Mødedato: 20.06.2018, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet i Hal C, Arsenalvej 6

Sommeraktiviteter på Christianshavns Torv

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at afsætte penge til sommeraktiviteter på Christianshavns Torv.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 10.000 kr. til sommeraktiviteter på Christianshavns Torv, som Kultur- og Fritidsforvaltningen og Torvenetværket står for. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg evaluerer sommeraktiviteterne i sit møde den 26. september 2018.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Jane Lytthans på vegne af Torvenetværket:

"Torvenetværket vil i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen dels skabe et mandags-kulturprogram i juli, august og september på torvet og dels afprøve, hvordan torvet fungerer med plantekasser, plancher om aktuelle begivenheder som fx Jubilæumsarrangementet i august og andre fysiske tiltag. Derudover vil vi fortsætte med spis sammen-arrangementer på torvet.

Jeg finder det nye Torvenetværks måde at skabe en fokus på Torvets liv, og en eventuel lidt efter lidt udvikling mod et bedre fælles liv, meget vigtig! Det viste sig jo den 11. juni, at det ikke kun var Tordenskjolds soldater, som vil noget med Torvet, men der kom også en masse forbi, som bare gerne ville deltage i fællesskabet. Det viser, at vores ønske om et Torv for alle er langt mere realistisk, end vi vidste før da, - så det skal da følges op med mange flere små og større "interessante" arrangementer!!

Mange ting er gratis, men nogle koster en lille smule. Men vi skal huske at få noget godt til at ske med et helt program over 3 måneder.

Aktiviteterne og de fysiske tiltag vedr. 400 års jubilæet skal aftales med Jubilæumsudvalget. Plantekasser og andet forgrønning af Torvet skal aftales med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender medlemsforslaget og afsætter 10.000 kr. til sommeraktiviteter på torvet, idet jubilæumsaktiviteter skal aftales med Jubilæumsudvalget og forgrønningstiltag skal aftales med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. Det er en forudsætning, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og Torvenetværket sender lokaludvalget en afrapprtering af aktiviteterne, som lokaludvalget kan drøfte i sit møde den 26. september 2018.

Økonomi

Lokaludvalget afsætter 10.000 kr. til sommeraktiviteter på torvet. pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Så snart programmet for sommeraktivteterne kendes, offentliggøres det på lokaludvalgets hjemmeside og facebookside.

Lokaludvalget evaluerer aktiviteterne i sit møde den 26. september 2018.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om, at lokaludvalget afsætter en ramme på 15.000 kr. til sommeraktiviteter på Christianshavns Torv, som Kultur- og Fritidsforvaltningen og Torvenetværket står for. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  2. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen om, at lokaludvalget tilkendegiver over for Torvenetværket og Kultur- og Fritidsforvaltningen, at kulturprogrammet skal lægges på en fast hverdag i ugen, men ikke nødvendigvis på mandage.
  3. Lokaludvalget evaluerer sommeraktiviteterne i sit møde den 26. september 2018.
Til top