Mødedato: 24.06.2015, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Følgeanlæg til ny bro ved Langebro

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om infrastrukturforbedringer for cyklister i forbindelse med en nye bro ved Langebro mellem Vester Voldgade og Langebrogade.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen om infrastrukturforbedringer for cyklister i forbindelse med den nye bro ved Langebro mellem Vester Voldgade og Langebrogade, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Den 15. juni 2015 blev der afholdt et offentligt dialogmøde om cykeltrafikken i forbindelse med den kommende bro ved Langebro mellem Vester Voldgade og Langebrogade. Mødet blev arrangeret i et samarbejde imellem Indre By Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg og Islands Brygges Lokalråd. På mødet deltog også en konsulent fra Realdania samt to trafikplanlæggere fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Sekretariatet har noteret følgende synspunkter på mødet, som har med cykeltrafikken på Christianshavn at gøre:

  • Generelt om stigning i cykeltrafikken:
    • Flere vil cykle ad Langebrogade og videre ad Overgaden oven Vandet eller ad den brostensbelagte Christianshavns Voldgade. Der vil allerede blive flere cyklister og gående langs havnen, når Cirkelbroen er færdig, hvilket må indgå ved tilpasning af infrastrukturen.
    • Vi bliver nødt til at tage plads fra bilerne til cyklerne.
    • Der er også problemer med for hurtige cyklister. 
    • Vi kæmper for at få 30 km/t-zoner for biltrafikken på Christianshavn. Så behøver man ikke nødvendigvis en adskilt cykelsti. Politiet må løsne op for deres afslag af forslaget.
    • Hvis I skal have lavet 30 km/t-zoner på Christianshavn, skal I også huske at supplere med enten bump eller chikaner.
       
  • Brostensgaderne:
    • Jeg synes, at det er godt med broen. Lyskrydsene på Vester Voldgade kan godt blive bedre ligesom brostensgaderne kan det. Det er godt at antallet at cyklister stiger, og det er godt at gøre forholdene bedre for cyklister fx med mere asfaltbelægning.
    • Det bør være muligt at cykle ad Prinsessegade, som i dag er ensrettet fra Torvegade, og videre ud til Christianshavns Voldgade, men det kræver at brostenene på Voldgaden lægges om. Det er umuligt at cykle på brostenene i dag og mange vælger at cykle på fortovet. Hvis det ikke er muligt at cykle i begge retninger ad Prinsessegade, vil ruten mod Christianshavn gå ad Langebrogade og videre ad Overgaden oven Vandet til Torvegade. Der er behov for at få set nærmere på knækket ved Langebrogade.
    • Gaderne med brosten skal være rekreative veje, men hvor brostenene er mere udjævnede.
    • Ift. brostenene på Christianshavns Voldgade, er det også en diskussion om den historiske betydning. På Østerbro har man lavet et forsøg med alternative brosten, som er flade men har et udtryk som brosten.
  • Langebrogade:
    • Teknik- og Miljøforvaltningen: På Langebrogade vil man nok lave et byrum i stedet for en cykelsti.
    • Brofæstningen for den nye bro på Islands Brygge er svært at løse. Det kræver en ny lokalplan.
    • Teknik- og Miljøforvaltningen: Man vælger ikke at lave en ny lokalplan for Islands Brygge-området. I stedet laver man en ’projektplan’, som er en snæver lokalplan for bro-området.
  • Økonomien:
    • Teknik- og Miljøforvaltningen oplyste desuden, at det er sandsynligt, at Borgerrepræsentationen i efterårets budgetforhandlinger sætter 14 mio. kr. af til følgeanlæg i forbindelse med den nye bro. Forvaltningen mener, at selv om beløbet ikke er stort, er det stort nok til at få skabt en bedre sikkerhed og tryghed. Så er der mulighed for at lave flere tiltag senere hen.

Løsning

Formanden foreslår på baggrund af meldingerne på det offentlige dialogmøde følgende henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Christianshavns Lokaludvalg, Indre By Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg og Islands Brygges Lokalråd havde den 15. juni 2015 et offentligt dialogmøde om cykeltrafik i forbindelse med den kommende bro ved Langebro mellem Vester Voldgade og Langebrogade. Ca. 40 borgere deltog.

På mødet deltog også en konsulent fra Realdania samt to trafikplanlæggere fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som fortalte om broen og cykelplanlægningen i forbindelse med den nye bro. Vi kvitterer hermed for forvaltningens deltagelse i mødet.

På baggrund af de synspunkter, der kom frem på dialogmødet, foreslår Christianshavns Lokaludvalg forvaltningen
  • at jævne brostenene på Christianshavns Voldgade, for at gøre cykelforholdene bedre men uden at fjerne det historiske udtryk på gaden. Man kan måske gøre, som man har gjort i Niels Hemmingsens Gade i Indre By med jævne brosten i begge sider af gaden, men "almindelige" brosten i midten.
  • at ensretningen for cyklister på Prinsessegade mellem Christianshavns Voldgade og Torvegade ophæves. Så kan cyklisterne køre denne vej ud til Torvegade i stedet for, at de skal køre ad Langebrogade og Overgaden oven Vandet, som er en dårligere rute for cyklisterne, fordi der er brosten hele vejen. Der er ikke brosten på Prinsessegade.
Desuden vil lokaludvalget gerne vide mere om, hvad planerne er med det nye byrum omkring Langebrogade og Applebys Plads. Hvilke tanker har forvaltningen om f.eks. forholdene for cyklister?

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om at slette følgende henvendelse fra 2. afsnit i henvendelsen: "Vi kvitterer hermed for forvaltningens deltagelse i mødet."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om at slette 1. dot i henvendelsens 4.afsnit.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jette Philipsen og Sia Boesen om at føje en bemærkning til 2. dot i henvendelsens 4. afsnit om, at Prinsessegade syd for Torvegade vil kunne fungere som "shared space", dvs. et gaderum, hvor gadearealet kan anvendes af en blanding af cyklende, kørende og gående og hvor den cyklende og kørende trafiks hastighed reguleres ved gensidig hensyntagen med de øvrige trafikanter i gaderummet, idet den cyklende og kørende trafiks hastighed skal være så lav, at det er trygt for fodgængere at færdes på gadearealet. 

Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen om infrastrukturforbedringer for cyklister i forbindelse med den nye bro ved Langebro mellem Vester Voldgade og Langebrogade, der fremgår af løsningsafsnittet, med ovennævnte ændringsforslag.


Til top