Mødedato: 25.09.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Fremtiden for Christiania

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte udtalelserne fra overborgmesteren den 21. september 2013 i Berlingske Tidende om fremtiden for Christiania og eventuelt beslutte et åbent brev om sagen.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter udtalelserne fra overborgmesteren den 21. september 2013 i Berlingske Tidende om fremtiden for Christiania
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter et åbent brev til overborgmesteren om fremtiden for Christiania,idet lokaludvalget bemyndiger formanden til at forfatte og offentliggøre brevet på baggrund af de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have. Inden offentliggørelsen af brevet skal Forretningsudvalget have det til kommentering.

Problemstilling

Berlingske Tidende havde den 21. september 2013 et interview med overborgmesteren om Christiania. Essensen af interviewet var:

  • Overborgmesteren vil have åbnet Christiania, ved bl.a. at bygge almennyttige boliger, hvor især studerende vil kunne bo og betale regulær husleje. Han ønsker dette, bl.a. for at forebygge, at Christiania udvikler sig til et pensionistkvarter. 
  • Overborgmesteren ønsker, at Christiania skal åbne sig mere op mod byen og blive en del af København. Samtidig skal man holde fast i de positive ting, som der er ved Christiania, fx Kvindesmedjen, Genbrugshallen og de kulturelle aktiviteter, mener han. 
  • Overborgmesteren ønsker flere indgange til Christiania, samt en cykelsti gennem området. 
  • Overborgmesteren forestiller sig, at principperne i Kommuneplan 2015 skal være en rambuk, der ændrer dels Christianias fysiske rammer, dels områdets beboersammensætning. 
  • Bagved ligger et udtalt ønske fra overborgmesteren om at få taget hånd om de kriminelle aktiviteter. 
  • Overborgmesteren ønsker en kontrolleret legalisering af hash i kommunalt regi.

Artiklen er vedlagt som bilag.


Aftalen om Københavns Kommunes budget for 2014 indeholder følgende passus: "Parterne er enige om, at der som konsekvens af ophævelsen af særloven om Christiania skal udarbejdes et nyt plangrundlag for Christiania i Kommuneplan 2015, da den gældende statslige lokalplan fra 1991 er utidssvarende. Der skal derfor igangsættes et forberedende arbejde i samarbejde med Fonden Fristaden Christiania og relevante statslige myndigheder med henblik på at afdække de nødvendige hensyn i planlægningen."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter udtalelserne fra overborgmesteren om fremtiden for Christiania og at lokaludvalget beslutter et åbent brev til overborgmesteren med lokaludvalgets holdning til fremtiden for Christiania.

Endvidere, at lokaludvalget bemyndiger formanden til at forfatte og offentliggøre brevet på baggrund af lokaludvalgets bemærkninger til sagen. Inden offentliggørelsen af brevet skal Forretningsudvalget have det til kommentering.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Hvis lokaludvalget beslutter et åbent brev, vil formanden i samarbejde med sekretariatet forfatte det og sende det til Forretningsudvalget til kommentering. Brevet sendes i givet fald til landsdækkende, regionale og lokale medier. Derudover sendes det direkte til overborgmesteren og til Økonomiforvaltningen.
BILAG
Artiklen i Berlingske Tidende den 21. september 2013:
http://www.b.dk/nationalt/frank-jensen-vil-stroemline-christiania

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede udtalelserne fra overborgmesteren i Berlingske Tidende den 21. september 2013 om fremtiden for Christiania.
Til top