B-sag: BioBlitz med borgere, skoleelever og virksomheder
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at projektet "BioBlitz med borgere, skoleelever og virksomheder" indgår i årsplanen for det lokale miljøarbejde på Christianshavn i 2025.
Problemstilling
Med henvisning til nedenstående afsnit i Driftsstøtteaftalen 2023-2024, som i praksis også er gældende i 2025, har Miljøpunkt Indre By & Christianshavn anmodet lokaludvalget om at godkende, at projektet "BioBlitz med borgere, skoleelever og virksomheder" indgår i årsplanen for det lokale miljøarbejde på Christianshavn i 2025.
Projektet har fået et tilsagn om støtte på op til 145.800 kr. fra Københavns Kommunes pulje til borgerdrevne biodiversitetsprojekter, forår 2025. Se bilaget.
Uddrag af ansøgningen om støtte
Følgende er et uddrag af Miljøpunktets ansøgning til Teknik- og Miljøforvaltningen om støtte:
"Københavns Kommune har i biodiversitetsmålsætningen et mål om at kortlægge og følge biodiversiteten i byen. Det vil Miljøpunkt Indre By & Christianshavn gerne understøtte og hjælpe med til ved at lave BioBlitz.
”En BioBlitz er en momentan registrering af biodiversitet i et angivet område, for f.eks. at se, om der er fredede arter eller er en speciel biotop, som skal beskyttes, eller for at registrere ændringer over tid, hvis registreringen bliver gjort kontinuerligt”.
Sammen indsamler vi 4 steder i Indre By og på Christianshavn (Kastellet, Østre Anlæg, HC Ørsted Parken og Christianshavns Vold) data i en app, som fx ”iNaturalist”, som efterfølgende vil være offentligt tilgængelige og kan analyseres af alle, der har interesse i det – fx studerende på Landbohøjskolen eller fakultetet for biologi på Københavns Universitet. Vi har valgt denne app efter rådgivning fra Danmarks Naturfredningsforening, Frederiksberg, der tidligere har registreret arter til en BioBlitz."
Se ansøgningen i bilaget.
Uddrag af Driftsstøtteaftalen
"Driftsstøtten fra lokaludvalgene kan hverken direkte eller indirekte anvendes til andre formål end de aktiviteter, der fremgår af årsplanen, medmindre lokaludvalgene har tiltrådt det. Det betyder, at FM (Fonden Miljøpunkt Indre By & Christianshavn) skal sikre sig lokaludvalgenes tilslutning til, at det af en ansøgning om fondsmidler kan fremgå, at der anvendes driftsstøttemidler, direkte eller indirekte, som medfinansiering af aktiviteter ved siden af aktiviteter, som man udfører for lokaludvalgene, inden ansøgningen sendes."
Løsning
I mødet den 18. december 2024 godkendte lokaludvalget årsplanen for det lokale miljøarbejde på Christianshavn i 2025. Se årsplanen i bilaget.
Forperson Asbjørn Kaasgaard foreslår, at lokaludvalget godkender, at projektet "BioBlitz med borgere, skoleelever og virksomheder" indgår i årsplanen for det lokale miljøarbejde på Christianshavn i 2025.
Økonomi
Indre By Lokaludvalg har afsat en ramme på 680.000 kr. til det lokale miljøarbejde i 2025, som skal anvendes i henhold til årsplanen. 50 % af støtten er overført til Miljøpunktet. Resten overføres senere i to rater.
Christianshavns Lokaludvalg har overført 150.000 kr. til Miljøpunktet til det lokale miljøarbejde i 2025.
Kommunens støtte til det lokale miljøarbejde i bydelen Indre By i 2025 er på 843.423 kr. Pengene er overført til Miljøpunktet. Bydelen Indre By omfatter Indre By Lokaludvalgs område og Christianshavns Lokaludvalgs område.
Videre proces
Sekretariatet orienterer Miljøpunktet om lokaludvalgets beslutning.