Mødedato: 25.03.2026, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

M5: Tilkøb af tunnel mellem Prags Boulevard og Lynetteholm N

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen, som ses i løsningsafsnittet, med ønske om, at der udarbejdes et budgetnotat om tilkøb af tunnel til metrolinje M5 mellem Prags Boulevard og Lynetteholm N til forhandlingerne om kommunens budget for 2027.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har i et svar til Kristine Ammitzbøll-Bille, der er medlem af Borgerrepræsentationen, kommenteret på lokaludvalgets bemærkninger vedr. finansiering af metrolinje M5. Økonomiforvaltningen har ikke kommenteret substansen i forslaget til finansieringsmuligheder for en tunnellagt metro. Hovedessensen af forvaltningens svar er, at der er indgået en aftale med staten. Hvis man vil ændre i aftalen, er der to muligheder: Enten skal man forsøge at få genforhandlet aftalen, eller kommunen kan som part lave et tilkøb ved selv at finde finansiering til en tunnel.

Se svaret fra Økonomiforvaltningen til Kristine Ammitzbøll-Bille i bilagsoversigten.

Svaret henviser til "Aftale mellem regeringen og Københavns Kommune om: Byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm", hvori der står følgende:
"Parterne er enige om, at linjens første etape skal åbne i 2036 og gå fra København H til Prags Boulevard, mens anden etape åbner i 2045 og går fra Prags Boulevard til Lynetteholm N. Metrolinjen anlægges under jorden frem til stationen på Prags Boulevard (over jorden) i 2036 og videreføres derfra på højbane over jorden til Lynetteholm. Det er muligt for parterne at foretage tilkøb vedrørende linjen, fx at metrolinjen føres i tunnel fra Prags Boulevard til stationen Lynetteholm N eller fremrykning af anden etape, såfremt den pågældende part anviser finansiering hertil."

Se aftalen i bilagsoversigten.

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn har drøftet sagen og foreslår, at lokaludvalget fremsætter  ønske om, at der udarbejdes et budgetnotat om tilkøb af en tunnel mellem Prags Boulevard og Lynetteholm N.

Løsning

Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget skriver til Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen:

"Med henvisning til det vedlagte svar fra Økonomiforvaltningen til Kristine Ammitzbøll-Bille (MB) beder Christianshavns Lokaludvalg hermed om, at der udarbejdes et budgetnotat til forhandlingerne om kommunens budget for 2027 om tilkøb af tunnel til metrolinje M5 mellem Prags Boulevard og Lynetteholm N. 

Metrolinjen skal under jorden, fordi den passerer boligområdet på Margretheholm og  Margretheholm Havn. En højbane vil være en evig støjmæssig og visuel gene, som vil skære byen over. 

Udviklingen af Refshaleøen vil ligeledes blive forringet med en højbane.

Der er behov for en afklaring nu af, om kommunen vil betale for en tunnelløsning. Beboerne på Margretheholm og brugerne af Margretheholm Havn skal ikke leve i uvished.

Med venlig hilsen"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender brevet til Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen. 

I forbindelse med Økonomiforvaltningens høring om forslaget til kommunens budget for 2027 skal lokaludvalget i møderne i juni og august 2026 beslutte ønsker til budgettet for 2027.  Her vil ønsket om tilkøb af tunnel mellem Prags Boulevard og Lynetteholm N kunne fremsættes igen.

Til top