderet, at der kan meddeles en tidsbegrænset miljøgodkendelse i 11 år frem til 2031 (se bilag 2). Fra 2031 er det i forslag til kommuneplan 2019 tilkendegivet, at hele Refshaleøen ønskes byudviklet ved udpegningen som perspektivområde. De konsekvenser, som et støjniveau over 45 dB fra vandflyvepladsen har for kommuneplanlægningen, kan accepteres midlertidigt frem til 2031, fordi der på nuværende tidspunkt ikke foreligger konkrete planer om at udnytte kommuneplanrammerne fuldt ud frem til 2031.

Da der ikke foreligger en anlægslov, kommune- eller lokalplan, som konkretiserer projektet Lynetteholmen, kan der ikke tages direkte stilling til Lynetteholmen i miljøgodkendelsen. Når opfyldning af havnen påbegyndes, må vandflyverne sejle længere nord om Refshaleøen, og ansøger må fremsende en revideret støjberegning for vandflyvepladsen i det omfang, det er nødvendigt for at vurdere støjpåvirkning af de omkringliggende boligområder.

Alternativer

Ønsker Teknik- og Miljøudvalget ikke at lægge forslag til kommuneplan 2019 til grund for tidsbegrænsningen, da den ikke er endeligt vedtaget, vurderer forvaltningen, at en tidsbegrænsning kan begrundes i gældende kommuneplan 2015, hvor perspektivområdet for Refshaleøen tidligst kan udvikles fra 2027. Det vil dog begrænse miljøgodkendelsens varighed til 7 år og ikke i samme grad tage hensyn til virksomhedens ønsker og behov for at drive vandflyveplads fra Nordre Toldbod.

Ansøger har efter forvaltningens vurdering ikke et retligt krav på varig eller tidsbegrænset miljøgodkendelse, da planrammen for området ikke omfatter flyvepladser. Teknik- og Miljøudvalget kan derfor også beslutte, at ansøgningen om miljøgodkendelse skal afvises."

 

Høringssvar fra Kirsten V. Andersen

Lokaludvalgsmedlem Kirsten V. Andersen lagde på egne vegne et høringssvar på Bliv Hørt-portalen:

"Støjen fra flyvemaskinerne kan høres helt til Christianshavn, så jeg ønsker bestemt ikke, at der skal være flere flyvninger. De burde helt stoppes. Det ville være rart, om især aftenflyvningerne blev stoppet."

Teknik- og Miljøforvaltningen har i indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget opfattet det som et høringssvar fra lokaludvalget.

Efter aftale med lokaludvalgets forretningsudvalg og Kirsten V. Andersen har sekretariatet gjort Teknik- og Miljøforvaltningen opmærksom på, 

  • at lokaludvalget hverken har taget stilling til sagen eller lagt et høringssvar på Bliv Hørt-portalen
  • at lokaludvalget tager stilling til sagen i sit møde den 25. september 2019.

Forvaltningen har svaret, at man vil berigtige henvendelsen fra Kirsten V. Andersen, så det fremgår, at høringssvaret ikke er fra det samlede lokaludvalg.

Løsning

Formanden har den 20. september 2019 skrevet til Teknik- og Miljøudvalget:

"Sagen "Miljøgodkendelse af vandflyveplads i Københavns Havn", som er på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 23. september 2019:

Set i lyset af, at Kultur- og Fritidsudvalget og By & Havn er i gang med at udvikle havnen til en rekreativ havn, mener vi, at Teknik- og Miljøudvalget skal anerkende, at planrammen for området ikke omfatter flyvepladser og heller ikke skal gøre det i fremtiden. Teknik- og Miljøudvalget bør derfor beslutte, at ansøgningen om miljøgodkendelse til en vandflyveplads i havnen skal afvises.

I øvrigt har jeg noteret mig bemærkningerne i høringssvarene om støjgener fra vandflyverne, også på Christianshavn. Det bør selvfølgelig også lægges til grund for en afgørelse om miljøgodkendelsen.  

Endelig vil jeg bemærke,

  • at Christianshavns Lokaludvalg ikke er blevet hørt om sagen, selv om den er af særlig betydning for Christianshavn.
  • at en høring på Bliv Hørt-portalen i 14 dage er for kort tid. Borgerne skal have bedre tid til at sætte sig ind i sagen.

Christianshavns Lokaludvalg drøfter sagen og dette brev i sit møde den 25. september 2019.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

De bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til sagen, sender formanden til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Beslutning

Sven Erik Brockdorff stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at vandflyene støjer, når de letter fra området ud for Trekroner.

Mogens Holm stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget gør opmærksom på vandflyenes brændstofforbrug.

Jette Philipsen stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at høringsperioden var for kort og ikke gav mulighed for borgerinddragelse, hvilket ikke harmonerer med de politiske tilkendegivelser om øget borgerinddragelse.

Kirsten V. Andersen stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at en vandflyveplads i Københavns Havn ikke er til gavn for almenvellet.

Ulla Bo Skovvart stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at roere og de sejlende er generet af, at vandflyene forurener luften i havnen.

Jens Eskildsen stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at kommunen kunne have stillet krav til operatøren om at bruge el-drevne vandfly.

 

Lokaludvalget tog formandens brev til Teknik- og Miljøudvalget om en miljøgodkendelse til flyveplads i Københavns Havn, der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning, idet han blev bemyndiget til at sende Teknik- og Miljøudvalget et uddybende brev om lokaludvalgets holdning til sagen på baggrund af ovennævnte ændringsforslag.

Til top