Mødedato: 25.09.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Etablering af anlæg ved Refshalevej - høringssvar

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte og beslutte et høringssvar til Kystdirektoratet vedrørende to ansøgninger om tilladelse til etablering af anlæg i Erdkehlgraven ud for Refshalevej (lovliggørelse).

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter de to ansøgninger om tilladelse til etablering af anlæg i Erdkehlgraven ud for Refshalevej, som ses i bilaget
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget skal afgive et høringssvar til Kystdirektoratet om ansøgningerne og i givet fald beslutter, hvad svaret skal være

Problemstilling

Kystdirektoratet har modtaget to uafhængige ansøgninger om etablering (lovliggørelse) af anlæg i Erdkehlgraven ved Refshalevej. Ansøgningerne er i offentlig høring på bliv hørt-portalen i perioden 19. september-14. oktober 2013.

Løsning

Sagen er ny og har derfor ikke været drøftet i en arbejdsgruppe. 

Formanden foreslår, at Christianshavns Lokaludvalg drøfter ansøgningerne og beslutter, om lokaludvalget skal afgive et høringssvar til Kystdirektoratet.

Hvis lokaludvalget vil afgive et høringssvar, foreslås det, at lokaludvalget bemyndiger formanden til at forfatte og sende høringssvaret. Svaret vil blive baseret på de bemærkninger til sagen, der måtte komme i lokaludvalgsmødet. Høringssvaret sendes til Kystdirektoratet med kopi til Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede de to ansøgninger om tilladelse til etablering af anlæg i Erdkehlgraven ud for Refshalevej, som ses i bilaget.
  2. Lokaludvalget besluttede at afgive et høringssvar til Kystdirektoratet om ansøgningerne.
  3. På forslag fra Asbjørn Kaasgaard og Julius Lund tiltrådte lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at lokaludvalget er bekymret for, at eventuelle tilladelser vil skabe præcedens, så andre foreninger og bådejere vil være berettiget til lignende tilladelser i Erdkehlgraven og i Stadsgraven.
  4. På forslag fra Erling Ekegren tiltrådte lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at lokaludvalget principielt mener, at man ikke bør tillade private at råde over det offentligt areal, som vandfladen udgør
  5. På forslag fra Jette Arendrup tiltrådte lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at det er uholdbart, at medlemmerne af Foreningen Fredens Havn skal ro toiletindhold ind til Christania.
  6. På forslag fra Kirsten V. Andersen tiltrådte lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at Fredens Havn skal have tilladelser fra en række andre instanser, før man kan tale om en lovliggørelse.
  7. På forslag fra Asbjørn Kaasgaard tiltrådte lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at der ikke er grund til lægge en båd op som ansøgt, da man kan få anvist plads til en husbåd andetsteds i Københavns Havn.
  8. På forslag fra Asbjørn Kaasgaard tiltrådte lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at der ikke bør tillades etablering af faste installationer i Erdkehlgraven og Stadsgraven, da man skal kunne se vandet.
  9. På forslag fra Jane Lytthans tiltrådte lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at lokaludvalget ikke er imod småhavne i Christianshavns vande som de, der har fast bopæl på Christianshavn, kan benytte.
  10. På forslag fra Lotte Barfod tiltrådte lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at såfremt Kystdirektoratet giver tilladelser som ansøgt, skal det være tidsbegrænsede tilladelser..
  11.  Et flertal af lokaludvalgets medlemmer tilkendegav, at de er imod en lovliggørelse som ansøgt.
  12. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at forfatte et høringssvar, hvori der med ovennævnte bemærkninger gives udtryk for, at lokaludvalget er imod den ønskede lovliggørelse. Høringssvaret sendes til Forretningsudvalget og til Gunnar Bloch-Pedersen til kommentering, inden sekretariatet lægger det på Bliv hørt-portalen.

 

Til top