Mødedato: 19.12.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Ny biblioteksplan

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et svar til Kultur- og Fritidsforvaltningen om en ny biblioteksplan og om samarbejde om borgermøde om planen. Endvidere skal lokaludvalget drøfte hvilke grupper af borgere, der formentlig ikke deltager i borgermødet, som lokaludvalget og forvaltningen bør tage ud og tale med. Endelig skal lokaludvalget beslutte, om Christianshavns Borgerpanel skal stilles spørgsmål om den nye biblioteksplan.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender svaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om en ny biblioteksplan, der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg samarbejder med Kultur- og Fritidsforvaltningen om et borgermøde ultimo januar eller primo februar 2019 om en ny biblioteksplan.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge borgermødet sammen Kultur- og Fritidsforvaltningen.
  4. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter hvilke grupper af borgere, der formentlig ikke deltager i borgermødet, som lokaludvalget og forvaltningen bør tage ud og tale med.
  5. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger tovholdere til sammen med forvaltningen at tale med udvalgte grupper af borgere.
  6. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, om Christianshavns Borgerpanel skal stilles spørgsmål vedr. biblioteksplanen.

Problemstilling

Da Københavns Bibliotekers nuværende strategi snart udløber, har bibliotekerne for nylig igangsat arbejdet med en ny biblioteksplan for 2019-2023. Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at undersøge borgernes ønsker og behov i forhold til byens biblioteker sammen med lokaludvalgene.

Blandt andet vil forvaltningen gerne have input til byens fysiske biblioteker, bibliotekernes digitale tilbud, hvordan man kan arbejde målrettet med læsning og litteratur, og hvordan man får skabt de bedste tilbud til børn og unge. Da der er tale om en overordnet plan for alle biblioteker i København, er forvaltningen primært interesserede i mere generelle ønsker til bibliotekerne, frem for specifikke ønsker til et konkret bibliotek.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at der i kommunen holdes fire borgermøder; et i hvert af områderne, som Kultur- og Fritidsforvaltningen administrativt er opdelt i. Det vil sige et møde i byområderne i henholdsvis Kultur N, Kultur S, Kultur V samt Kultur Ø. Christianshavns Lokaludvalgs område hører til Kultur S.

Da Kultur- og Fritidsforvaltningen også har et ønske om at få ikke-brugere af bibliotekerne i tale, foreslår forvaltningen desuden et samarbejde på tværs af byen mellem lokaludvalgene og Kultur N, S, Ø og V om at tage ud og tale med udvalgte borgere, eksempelvis børn, unge, ældre, borgere med anden etnisk herkomst eller andre, som lokaludvalgene ønsker inddraget.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår også, at man overvejer at gøre brug af lokaludvalgenes borgerpaneler.

Mulige temaer i en ny biblioteksstrategi

I en indstilling om proces for og indsatsområder i en ny plan for Københavns Biblioteker, som Kultur- og Fritidsudvalget tog stilling til den 19. september 2018, skrev Kultur- og Fritidsforvaltningen:

"På baggrund af en drøftelse mellem bibliotekslederne af mulige indsatsområder i en ny biblioteksstrategi, kan udvalget overveje nedenstående indsatsområder. Når indsatsområderne er fastlagt, vil det nærmere indhold under hvert indsatsområde blive udarbejdet i samarbejde med medarbejderne og med inddragelse af borgerne.

Børn og unge

Der lægges op til, at prioriteringen af børn og unge videreføres til en ny strategi, hvor der fortsat vil være fokus på tidlig læsefærdighed, herunder på børn, unge og børnefamilier samt samarbejdet med daginstitutioner, skoler, fritidshjem, klubber og ungdomsuddannelser.

Det fysiske bibliotek

Der lægges op til, at prioriteringen af det fysiske bibliotek fortsætter, da det stigende antal borgere, de slidte fysiske rammer, og den forholdsmæssigt lave tilfredshed med biblioteket som et rart og trygt sted, alle er indikationer på, at der bør arbejdes på en systematisk forbedring af de fysiske rammer på tværs af byen.

Det digitale bibliotek

Der lægges op til, at prioriteringen af det digitale bibliotek videreføres, idet der i den nuværende strategi arbejdes på at skabe en sammenhængende, sidestillet biblioteksoplevelse imellem det fysiske og digitale bibliotekstilbud. Arbejdet tager udgangspunkt i bibliotekernes materialer og formidlingen af dem i en række fælles digitale projekter på tværs af landets biblioteker, bibliotekerne i København og i samarbejde med andre relevante partnere.

