Mødedato: 20.03.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Handleplan 2023/2024 til Christianshavns Bydelsplan

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte udkast til Handleplan 2023/24 til Christianshavns Bydelsplan. Handleplanen er et supplement til lokaludvalgets bydelsplan, og er et bud på et generisk arbejdsredskab, som lokaludvalget kan bruge til at omsætte bydelsplanens visioner og målsætninger til konkrete handlinger.   

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter udkast til Handleplan 2023/24, som supplement til Christianshavns Lokaludvalgs Bydelsplan 2023-2026.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg tager udkastet til handleplanen til efterretning  

Problemstilling

Bydelsplanen indeholder store emner, der kun lader sig virkeliggøre over tid. Derfor er det besluttet, at Christianshavns Bydelsplan skal suppleres med en handleplan for at holde fokus på lokaludvalgets visioner for bydelen og for at sikre fremdrift på indsatsområderne. 

I Christianshavns Lokaludvalgs Bydelsplan 2023-2026 fremgår det, at handleplanen skal evalueres årligt og at, "handleplanen vil være tilgængelig på lokaludvalgets hjemmeside og indeholde følgende:

  1. Redegørelse for det seneste års aktiviteter med bydelsplanen herunder hvilke mål, der er indfriet og i hvilket omfang, der er sket borgerinddragelse.
  2. En prioritering af de emner i bydelsplanen, som lokaludvalget vil arbejde med i det kommende år
  3. En beskrivelse af konkrete handlinger til indfrielse af de prioriterede emner, samt opstilling af mål og en tidsplan i rammeform.
  4. Beskrivelse af nye emner, der som følge af den almindelige udvikling bør medtages i udviklingsplanen samt emner, der på grund af uaktualitet eller ændrede forudsætninger bortfalder fra bydelsplanen."

På den baggrund har lokaludvalgets sekretariat udarbejdet et udkast til en handleplan.

Handleplanen er udformet som skema og tænkt som et generisk arbejdsredskab, som lokaludvalget kan bruge til at omsætte visioner og målsætninger til konkrete handlinger. Handleplanen er således ikke en detaljeret, trinvis vejledning for hvert enkelt indsatsområde.

Handleplanen er inddelt i temaer på samme måde som bydelsplanen, og giver et overblik over bydelsplanens mange målsætninger, samtidig med at den giver plads til lokaludvalgets noter om succeskriterier, status og fremskridt. 

Det skal bidrage til at synliggøre lokaludvalgets arbejde og fastholde motivationen, især når målsætningerne strækker sig over længere tidshorisonter.  

Løbende tilpasning og omtale ved lokaludvalgets årlige bydelsmøde 

Handleplanen kan løbende justeres og tilpasses. Det kan ske gennem det kontinuerlige arbejde i lokaludvalgets arbejdsgrupper samt som respons på arrangementer og borgerdialogaktiviteter – og i samarbejde med lokaludvalgets sekretariat.

Hvert år til lokaludvalgets bydelsmøde evalueres arbejdet med bydelsplanen. Her kan handleplanen omtales og derudover kan den bruges til kort at redegøre for de aktiviteter, som lokaludvalget har beskæftiget sig med det forgangne år. 

Deltagerne ved det årlige bydelsmøde kan desuden opfordres til at kommentere på lokaludvalgets handleplanen og dele deres viden om lokale forhold – og fx pege på behov, foreslå nye ideer, handlinger, succeskriterier. Den mulighed skal åbne for sparring og dialog med christianshavnerne - og styrke det lokale engagement og interessen for Christianshavn. 

Det er således forventningen, at lokaludvalget vil omtale Handleplan 2023/24 til Christianshavns Bydelsplan 2023-2026 i bydelsmødet den 22. april 2024, jf. en anden sag på dagsordenen.

Løsning

Christianshavns Lokaludvalg drøfter udkast til Handleplan 2023/24 og tager udkastet til efterretning.

Økonomi

Intet

Videre proces

Christianshavns Lokaludvalgs arbejdsgrupper forholder sig løbende til handleplansskemaet, når de finder det relevant.

Tovholderne for arbejdsgrupperne kan sende konkrete ændringsforslag og tilføjelser til handleplanen til sekretariatet.

Handleplanen omtales i bydelsmødet den 22. april 2024. 

Handleplanen uploades på lokaludvalgets hjemmeside.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede udkast til Handleplan 2023/24, som supplement til Christianshavns Lokaludvalgs Bydelsplan 2023-2026. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
    • Når handleplanen ændres, skal opdateringer og tidspunkter for opdateringer let kunne aflæses.
    • Handleplanen giver et godt overblik, og de nævnte succeskriterier er gode.
    • Tak til sekretariatet for handleplanen.


  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Preben Møller Whitt om, at succeskriteriet for "Støj- og luftforurening" er, at havnerundfarterne ikke sejler på fossile drivmidler.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om, at succeskriteriet for "Risikoen for oversvømmelse på Refshalevej er mindsket" er, at lavtliggende indløbspunkter på det meste af strækningen fra Prinsessegade til Forlandet hæves med 50 cm eller mere.


    Lokaludvalget godkendte handleplanen med de tiltrådte ændringsforslag.  
Til top