Mødedato: 22.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

B-sag: Forholdene i Hal C

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et brev til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen om forholdene i Hal C.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen om forholdene i Hal C, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Efter et brugermøde i Hal  C den 29. april 2019 drøftede arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge den 13. maj 2019 forholdene i hallen. Fra referatet af arbejdsgruppens møde:

"Der har omsider været afholdt brugermøde omkring Hal C, Dan Sørensen var deltager. Dan m.fl. har forklaret den nye leder, Thomas Bøgh, og repræsentanten for ejendomsdriftsservicen, at der er mange fejl og mangler i forbindelse med hallen: generelt stor utilfredshed med det bemandingsfrie system. Der er rengøringsproblemer (især i køkkenet). Der er almindeligt svineri. Der mangler loftsplader, det fremkalder skimmelsvamp. Driftsgangen er for langsom. Der er dog nu aftalt kvartalsvise brugermøder. Men kfs-grupppen aftalte, at Dan skriver et oplæg til CLU ,som især retter kritik af det uacceptable forfald i Hal C . Oplægget /klagen kan så via CLU fremsendes til de kommunale myndigheder."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Kultur- og fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen:

"Christianshavns Lokaludvalg, Christianshavns Gymnasium samt Christianshavns Idræts Klub (CIK) og andre foreninger har været til mange møder, haft foretræde,  og sendt et hav af ansøgninger, for at få bygget en hal på Christianshavn.

I 2013 indviede man så Hal C, til stor glæde for Christianshavnerne, foreninger, Gymnasiet og Skolen. Ved Hal C og på kanten til kanalen blev der bygget terrasser til fri afbenyttelse, hvilket benyttes meget af mange, til hygge med medbragt spise- og drikkevarer.

I forbindelse med byggeriet og indretningen af Hal C, blev der nedsat en følgegruppe.

Følgegruppen blev tidligt gjort opmærksom på, at Hal C ville blive en bemandingsfri åben hal, med en daglig rengøring, men uden egentlig opsyn.

Følgegruppen udtrykte klart deres skepsis overfor, at der ikke var et dagligt opsyn, da hallen var tiltænkt åben for alle, hvilket er positivt i mange henseender, men også kan medføre større slidtage, ødelæggelser og uhensigtsmæssig adfærd.  

De mange aktiviteter der er muligheder for i og uden for Hal C, stiller krav til rengøring og vedligehold, samt at skader repareres indenfor rimelig tid, så skaderne ikke udvikler sig til yderligere forfald.

Desværre har forholdene udviklet sig, så brugere af Hal C udtrykker utilfredshed med vedligeholdelsen og de manglende udbedrede skader og ødelæggelser. Omklædningsrum hvor lofterne har ødelagte eller manglende plader, hvilket ændrer på indeklima, med medfølgende skimmelsvamp. Andre mindre reparations- og vedligeholdelsesopgaver tager meget lang tid, at få udført, og kan udvikle sig til større fordyrende opgaver. Også en udfordring og forsinkende led er, at de reparationer, der skal udføres, ikke kan iværksættes straks, men skal visiteres til anden instans. Her har man mange andre opgaver, som igen fører til lange ventetider, for at få udført selv mindre opgaver.

Opgaven med at holde rent på de udendørsbaner, og terrasserne, er også blevet en større opgave. Mange benytter fodboldbanerne og terrasserne, hvilket Københavns Kommune har tiltænkt, men ressourcerne til oprydning, vedligehold og reparation ser ikke ud til, at være fulgt med.

Christianshavns Lokaludvalg ser med bekymring på den aktuelle status i Hal C.

Christianshavns Lokaludvalg vil på det kraftigste anbefale, at Hal C bemandes. Den rette person kan være til stor gavn i det forbyggende arbejde til at bevare Hal C i en ordentlig og brugervenlig stand. Den rigtige person vil også kunne være den, som måske kan opnå gode sociale relationer, til brugere og besøgende, unge og ældre, så Hal C benyttes og slides på en positiv måde.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte brevet til Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen om forholdene i Hal C, der fremgår af løsningsafsnittet.

Til top