Litteratur og læsning

Der lægges op til, at Københavns Biblioteker i fremtiden vil satse systematisk på læsefærdigheder og stimulering af læselyst på alle platforme, analoge såvel som digitale. Desuden kan det ske gennem et samarbejde med forældre, dagtilbud, skoler, læsekredse, skriveværksteder og andre relevante partnere.

Kvalitet frem for kvantitet

Der lægges op til, at bibliotekerne satser på færre, mere slagkraftige arrangementer og tiltag på tværs af byens biblioteker. Dvs. at man i højere grad udvikler koncepter, som henvender sig til et større publikum, kan gentages på samme bibliotek eller afholdes på forskellige biblioteker i byen.

Brugerbehov i centrum

Der lægges op til at arbejde systematisk med at opnå et større kendskab til bibliotekernes brugere og potentielle brugere for at kunne tilpasse bibliotekernes services og ydelser til københavnernes behov. Det vil ske ved at have et ”udefra og ind” perspektiv, hvor brugerne er i centrum og ved at praktisere en mere systematisk og strategisk anvendelse af brugerdata.

Strategiske partnerskaber

Der lægges op til, at Københavns Biblioteker i endnu højere grad end i dag indgår strategiske partnerskaber med relevante aktører. Det kan være med daginstitutioner og skoler, med større kulturinstitutioner som DR og museerne, eller det kan være med mindre lokale foreninger og virksomheder, der spiller en stor rolle i bibliotekernes lokalområde, hvor de kan være med til at skabe en stærk lokal forankring og synlighed for alle borgere, herunder også borgere med særlige behov."

Amager Øst Lokaludvalg havde sagen på dagsordenen for dets møde den 13. december 2018. Amager Vest Lokaludvalg havde på dagsorden for dets møde den 11. december 2018. Se de to lokaludvalgs beslutninger i bilaget.

Løsning

Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge og Biblioteksbrugergruppen har drøftet sagen.

På baggrund af deres drøftelser foreslår formanden, at lokaludvalget sender Kultur- og Fritidsforvaltningen følgende:

"Det er med stor interesse, at Christianshavns Lokaludvalg har modtaget en invitation fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til samarbejde vedr. en ny biblioteksplan. Som I vil vide, arbejdes der på Christianshavn på at få et nyt og tidssvarende bibliotek i bydelen - gerne placeret på Papirøen. Projektet kom desværre ikke på budgettet for 2019, men vi anser det langt fra for opgivet.

Men jeres henvendelse i denne omgang drejer sig jo om at få struktureret en debat og nogle input og om ”mere generelle ønsker til bibliotekerne”. Det bidrager vi gerne til. På Christianshavn er der, som I måske ved, en aktiv biblioteksbrugergruppe, der er repræsenteret i lokaludvalget ved et medlem.

Jeres henvendelse har således været forelagt både lokaludvalgets arbejdsgruppe om kultur, skole, fritid, børn og unge, Biblioteksbrugergruppen og selve lokaludvalget.

Vi har forstået at lokaludvalgets sekretariat skal gengive lokaludvalgets beslutning i denne sag på et møde den 20. december 2018 mellem lokaludvalgssekretariaterne og forvaltningen.

og den beslutning, som skal gengives er, at lokaludvalget foreslår, at chefen for Kultur S forelægger og drøfter biblioteksplanen med lokaludvalget i lokaludvalgets møde den 23. januar 2019.

I uge 5,6 eller 7 kunne vi så lægge det borgermøde, I omtaler. Vores forslag er, at borgermødet i Kultur S's område bliver opdelt, så Christianshavn af geografiske og historiske grunde får sit eget møde.  På dette borgermøde vil Biblioteksbrugergruppen naturligt også være repræsenteret. Ligesom vi gerne ser, at politikere deltager.

Samtaler med udvalgte borgere om biblioteksinteresser, som I nævner, kan vi også godt indgå i.

Det helt store spørgsmål i forbindelse med ovenstående er dog, hvordan man reelt hører borgerne. Vi foreslår, at I /man laver et fælles koncept, så alle adspurgte i København (f.eks. i borgepanel) får de samme spørgsmål til belysning af ønsker for fremtidens bibliotek.

