B-sag: Områdeinddeling i Klima, Teknik- og Miljøforvaltningens lokale handleplaner
Indstilling
Indstilling om,
- At Christianshavns Lokaludvalg godkender en henvendelse til Klima-, Teknik- og Miljøudvalget (KTU) om, at forvaltningens arbejde med lokale handleplaner skal opdeles i 12 bydele svarende til lokaludvalgenes områder.
Problemstilling
Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen (KTF) er i gang med at udvikle et koncept for lokale handleplaner i byen indenfor forvaltningens ressortområde. Lokaludvalgene er inddraget i processen, der er under udvikling.
Forperson Asbjørn Kaasgaard og lokaludvalgsmedlem Lars Josephsen har på vegne af lokaludvalget derfor deltaget i en workshop med KTF, hvor det metodiske koncept og prototypen for de lokale handleplaner blev præsenteret.
Her fremgik det, at forvaltningen arbejder med 10 bydele i stedet for 12, da Indre By og Christianshavn indgår som én samlet enhed, hvilket også er tilfældet med Vesterbro og Kongens Enghave.
Denne inddeling er blevet drøftet i lokaludvalgets arbejdsgruppe for Byplan, Trafik og Havn. Arbejdsgruppen mener at inddelingen er uhensigtsmæssig og at Christianshavn bør behandles som en selvstændig bydel i planlægningen ellers mister den lokale inddragelse sin mening og sin værdi.
Formål med de lokale handleplaner er netop:
- At oversætte KTF strategierne til konkret lokal kontekst
- At sikre at lokale hensyn inddrages i udmøntningen af strategierne
- At hjælpe til politisk prioritering af indsatser på tværs af forskellige fagområder og bydele
Arbejdsgruppen forslår derfor, at lokaludvalget retter en henvendelse til Klima-, Teknik- og Miljøudvalget (KTU) med henblik på at få arbejdet med de lokale handleplaner til at matche lokaludvalgenes geografiske områdeinddeling.
Det giver kort sagt ikke mening for lokaludvalget at arbejde med og forholde sig til lokale forhold i Indre By og omvendt.
Løsning
Forperson Asbjørn Kaasgaard foreslår, at lokaludvalget godkender henvendelsen som fremgår af bilag 1.
Økonomi
Ingen.
Videre proces
Sekretariatet sender henvendelsen til Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.