B-sag: Byens Luft-platformen
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen om Byens Luft-platformen, som ses i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Byens Luft er en kommunal platform, hvor man kan få overblik over, hvor og hvornår der forventes høj luftforurening i København og anbefalinger til, hvordan man bedst undgår den.
Miljøgruppen har drøftet platformen.
Løsning
Miljøgruppen foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen:
"Christianshavns Lokaludvalg har med interesse fulgt udviklingen af Byens Luft-platformen og den tilhørende overvågning af luftkvaliteten i byen.
Vi ønsker derfor at stille følgende spørgsmål til forvaltningen:
- Hvilke kriterier ligger til grund for placeringen af måle- og prognosepunkter? Indgår faktorer som trafikmængde, befolkningstæthed, nærhed til skoler og daginstitutioner – eller tilstræbes der en jævn geografisk dækning af byen?
- Hvorfor måles der ikke ultrafine partikler og black carbon (sod), og er der planer om at inkludere disse i fremtidige målinger?
- Hvad er begrundelsen for, at der kun er ét punkt placeret på Christianshavn? Og hvorfor er der valgt et prognosepunkt frem for et målepunkt?
- Hvordan beregnes prognosepunkternes værdier på baggrund af målepunkterne? Hvad er begrundelsen for, at der ikke er flere målepunkter, og er der planer om at udvide antallet af målepunkter?
Afslutningsvis vil lokaludvalget gerne opfordre til opsætning af et reelt målepunkt på Christianshavn samt et eller flere yderligere prognosepunkter – både med fokus på trafikforurening, som det eksisterende, og med fokus på luftforurening fra vand. Sidstnævnte vil kunne give værdifuld indsigt i forureningen fra fartøjer i kanaler og havneområde, hvilket er af stor relevans for bydelen.
Med venlig hilsen"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Bilag
- Link til kommunens hjemmeside om Byens Luft-platformen: https://byensluft.kk.dk/
Beslutning
Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøforvaltningen om Byens Luft-platformen, som ses i løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.