Mødedato: 24.11.2021, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Evaluering af skærpede ordensregler i udvalgte parker, pladser og havnearealer

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte input til Teknik- og Miljøforvaltningens evaluering af skærpede ordensregler i Hørsholmsparken, Islands Brygge og dele af Fælledparken.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender svaret til Teknik- og Miljøforvaltningen med input til forvaltningens evaluering af skærpede ordensregler i udvalgte parker, pladser og havnearealer, som fremgår af løsningsafsnittet.

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen evaluerer i efterår/vinter de skærpede ordensregler i udvalgte parker, pladser og havnearealer, der blev indført i foråret 2021. Forvaltningen forventer at fremlægge en evaluering af de skærpede ordensregler for Teknik- og Miljøudvalget i januar 2022.

De skærpede ordensregler forbyder brug af forstærket musik fra mandag – fredag, og søn- og helligdage i tidsrummet kl. 20.00 – 07.00 samt natten efter fredag – lørdag i tidsrummet kl. 22.00 – 9.00 i Hørsholmsparken, Islands Brygge og dele af Fælledparken.

Forvaltningen har den 7. oktober 2021 inviteret alle lokaludvalg til at komme med input til evalueringen og det fremadrettet arbejde. Svarfristen er undervejs rykket fra den 31. oktober til den 1. december 2021.

 

Løsning

Høringssvar

Miljøgruppen foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Vi vil starte med at pointere, at reglerne om forbud mod forstærket musik bør gælde for hele byen. Så kan der gives mulighed for at søge om undtagelser.

Reglerne for hele Københavns Kommune bør være:

Forbud mod forstærket musik i København mandag til fredag, søndag og helligdage kl. 22.00 – 07.00 samt natten efter fredag og lørdag kl. 24.00 – 09.00.

Lyden føres nemt over vand og åbne områder, og her bør gælde strengere regler om støj. Disse strengere regler bør også overholdes af især partybåde.

Vi ønsker en tydeliggørelse af muligheden for at lave lokale ordensregler, hvis det skulle blive nødvendigt.

Vi ønsker stilleområder i byen. Derfor skal det være muligt, for et område, at man kan søge om helt forbud mod forstærket musik.

Det vigtigste er dog, at der bliver forbud mod forstærket musik i hele byen mandag-fredag, søndag og helligdage kl. 22.00 – 07.00 samt nat efter fredag og lørdag kl. 24.00 – 09.00.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at 4. sætning i høringssvaret formuleres: "Forbud mod forstærket musik i København mandag til fredag, søndag og helligdage kl. 20.00 – 07.00 samt natten efter fredag og lørdag kl. 22.00 – 09.00."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at sidste sætning formuleres: "Det vigtigste er dog, at der bliver forbud mod forstærket musik i hele byen mandag-fredag, søndag og helligdage kl. 20.00 – 07.00 samt nat efter fredag og lørdag kl. 22.00 – 09.00."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jette Philipsen om, at 8. sætning formuleres: "Vi lægger stor vægt på, at der indføres stilleområder i byen."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sven Erik Brockdorff om, at 6. sætning formuleres: "Disse strengere regler skal også overholdes af især partybåde."


    Lokaludvalget godkendte svaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, som fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.
Til top