Det var strukturen. Hvad angår indholdet af den fremtidige biblioteksstrategi, vil vi, også efter at have hørt Biblioteksbrugergruppen foreløbig pege på følgende:

  • Vi er meget enige i tankerne om det fysiske bibliotek (”Proces for, og indsatsområder i, en ny biblioteksstrategi ”, side 2, midt)
  • Vi støtter op om punktet ”Børn og unge” (se også ”Proces for.. ”, side 2, øverst). Det er overordentligt vigtigt, at der fortsat er fysiske bøger, børn og unge kan røre, kigge på, vælge, mens de ser dem. Lade sig inspirere i det fysiske bibliotek.
  • emnet ”Kvalitet frem kvantitet” i ”Proces for...”, side 2, nederst, er vi mere i tvivl om. Det kunne måske være et både/og, så der var plads til lokale arrangementer også.

Et par statistikker, vi som borgere og biblioteksbrugere er bekymrede over, og som lægger op til diskussion om ny biblioteksplan:

  • Personalet på de københavnske biblioteker er nedskåret med 25% i årene 2010-15. Ubemandede biblioteker en stor del af dagen/aftenen. Tryghed ?
  • Der er som følge af ovenstående sparet 36%  på personale i åbningstiderne i Københavns Kommune (mod 26% i hele landet) i årene 2010-17.
  • Men antallet af brugere er steget med 10%  i den samme periode (København vokser !).
  • Ikke desto mindre ligger Københavns Kommune langt under gennemsnittet for landet i indkøb af bøger.
  • Og endelig er, som I selv skriver, tilfredsheden med de københavnske biblioteker på 78 %. I andre dele af landet er tilfredsheden mellem 80-90%.

Dette var vores bemærkninger i første omgang. Ved høringen af planen i april/ maj 2019 vil vi mere fyldestgørende kunne afgive et svar/ nogle ideer. Vi ser frem til samarbejdet.

 

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

 

Formanden foreslår desuden, at lokaludvalget udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre borgermødet med Kultur- og Fritidsforvaltningen og sekretariatet..

Økonomi

Kultur- og Fritidsforvaltningen betaler lokaleleje og forplejning til borgermødet.

Videre proces

Lokaludvalgenes sekretariater har den 20. december 2018 møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor der bliver samlet op på lokaludvalgenes beslutninger.

Lokaludvalget er sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen vært for et borgermøde ultimo januar eller primo februar 2019 om en ny biblioteksplan.

Lokaludvalget bliver hørt i april/maj 2019 om biblioteksplanen.

Beslutning

  1. Et ændringsforslag fra Poul Nielsen om at slette afsnittet, der starter med "Et par statistikker...", blev efter en vejledende afstemning ikke tiltrådt.

    Et ændringsforslag fra Ruth Plovgaard om at ændre 7. afsnit i svaret, så det ikke fremgår, at der skal være et fælles koncept for spørgsmål om fremtidens bibliotek, blev tiltrådt.

    Lokaludvalget godkendte svaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om en ny biblioteksplan, der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

  2. Lokaludvalget besluttede at samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen om et borgermøde på Christianshavn ultimo januar eller primo februar 2019 om en ny biblioteksplan.

  3. Lokaludvalget udpegede Ruth Plovgaard til at planlægge borgermødet sammen Kultur- og Fritidsforvaltningen og sekretariatet.

  4. På forslag fra Ruth Plovgaard besluttede lokaludvalget at bede Kultur- og Fritidsforvaltningen om en orientering om den nye biblioteksplan i lokaludvalgets møde den 23. januar 2018. 

  5. På forslag fra Asbjørn Kaasgaard besluttede lokaludvalget at foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen at tage ud, hvor folk er, og spørge dem om, hvorfor de ikke er på biblioteket. 

  6. Lokaludvalget besluttede, at Christianshavns Borgerpanel skal stilles spørgsmål vedr. biblioteksplanen.

    På forslag fra Jette Philipsen besluttede lokaludvalget, at lokaludvalget selv formulerer spørgsmål til borgerpanelet.

    På forslag fra Asbjørn Kaasgaard besluttede lokaludvalget, at spørgsmålene skal koordineres med spørgsmålene, som Amager Vest Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg vil stille deres borgerpaneler.

    På forslag fra Frode Neergaard besluttede lokaludvalget, at nogle af spørgsmålene skal relatere sig til Christianshavns Bibliotek.

    På forslag fra Ruth Plovgaard besluttede lokaludvalget at gennemføre spørgeskemaundersøgelsen i marts 2019, så resultaterne af undersøgelsen kan indgå som grundlag for lokaludvalgets høringssvar om den nye biblioteksplan.
Til top