Mødedato: 24.06.2021, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Knippelsbro Torv

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte et oplæg om en fysisk og indholdsmæssig afgrænsning af Knippelsbro Torv-projektet.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter oplægget om en fysisk og indholdsmæssig afgrænsning af Knippelsbro Torv-projektet, som ses i bilaget.

Problemstilling

Knippelsbro Torv-gruppen har diskuteret en fysisk og indholdsmæssig afgrænsning af problemstillingen.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter oplægget om en fysisk og indholdsmæssig afgrænsning af Knippelsbro Torv-projektet, som ses i bilaget.

Knippelsbro Torv-gruppen arbejder videre på projektet på grundlag af de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have i lokaludvalgsmødet den 24. juni 2021.

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Knippelsbro Torv-gruppen orienterer med jævne mellemrum lokaludvalget om gruppens virke.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede oplægget om en fysisk og indholdsmæssig afgrænsning af Knippelsbro Torv-projektet, som ses i bilaget. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Der er behov for en trafikadskillelse på havnepromenaden. 
    • Havnepromenaden kan blive et flot, grønt opholdsområde. I dag er det et gennemkørselsområdet.
    • Der bor ikke mange mennesker i området. Aktiviteter vil ikke genere.
    • Området afgrænses af Wildersgade, men det er et boligområde.
    • Friarealerne hører til de forskellige ejendomme i området. Der er ikke plads til aktiviteter.
    • Overlad det til beboerne, hvis området skal aktiviseres.
    • Ideen kan evt. indgå i bydelsplanarbejdet, som starter i 2022.

 

 

Protokolbemærkning fra Jens Eskildsen: 
"

  1. Det fremgår af bilag af 15.6.2021 til dagsordenen, at ”Knippelsbro-Torv” nu omfatter området langs kajen fra Knippelsbro i nord til Hammershøjs kaj i syd og på landsiden med Wildersgade som grænse. Det står ikke klart for mig, om bebyggelsen langs Wildersgade SØ og Torvegade også en del af området!

     

  2. Det er det 4. forslag til afgrænsning af området siden ”ideen” blev forelagt CLU den 26.6.2019 – altså for 2 år siden!

     

  3. Det fremgår af bilag af 15.6.2021: ”Et område ”præget af torve-kvalitet”.

    Jeg forstår ikke, hvad der menes hermed!

     

  4. Det fremgår af bilag af 15.6.2021: ”Der udarbejdes en plan for de vigtigste elementer, der skal til for at gøre et rum til et ”offentligt” rum, hvor det bliver attraktivt for bydelens brugere og besøgende at slå sig med, opholde sig og skabe liv i området”.

    Området er Ikke uden liv. Der er masser af liv på havnefronten i ”området” - mens områdets beboere og ansatte i virksomhederne aktivt bruger de grønne områder til rekreative aktiviteter – uden at det medfører ”festival-lignende tilstande”. Vi, der bor her, kan se områdets kulturhistoriske, rumlige, arkitektoniske, æstetiske, naturmæssige og rekreative kvaliteter. Det er årsagen til, at mange har valgt at bo her!

     

  5. Jeg oplyste på mødet, at friarealerne - der er udlagt til de respektive ejendomme - var en forudsætning for, at bebyggelsen kunne opføres. Friarealerne kan derfor IKKE konverteres til andre formål end det, der fremgår af byggetilladelserne!

     

  6. Om et forslag til badezone ved Eigtveds Pakhus oplyste Kultur- og Fritidsborgmesteren den 1.6.2021, at det IKKE er muligt at anlægge en badezone der, da området er udfordret af tre udløb til havnen. Jeg oplyste på CLU-mødet den 24.6.2021, at det af samme årsag heller ikke er muligt at anlægge badezoner i det nu foreslåede område.

     

  7. På CLU-mødet den 24.6.2021 blev det oplyst, at der ikke bor nogen i området. Dette er IKKE korrekt, der findes mindst 200 lejligheder i området!

     

  8. Beboerne i området har IKKE bedt lokaludvalget om ”forslag til at aktivere” deres boligområde. Derimod bør Lokaludvalget medvirke til, at der anlægges andre og tilsvarende områder på Christianshavn, hvor det er muligt at opholde og fordybe sig i ro. Hensynet til de lokale beboere skal prioriteres højst – jf. ”Vi skal også være her”, der blev drøftet på CLU-mødet den 25.11.2020.

     

  9. Jeg tager derfor skarpt afstand fra ”idéen”. Det er IKKE Lokaludvalgets opgave at medvirke til at aktivere havnefronten og derved de bagvedliggende arealer med ”festival-lignende” aktiviteter. Det medfører gener for beboerne jf. forholdene på Krøyers Plads: Parkering af cykler og biler, ulovlig svømning, urinering i havnen, langs kajerne, i porte og haver, støj og brug af ghettoblastere, udgifter til oprydning efter svineri med affald etc. Det er beboerne og grundejerne, der påføres ulemper, gener, vedligeholdelse, oprydning og andre følgeudgifter!

     

  10. Jeg er også bevidst om, at mange Christianshavnere IKKE har mulighed for at ”flytte på landet” i sommerperioden. Det er os, der skal leve med og i de festival-lignende tilstande!

     

  11. Man må kunne sidde på en bænk på Christianshavn – uden samtidig at være til fest med resten af verden. ”Knippelsbro-Torv” er ”en fortænkt idé” – skrinlæg den!"
Til top